BOGANMELDELSE
Artiklen er skrevet den 22. marts 2005

Læs den før din statsminister!

Af Bent Dahl Jensen

Bogen ”Loyalitetens pris” giver et interessant indblik i amerikansk politik under den første George W. Bush-administration, herunder planlægningen af krigen mod Irak. Allerede ti dage efter sin indsættelse diskuterede præsident George W. Bush i sit nationale sikkerhedsråd, hvordan Iraks leder Saddam Hussein kunne fjernes fra magten.

”Loyalitetens pris” om Bush-regeringens første finansminister Paul O’Neill er en meget væsentlig bog, skrevet af den amerikanske journalist Ron Suskind. Den burde være pligtlæsning for enhver journalist, der skriver om politik.

Bogen handler om en finansminister, der sad knap to år på den økonomiske toppost, før han blev fyret af præsidenten. Så det siger næsten sig selv, at forfatteren skriver meget om økonomi og økonomisk politik – og det kan være tørt at komme igennem, for der benyttes i disse afsnit mange navne og begreber, som hører til i det amerikanske samfund. Men det, der især gør bogen interessant på denne side af Atlanten, er, at den giver et indblik i magtspillet bag scenen i Det Hvide Hus. Herunder afsløres det, at præsident George W. Bush begyndte at planlægge, hvordan Iraks præsident, Saddam Hussein, kunne væltes, længe før al-Qaeda-terrorister den 11. september 2001 angreb mål i USA.

Allerede på det første møde i Det Nationale Sikkerhedsråd, hvor Mellemøst-politikken var på dagsordenen, flyttede Bush fokus fra konflikten mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre til Irak.

”Hvis de to parter ikke ønsker fred, har vi ikke skyggen af chance for at tvinge dem. … Jeg kan ikke se, at der er meget, vi kan gøre derovre på dette tidspunkt. Jeg tror, det er på tide at trække sig ud af den situation,” sagde Bush ifølge bogen om den israelsk-palæstinensiske konflikt. Derefter begyndte deltagerne at diskutere ”Hvordan Irak destabiliserer regionen”. Den daværende sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice, som har overtaget posten som udenrigsminister i den genvalgte Bushs nye regering, mente, at ”Irak meget vel kunne være nøglen til at omstrukturere hele regionen”.

CIA-direktøren fremlagde luftfotografier af fabriksbygninger. Finansminister O’Neill bemærkede, at han havde set mange lignende fabrikker rundt omkring i verden, og spurgte, hvad der fik dem til at tro, at der blev fremstillet kemiske eller biologiske stoffer til våben på fabrikken. CIA-direktøren nævnte som indicier, at transporterne (med jernbane og lastbiler) foregik i en fast rytme døgnet rundt, men tilføjede, at det ”ikke var endeligt bekræftede efterretninger”. Der blev talt om effekten af de daværende sanktioner mod Husseins styre, og daværende udenrigsminister Colin Powell sagde, at sanktionerne ikke var hensigtsmæssigt målrettede, fordi de ikke stillede amerikanerne i et godt lys hos det irakiske folk, der led på grund af sanktionerne. Der var efterretninger om, at Hussein udbetalte præmier til nogle selvmordsbomberes familier på Vestbredden, og at han solgte olie billigt til nabolandene Jordan og Syrien. Og der blev talt om bombning af udvalgte irakiske mål – og meget mere.

Bush konkluderede, at ”vi er nødt til at vide noget mere om det her”, og inden mødet sluttede efter en lille times tid havde alle de tilstedeværende fået opgaver at udføre – blandt andet at udarbejde et nyt sanktionssystem over for Irak, men også at undersøge ”hvordan det kunne tage sig ud” at anvende amerikanske landstyrker i det nordlige og sydlige Irak.

En af mødedeltagerne, som også havde deltaget i møder i Det Nationale Sikkerhedsråd under forgængeren, præsident Bill Clinton, bemærkede en kolossal forskel i forhold til tidligere. Dengang var der en stærk modvilje, næsten et forbud, mod at bruge amerikanske landstyrker. ”Det forbud var nu helt fjernet, og det åbnede for muligheder, muligheder som ikke var åbne tidligere,” husker vedkommende. Og bogens forfatter skriver sammenfattende, at ”en omfattende ændring i den amerikanske politik var undervejs. ”Efter mere end tredive års intenst engagement – fra Kissinger og Nixon til Clintons sidste dage – vaskede USA nu sine hænder for så vidt angik konflikten i Israel. Nu var fokus på Irak.”

Det omtalte møde fandt sted den 30. januar 2001 – ti dage efter, at præsidenten var blevet indsat, og mere end syv måneder før det skæbnesvangre angreb på World Trade Center.

Paul O’Neill havde en lang karriere bag sig, da han blev finansminister i Bush-regeringen. Hans CV omfattede direktørposter i det private erhvervsliv, og han havde arbejdet i centraladministrationen under forskellige præsidenter, herunder den første George Bush. Så det var en velkendt verden O’Neill trådte ind i. Alligevel blev han hurtigt en person, der skilte sig ud fra flokken. Han var ikke tilhænger af præsidentens valgløfte om skattelettelser, men havde en forhåbning om, at han med argumenter, der byggede på fakta, kunne påvirke politikken i en anden retning. Det lykkedes kun i et begrænset omfang. Præsidenten ville have sine skattelettelser igennem, og bogen tegner et billede af en præsident, der står så fast på ideologi, at han ikke lader sig påvirke af fakta – eller mangel på samme.

O’Neill fremstår som praktikeren, der handler ud fra kendsgerninger. Det lykkes også hans ministerium at få opbygget en analysemetode, som hurtigere – end de hidtidige analyse- og statistikkontorer – kan udarbejde rapporter om bruttonationalproduktet og andre økonomiske nøgletal uge for uge. Det hjælper ham til at udarbejde analyser, der er langt mere præcise end de mere spekulationsagtige forudsigelser, nogle af præsidentens økonomiske teoretikere kommer med. Desværre for O’Neill vælger præsidenten i det lange løb at lytte mest til sidstnævnte gruppe.

Gennem referaterne fra mange af disse møder bliver der tegnet et billede af, at meget af det, der bliver sagt på disse rådgivningsmøder er aftalt på forhånd af en lille gruppe omkring præsidenten. Kun få gange udvikler der sig en spontan meningsudveksling, hvor deltagerne bevæger sig ud over det, der beskrives som replikker, der er indøvet på forhånd.

Et sted i bogen siger han følgende om forskellen på ideologi og filosofi: ”Jeg tror, at en ideologi er følelsesbaseret og har en tendens til ikke at være baseret på tænkning. En filosofi kan derimod (være) baseret på et fundament af strukturerede tanker. Man kan håbe på, at en filosofi, som altid er under udvikling, er inspireret af fakta. Så der er et konstant samspil mellem hvad jeg tænker og hvorfor jeg tænker sådan…

Hvis man så indsamler flere fakta og har mere erfaring, især på områder hvor der er gået noget galt – det er dér, man virkelig lærer noget – så ændrer man sin filosofi, fordi fakta fortæller dig, at du er nødt til det. Det ændrer ikke, hvad du håber på. Jeg mener, det er helt i orden at have et ønske om et eller andet, der ligger uden for de kendte faktas domæne. Men det skal man holde adskilt.

Ideologi er meget lettere at have med at gøre, for man behøver ikke vide noget eller søge efter noget. Du kender allerede svaret på alting. Fakta kan ikke trænge ind. Det er absolutisme.”

I Ghana stopper han pludselig op under et besøg og spørger: hvor stor en del af landet, der har rent drikkevand? ”Omkring halvdelen,” lyder svaret. Og O’Neill bemærker: ”Halvdelen. Det undrer mig ved Gud. Kun halvdelen af befolkningen har rent vand? Uden rent vand bliver folk syge, afgrøder vokser ikke … man kan ikke komme i gang med nogen som helst form for udvikling.”

Han arbejdede videre med spørgsmålet og kom frem til, at man for 25 millioner dollars (140-150 millioner kroner) kunne forsyne den halvdel af Ghanas befolkning – 10 millioner mennesker – der var uden rent vand med rent drikkevand. For et lignende beløb kunne hele Ugandas befolkning – 24 millioner mennesker – forsynes med rent drikkevand.

Efter hjemkomsten til USA forsøgte O’Neill at få administrationens støtte til vandprojekter i Afrika. Han holdt møder med blandt andre Condoleezza Rice og Colin Powell. Intet hjalp. Ingen penge til vandprojekter i Afrika. Som O’Neill huskede det, ”sagde både Condi (Condoleezza Rice, red.) og Colin stort set det samme. På den ene side sagde de, at hvis vi siger, at vi vil gøre det her inden for en bestemt tidsramme for en bestemt pris, og vi så ikke kan leve op til det, risikerer vi at blive angrebet og latterliggjort for ikke at leve op til vore løfter. På den anden side, hvis vi rent faktisk bruger 25 millioner på at skabe en succesfuld demonstrationsmodel i, lad os sige, Ghana – vil alle til at have brøndboringer. Hvad gør vi så?”

På et møde den 4. september 2002, hvor Bushs økonomiske rådgivere også deltog, advarede han i klare vendinger Bush: ”Lad mig være helt og aldeles ligefrem, hr. præsident. Skatteindtægterne falder. Og omkostningerne stiger. De har lovgivningen for det nye sikkerhedsdepartement, Homeland Security. Vi bruger penge på genopbygning i Afghanistan – og det er vigtigt at gøre det rigtigt, ikke billigt. Nye terroristangreb i USA kan ikke udelukkes, og det ville lægge yderligere pres på økonomien. Og det er helt tydeligt, at vi muligvis går ind i Irak. Og det ville koste en formue. … Hr. præsident, hvis De lægger pres på for at gennemføre endnu en stor stimuleringsplan, løber De tør for penge. De vil ikke have nogen penge til at gøre noget af det, De ønsker at gøre, såsom at reformere Social Security eller fundamentalt forandre skattesystemet, resten af Deres termin. Det er nu, De skal holde Deres krudt tørt. Det ville være uansvarligt at gøre noget som helst andet.”

I begyndelsen af december 2002 var udarbejdelsen af et forslag om nye skattelettelser godt i gang. Ifølge O’Neill ville de koste mere end 600 milliarder dollars over de næste ti år. Og på det tidspunkt vurderede man, at underskuddet på 2003-budgettet ville blive på over 200 milliarder dollars.

Lidt over middag den 5. december ringede vicepræsident Dick Cheney til O’Neill og meddelte ham, at ”præsidenten har besluttet at foretage nogle organisatoriske ændringer på det økonomiske område. Og du er en af de ændringer.” O’Neill var fyret. Næste dag meddelte han, at forlod posten ved årets udgang – men med ved at henvise til, at han ønskede mere tid til familien, som vicepræsidenten havde foreslået. ”Jeg er for gammel til at begynde at fortælle løgne nu,” svarede han Cheney.

”Det er en falsk form for loyalitet, loyalitet til en person og til hvad denne end siger eller gør, det er det modsatte af reel loyalitet, som er loyalitet baseret på kritisk stillingtagen, og det at fortælle nogen, hvad du i virkeligheden tænker og føler – din bedste vurdering af sandheden i stedet for, hvad de gerne vil høre,” siger Paul O’Neill.

Og hvorfor er der så stor modstand i en administration mod billige projekter, som kan skaffe millioner af mennesker rent drikkevand?

Ron Suskind:
Loyalitetens pris
Forlaget Rosenkilde, 287 sider, 298 kroner
www.forlaget-rosenkilde.dk

^ Til top

< Til forsiden

Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk