BAGGRUND
"AFVIST" - ny bog om asylansøgere i Danmark Ny bog sætter fokus på afviste asylansøgere - både irakere og mennesker, der er flygtet fra andre lande Af Bent Dahl Jensen I bogen "AFVIST - Asylansøgere i Danmark" bliver man konfronteret med nogle af de menneskeskæbner, der gemmer sig bag betegnelser som "afvist asylansøger", "tålt ophold", "tvangsudsendt" m.v. - men også om mennesker, som efter flere års ventetid har fået asyl eller humanitær opholdstilladelse. Bogen fortæller om 20 asylansøgere, der er kommet til Danmark fra Afghanistan, Aserbajdsjan, Irak, Iran, Kosovo, Libanon, Libyen, Somalia, Sri Lanka, Syrien og flere andre lande. Blandt disse beretninger er der historien om en asylansøger, der efter at have fået afslag på asyl er blevet sendt tilbage til sit hjemland, hvor han straks ved ankomsten blev fængslet og i de følgende ti måneder var udsat for fysisk og psykisk tortur, "som han siden har haft invaliderende følgetilstande af". Der er også historien om en asyl-familie, som efter ankomsten til Danmark oplevede at få ændret navnet på deres oprindelsesland fra Aserbajdsjan til Armenien - og som siden oplevede at blive tvangsudsendt til et land, hvor de var henvist til at leve "illegalt". De personlige beretninger, der er meget forskellige, ledsages af korte artikler med fakta-oplysninger om frihedsberøvelse af asylansøgere, starthjælp til flygtninge, tålt ophold, adskillelse af familier, undervisning og aktivering af børn og unge og voksne, motivationsfremmende foranstaltninger og mange andre begreber fra dansk asyl- og integrationspolitik. I bogens andel del bringes en række artikler om Danmarks asylpollitik og den praksis, der har udviklet sig på området i de seneste år. En af bidragyderne er professor, dr.jur. Jens Vedsted-Hansen. Han slutter sin artikel om "Anerkendelse eller afslag i det danske asylsystem" således: "... Tilbage står, at der naturligvis er rigtig gode grunde til at fokusere på de afviste asylansøgeres opholdsvilkår og til at arbejde for forbedring af forholdene for disse mennesker. Initiativer i den retning bør ikke blot fjerne fokus fra de bagvedliggende problemer, dels i den overordnede asylpolitik, dels i den konkrete asylpraksis. Når der sidder afviste og udsendelseshindrede asylansøgere i asylcentrene, beror det i sidste ende på den lovgivning og administrative praksis, der har haft til formål - og i hvert fald som resultat - at disse mennesker ikke har fået deres beskyttelsesbehov anerkendt i Danmark." Det er en markant udtalelse af en ekspert i udlændingeret, og den burde få Folketingets medlemmer til at nyvurdere de voldsomme opstramninger, der er sket af dansk asylpolitik, siden VK kom til magten i slutningen af 2001. "AFVIST - Asylansøgere i Danmark" er udgivet på forlaget Tiderne Skifter. Den er på 184 sider og koster 130 kroner. Udgivelsen er blevet til på initiativ af medlemmer af "Bedsteforældre for Asyl".
Læs mere
Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |