Asylansøgere & flygtninge
Danskhed
Dansk Folkeparti
Indvandrere & integration
Lov & ret
Medier & ytringsfrihed
Politik & samfund
Religion & tro
Udland
 
Sammenhold
eller sammenbrud

Debatbog om danskhed, nationalisme, Dansk Folke-parti, integration, religionsfrihed og folkekirken m.v. i et multietnisk samfund.
 

 

 

 

ARTIKEL
Artiklen er skrevet den 8. maj 2010
- og senest redigeret den 2. august 2010

 

Siden 2004 har 3.000 irakere
søgt asyl i Danmark,
mens 4.000 har forladt landet

Hovedparten (70 procent) forlader Danmark,
før deres asylsag er afgjort

Af Bent Dahl Jensen

Når der kommer tre irakere til Danmark for at søge asyl, forlader fire irakiske asylansøgere landet. Det er det generelle billede af situationen omkring irakiske asylansøgere i de seneste syv år.

Siden 2004 og frem til foråret/sommeren 2010 er der kommet omkring 3.000 irakiske asylansøgere til Danmark, og i samme periode har over 4.000 forladt landet. Det fremgår af en statistik over ankomne og udrejste/udsendte irakiske asylansøgere. ¹)

Hovedparten (70 procent) af de udrejste/udsendte har forladt Danmark, inden deres asylsag blev endeligt afgjort. De resterende 30 procent har fået afslag på asyl.

Omkring 75 afviste irakere er tvangshjemsendt siden 2007
1.197 afviste irakiske asylansøgere har forladt Danmark siden 2004. Omkring 75 af dem er blevet tvangshjemsendt til Irak. Det svarer til fem-seks procent af gruppen. Tvangshjemsendelserne har fundet sted siden 2007. De fleste – omkring 50 – i 2009.

Omkring 25 procent af de udrejste irakere, har benyttet sig af de tilskudsordninger, der har været for at rejse tilbage til Irak med økonomisk tilskud fra den danske stat.

Størstedelen (omkring 70 procent) af de afviste irakere befinder sig i den kategori, der kaldes ”skønnet udrejst”. Det vil sige, at de ikke længere er registreret i det danske asylsystem, og derfor formoder man, at de rejst. Men man ved reelt ikke, hvor de pågældende befinder sig. En del har formentlig forladt Danmark for at søge asyl i et andet land. Andre befinder sig måske fortsat i Danmark.

Lille netto-tilgang i de seneste år
Statistikken viser, at der i de seneste år har været en lille nettotilgang af asylansøgere. Det skyldes især, at der i 2007 skete en stor stigning i antallet af spontane asylansøgere sammenlignet med de øvrige år.

Den væsentligste årsag til stigningen er, at 308 irakiske tolke m.fl, som havde arbejdet for de danske styrker i Irak, fik asyl her i landet. Tilsvarende fik 83 tolke m.fl. asyl i 2008. I alt fik 391 tolke m.fl. asyl – og dermed flygtningestatus – i Danmark.

Allerede i 2008 valgte 112 af dem at repatriere og vende tilbage til Irak. De er således udrejst igen, men da de havde fået flygtningestatus, figurerer de ikke i tabellen over udrejste asylansøgere. Men hvis de tælles med i 2008-tallene, viser det sig, at tallene om ankomne og udrejste irakere er næsten lige store. (604 ankomne asylansøgere og 622 udrejste/udsendte).

 

Noter
¹) Tallene fremgår af tabeller med sammenfatning af asyltal og udrejsetal fra henholdsvis Udlændingeservice og Rigspolitiets Udlændingecenter.

 

Læs mere

> Asylansøgere & flygtninge

> Statistik over ankomne og udrejste/udsendte irakiske asylansøgere

> Irakiske asylansøgere udrejst af Danmark

^ Til top