BAGGRUND
Artiklen er skrevet den 22. september 2009
- og senest redigeret den 22. september 2009
Regeringen brød aftale med Irak dagen efter aftalens indgåelse
Men aftalebruddet blev holdt hemmeligt for Folketinget og resten af offentligheden
Af Bent Dahl Jensen
Den 13. maj 2009 indgik VK-regeringen en aftale med Irak om tilbagesendelse af afviste irakiske asylansøgere. Men allerede dagen efter brød regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti aftalen. Folketinget og resten af offentligheden blev dog ikke orienteret om aftalebruddet.
Aftalebruddet består i, at Integrationsministeriet den 14. maj 2009 ophævede den ordning, der var gældende for afviste asylansøgere, som frivilligt vælger at rejse tilbage til Irak. Ordningen, der blev vedtaget af Folketinget den 1. juni 2007, omtales i et bilag til hjemsendelsesaftalen med Irak.
I dette bilag står der under punkt 1 om ”Frivillig tilbagevenden”:
”I henhold til aftalens artikel 2 er Kongeriget Danmark og Republikken Irak enige om at fremme muligheden for, at irakiske statsborgere frivilligt vender tilbage til Irak i størst muligt omfang.
I denne sammenhæng vil Kongeriget Danmark i henhold til dansk ret og lovgivning fortsat støtte irakiske statsborgere, der vælger frivilligt at vende tilbage.
Den danske støtte til irakere, der vender tilbage, omfatter på nuværende tidspunkt et program, hvorunder visse grupper af afviste asylansøgere tilbydes 6-9 måneders opkvalificering i Danmark inden afrejsen på den betingelse, at de pågældende vender frivilligt tilbage til Irak, når opkvalificeringen i Danmark er tilendebragt. Kurserne og opkvalificeringen i Danmark i dette særlige program søger at bygge oven på de pågældendes eksisterende færdigheder og er forsøgt tilpasset behovet på det irakiske arbejdsmarked.
Desuden modtager afviste asylansøgere, der vælger frivilligt at vende tilbage, økonomisk støtte i form af kontant tilskud og reintegrationsstøtte i Irak.
Irakere, der vender tilbage, og som ønsker at starte egen virksomhed, får iværksætterstøtte. Denne form for støtte forventes at gå til køb af materiel og udstyr, der er nødvendigt for at kunne starte en lille virksomhed/et iværksætterprojekt, som er beskrevet i samarbejde med den enkelte tilbagevendte iraker og indført i forretningsplanen.”
Men dette bilag blev ikke offentliggjort sammen med selve aftalen den 13. maj 2009. På Integrationsministeriets hjemmeside kan man læse en nyhed fra den 14. maj 2009 om, at den økonomiske støtteordning for afviste irakere ophører samme dag kl. 12. I bunden af denne nyhed er der også et link til hjemsendelsesaftalen. Men det dokument, man kommer frem til, når man klikker på linket er en pdf-fil med den engelske ordlyd af selve hjemsendelsesaftalen, der er på fem sider. Men bilaget, der også er på fem sider, er ikke med.
Først den 17. september 2009 – samme dag, som det åbne samråd om hjemsendelsesaftalen finder sted – får Folketingets integrationsudvalg en kopi af hele hjemsendelsesaftalen og dens bilag.
Kraftig kritik af integrationsministeren
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs (V) fremgangsmåde i denne sag afstedkom kraftig kritik fra en samlet opposition, da hun og udenrigsminister Per Stig Møller (K) var kaldt til åbent samråd torsdag den 17. september i Folketingets integrationsudvalg og udenrigsudvalg om hjemsendelsesaftalen.
Birthe Rønn Hornbech sagde, at bilaget ikke blev offentliggjort sammen med aftalen, fordi man ikke fandt det relevant – og skønnede, at bilaget ikke var særligt vigtigt. Hun henviste desuden til, at hele aftalen og bilaget blev offentliggjort i Lovtidende den 17. august 2009.
Birthe Rønn Hornbech sagde også, at man ikke havde lovet Irak noget om, at støtteordningen skulle fortsætte.
Ikke desto mindre står der i bilaget til den aftale, Danmark og Irak underskrev den 13. maj 2009 blandt andet: ”… Kongeriget Danmark (vil) i henhold til dansk ret og lovgivning fortsat støtte irakiske statsborgere, der vælger frivilligt at vende tilbage.
Den danske støtte til irakere, der vender tilbage, omfatter på nuværende tidspunkt ...
Desuden modtager afviste asylansøgere, der vælger frivilligt at vende tilbage, økonomisk støtte i form af kontant tilskud og reintegrationsstøtte i Irak. …”
Det står også fast, at støtteordningen for afviste irakiske asylansøgere, der frivilligt rejser tilbage til Irak, ophørte den 14. maj. 2009 kl. 12.
Læs mere
> Hjemsendelsesaftalen med bilag (pdf fra Lovtidende)
> Asylansøgere
^ Til top
< Til forsiden
Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |