BAGGRUND
Artiklen er skrevet den 12. februar 2007
– og senest redigeret den 2. marts 2007

 

Antallet af humanitære opholdstilladelser er eksploderet under VKO

De seneste års udlændingestatistik viser,
at antallet af humanitære opholdstilladelser
er eksploderet under VKO-flertallet

Af Bent Dahl Jensen

I perioden fra 1992 og frem til 2002 blev der bortset fra et enkelt år givet færre end 100 humanitære opholdstilladelser om året, og antallet af humanitære opholdstilladelse udgjorde under to procent af det antal personer, der fik asyl i Danmark i henhold til FN’s Flygtningekonvention eller den daværende de facto-bestemmelse (K-status eller F-status).

Men siden er antallet af humanitære opholdstilladelser steget meget markant. Fra 2003 og frem til udgangen af september 2006 er der givet 869 humanitære opholdstilladelser – mod 663 i perioden 1992-2002 (VKO-flertallets stramning af udlændingeloven trådte i kraft den 1. juli 2002, og derfor er den først for alvor begyndt at slå igennem i 2003). Samtidig udgør de humanitære opholdstilladelser nu op til 60-70 procent af det antal, der får asyl i henhold til Flygtningekonventionen, den gamle de facto-bestemmelse og den nye beskyttelses-bestemmelse (B-status). Hent PDF-fil med statistik over opholdstilladelser i 1990-2006.

Hvordan hænger en så voldsom stigning i antallet af humanitære opholdstilladelser sammen med, at der i samme periode er sket en gevaldig stramning af udlændingelovgivningen? Det spørgsmål giver statistikken ikke svar på.

Bestemmelsen har "undtagelsens karakter"
Integrationsministeriets praksis for at give humanitær opholdstilladelse er beskrevet i et notat fra den 6. april 2006, og der er intet i notatet, som giver anledning til at tro, at der er sket lempelser i den måde, bestemmelsen administreres på. Tværtimod understreges det, at det har ”undtagelsens karakter”, når afviste asylansøgere får humanitær opholdstilladelse.

I pressen har vi til stadighed kunnet læse en række beretninger om mennesker, der har fået afslag på humanitær opholdstilladelse - og selv om omtalen i nogle tilfælde har ført til, at et afslag er blevet ændret til en tilladelse, tyder intet på, at der gives ved dørene, når afviste asylansøgere søger om humanitær opholdstilladelse.

Dette billede bekræftes af en række tilfælde, hvor mennesker er blevet sendt ud af landet til en usikker fremtid.

• F.eks. de to søstre Linda og Sally Eid, der blev udvist af Danmark den 12. marts 2005 – og som ingen, mig bekendt, har hørt fra siden. Læs mere.

• I januar i år blev et tidligere medlem af Den Sydlibanesiske Hær (SLA), der blev sendt tilbage til Libanon, anholdt efter ankomsten til sit hjemland, oplyser en herboende bror. Udsendelsen skete på trods af, at mandens nevø, der også havde været aktiv i SLA, var blevet anholdt, da han efter afslag på asyl i Danmark blev fløjet tilbage til Beirut. Nevøen blev idømt over ti års fængsel. En tredje afvist asylansøger blev også anholdt ved ankomsten til Beirut. Tre slægtninge i den pågældende familie er altså - efter at have fået afslag på asyl i Danmark - blevet anholdt og fængslet, da de vendte tilbage til Libanon.

• I slutningen af 2006 hjemsendte Danmark i nogle tilfælde tvangsmæssigt psykisk syge Kosovo-albanere, der havde fået afslag på asyl, uden at de pågældende kunne få den behandling, de havde brug for, i deres hjemland. Da sagen kom frem i medierne i februar 2007, blev tvangsudsendelserne af psykisk syge Kosovo-albanere midlertidigt stoppet.

Der er således intet, der tyder på, at det i de seneste år er blevet lettere for udlændinge at få humanitær opholdstilladelse. Desto større bliver forundringen derfor, når det viser sig, at der er sket en voldsom stigning i antallet af tilladelser, når vi har at gøre med et område, der for det første styres af en snæver bestemmelse, og for det andet bliver administreret stramt.

Hvorfor får flere humanitær opholdstilladelse?
Spørgsmålet er så, hvorfor et stigende antal afviste asylansøgere opfylder betingelserne for at få humanitær opholstilladelse. For det virker underligt, at en bestemmelse, der har "undtagelsens karakter", stiger voldsomt, samtidig med at antallet af udlændinge, der får opholdstilladelse efter flygtninge-bestemmelserne (K- eller B-status), falder voldsomt. Der er tale om så markante ændringer, at de to grupper nu ligger meget tættere på hinanden i antal, end de nogensinde tidligere har gjort.

• Er forklaringen, at nogle af disse udlændinge tidligere ville have fået opholdstilladelse efter de facto-bestemmelsen, der blev afskaffet med den ændring af udlændingeloven, som trådte i kraft i juli 2002?

• Er forklaringen, at et stigende antal afviste asylansøgere har siddet så længe i asylcentrene, at de er blevet for syge til at kunne sendes tilbage til deres hjemland?

• Eller er forklaringen noget helt tredje?

Det vil også være interessant at se, hvordan antallet af ansøgninger om humanitær opholdstilladelse har udviklet sig. Men trods flere henvendelser til Integrationsministeriet har det endnu ikke været muligt at få oplysninger herom.

 

Læs mere

> Statistik over opholdstilladelser i 1990-2006

> Notat om Integrationsministeriets praksis i sager om humanitær opholdstilladelse

> Flygtningebegreber

> Linda og Sally Eid

> Asylansøgere og flygtninge

> Udlændingepolitik

^ Til top

< Til forsiden

Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk