BAGGRUND
Artiklen er skrevet den 26. februar 2006
– og senest redigeret den 26. februar 2006

 

Irans præsident hylder den islamiske revolutions idealer

Af Bent Dahl Jensen

I en tale for regionale ledere den 15. november 2005 hyldede Irans præsident, Ahmadinejad, den islamiske revolutions idealer, fremgår det af det officielle iranske nyhedsbureau IRNA’s referat fra mødet. Han tolkede efterårets valg som et ønske i befolkningen om ” at se en vækkelse af den islamiske revolutions idealer”. Han betonede videre, at ”en from og revolutionær leder bør have et hjerte og tanker, der harmonerer med islams og den islamiske revolutions idealer”.

Ifølge referatet kom han ikke direkte med udfald mod andre religioner, men modsat giver han heller ikke indrømmelser til dem. Tværtimod opfordrede han lederne til at ”komme med forslag til, hvordan man opfylder kriterierne og idealerne for den islamiske revolution og realiserer målet at skabe et autentisk islamisk samfund.”

Men rapporter om overgreb mod kristne kort tid efter, at denne tale blev holdt, giver næring til bekymringerne om, at der kan komme yderligere indskrænkninger af religionsfriheden for kristne og andre religiøse mindretal i landet, og at man kan frygte en optrapning af den voldelige forfølgelse af mindretallene.

Her bringes en dansk oversættelse af IRNA’s referat fra mødet:

Ahmadinejad:
Folket viste deres tro på revolutionen ved valgene

Præsident Mahmoud Ahmadinejad sagde mandag på et møde med regionale ledere, at folket viste deres tro på revolutionen ved de seneste valg og ønsker at se en vækkelse af den islamiske revolutions idealer.

Ahmadinejad uddybede disse idealer: ”Denne revolution var i virkeligheden en fortsættelse af profetens bevægelse og derfor bør alle landets politiske, økonomiske og kulturelle mål rettes mod at virkeliggøre de islamiske idealer.”

Han refererede til folkets ansvar under fraværet af den ufejlbarlige 12. imam (Må Gud fremskynde hans tilbagekomst) og især behovet for at være tålmodig under hans fravær, sagde han. ”Efterfølgerne af denne guddommelige skole af islamiske tanker gør deres bedste for at bane vejen for hans snarlige tilbagekomst.”

Præsidenten advarede videre mod faren for at afvige fra identiteten, idealerne og dyderne i den islamiske revolution, hvorved samfundet ville leve uden mål og miste sin værdige bestemmelse.

”Det er således vores forpligtelse at lede folket tilbage til disse værdige idealer og føre an i etableringen af et eksemplarisk, magtfuldt og progressivt islamisk samfund.”

Præsidenten mindede endvidere lederne om behovet for at bruge andres erfaringer og derved bruge deres viden og ekspertise til at sætte fart på processen med at nå idealerne i det islamiske system og anmodede dem om at komme med forslag til, hvordan man opfylder kriterierne og idealerne for den islamiske revolution og realiserer målet at skabe et autentisk islamisk samfund.

Han gik over til at kommentere resultatet af det niende præsidentvalg og sagde, at det mere end noget andet klart beviste, at folket ønsker at genopbygge revolutionens idealer, sådan som imamerne og den shiitiske islamiske skole lærer det.

Han sagde henvendt til lederne: ”Udover at være overgivet til vores religiøse overbevisning og revolutionære pligter, må vi også huske, at vi står til ansvar over for folket for vore gerninger og må være opmærksom på deres retmæssige krav.” Præsidenten forsikrede om, at regeringen var indstillet på at give større magt til de regionale ledere i systemet og til gengæld forventede, at lederne ville være klar over deres centrale ansvar for at vise retfærdighed, venlighed og tjenersind over for folket og i et bedre materielt og åndeligt liv for nationen.

Ahmadinejad gentog også regeringens beslutsomhed i forhold til at gennemføre en mere ligelig fordeling af national rigdom og tilføjede, ”at lederne ligesom præsidenten ikke skal vise loyalitet over for en særlig politisk fraktion eller parti, men skulle føle ansvar for hele nationen i at virkeliggøre de islamiske idealer fra imam Khomeini og dem, som gav deres liv for islam.”

Han sagde, at toplederne i provinserne har behov for at være, hvor der er behov for deres tjeneste, for landet har ikke brug for ”jet-set”-ledere.

Præsidenten gav en udfordring: ”Iran må udvikle sig som det mest magtfulde, mest fremsynede land, for hvis vi virkelig stoler på den Almægtige Guds nåde og tror på vores egne evner, ville vi ikke blive berørt af nogen form for skrøner eller nedsættende kommentarer.”

”Nogle folk får det til at se ud, som om vi vurderes lavt blandt verdens lande, fordi vi er tilbagestående og nogle andre med vilje sætter os lavt, fordi de har fået ordre på at gøre det, men vi må pleje vores selvfølelse og tro på vores evner, indtil vi beviser over for vores kritikere, at de tager fejl, og blive regnet blandt de mest udviklede lande i verden, formanede præsidenten.

Ahmadinejad rådgav lederne om at leve enkelt, bruge penge med visdom og omhyggeligt tage hensyn til folkets krav såvel som tage vare på den nationale enhed og harmoni.

”En from og revolutionær leder bør have et hjerte og tanker, der harmonerer med islams og den islamiske revolutions idealer,” sagde han om de kvaliteter, der karakteriserer en topleder i landet.

Oversættelse: Inger Dahl

^ Til top

< Til forsiden

Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk