|
ARTIKEL
Asylnat i Brorsons KirkeFlere hundrede mennesker deltog i mindearrangement på etårs-dagen for aktionen, hvor en stor gruppe afviste irakiske asylansøgere, der havde søgt ly i kirken, blev hentet af politiet. Tekst & foto: Bent Dahl Jensen Der blev mindre og mindre ledig gulvplads i Brorsons Kirke, efterhånden som klokken passerede 22 torsdag aften den 12. august. Trods øsende regnvejr fandt flere hundrede mennesker vej til kirken på Nørrebro for at deltage i et mindearrangement for de afviste irakiske asylansøgere, der natten mellem den 12. og 13. august præcis et år tidligere blev hentet af politiet ved en aktion, som afstedkom megen kritik. Det var et samarbejde mellem den irakiskfødte danske kunster Mahmoud Alibadi og præsten Per Ramsdal fra Brorsons Kirke, der resulterede i mindearrangementet, som blev holdt klokken 22-23 i kirken. Allerede fra klokken 20 var der mulighed for at samles uden for kirken for at tænde lys og fakler – og efter arrangementet var kirken åben frem til klokken 02.00 Aftenen bød på et blandet program med digte, taler sang og musik – alt sammen kædet sammen af sognepræst Per Ramsdal, som også fortalte, at omkring 70 af de afviste irakere er blevet tvangsudsendt til Irak. Nogle er rejst til andre lande eller gået under jorden, og nogle sidder fortsat i Center Sandholm, mens omkring 20 har fået en midlertidig opholdstilladelse i Danmark. Han tilføjede i den forbindelse, at irakernes kirkeasyl ikke havde været nytteløst. Efter planen skulle folketingsmedlem Yildiz Agdogan (S) også have talt, men det punkt blev aflyst, da arrangørerne forud for asylnatten blev kritiseret for at politisere. Yildiz Agdogan deltog i mindearrangementet, men uden at sige noget.
|
|