BAGGRUND
Artiklen er skrevet den 18. januar 2009
- og senest redigeret den 4. februar 2009

 

200 hørte om "brændte broer"

200 mennesker deltog i ”De Brændte Broers Land”, der foregik i Apostelkirken lørdag den 17. januar. Over 50 personer medvirkede med sang, musik, dans, historiefortælling og meget mere.

Tekst og foto: Bent Dahl Jensen

Der blev danset kurdisk kædedans, spillet orgelmusik, blues og meget, meget mere, da Apostelkirken inviterede til ”De Brændte Broers Land” lørdag den 17. januar. Arrangementet begyndte kl. 10 om formiddagen og varede 11 timer. Programmet var delt op i fire afdelinger, hvor en række kunstnere optrådte med musik, dans og historiefortælling. Ligeledes var der samtaler med flygtninge og forfattere. I alt medvirkede over 50 personer.

Blandt de medvirkende var de irakiske flygtninge Alan Pary og Merna Samir Alhozy, der for syv-ni år siden søgte asyl i Danmark – og fik afslag. Men de turde ikke vende tilbage til det land, de var flygtet fra, fordi de frygtede, at det vil koste dem livet. I august 2008 deltog de i en festivalaktion i Apostelkirken til fordel for afviste irakiske asylansøgere. I to dage fik de midlertidigt ophold i kirken, hvor der samtidig under overskriften ”Mens vi venter” foregik en lang række aktiviteter med forskellige kunstnere på programmet.

Lørdag den 17. januar var Merna Samir Alhozy igen i Apostelkirken, hvor hun kunne fortælle, at hun og hendes mor og søskende i mellemtiden har fået asyl i Danmark. Hun er også blevet færdig uddannet som frisør og er nu i gang med at uddanne sig til kosmetolog.

Alan Pary har også fået asyl. Han er nu i gang med et kortfilmprojekt sammen med en anden irakisk flygtning, Alan Awni, der har opholdt sig 11 år her i landet – og ikke har fået asyl. De to fortæller, at filmen handler om en kurdisk flygtning, som efter ti år som asylansøger i Danmark, sendes tilbage til sit land. Men den handler også om, hvordan det er at være splittet mellem to kulturer. Først, hvordan det er svært for kurderen at komme ind i den danske kultur, og da det endelig lykkes for ham, får problemer med sin kurdiske familie.

Brændte broer
Titlen på arrangementet ”De Brændte Broers Land” sigter til, at det menneske, der er kommet hertil som flygtning, kommer fra et land, vedkommende ikke kan vende tilbage til. Broerne er brændt.

Ud over de irakiske flygtninge var der i løbet af dagen samtaler med Jun Fen fra Kina og Bronislaw Swiderski fra Polen, og journalisten og forfatteren Dina Yafasova, der har beskrevet sin flugt fra Usbekistan i ”Dagbog fra Sandholm” fortalte lidt om sin historie.

”De Brændte Broers Land” blev arrangeret gennem et samarbejde mellem Dansk PEN, Apostelkirken og Dansk Forfatterforenings Internationale Udvalg. De skriver blandt andet følgende om arrangementet:

"De Brændte Broers Land er en påmindelse om, at vi aldrig må lukke døren bag os og have nok i os selv. Den åbne dør er ikke kun en nødvendighed for dem, der kommer udefra, men også for os selv. Det handler om at bevare åbenheden over for andre, men også at bevare en rummelighed overfor livet. Det er den åbenhed, der sikrer, at vi i sidste ende ikke bliver fremmede overfor os selv.”

Programmet blev præsenteret af forfatteren og dramatikeren Michael Svennevig, der også var tovholder og koordinator på hele arrangementet.



Den kurdiske flygtning Alan Pary fra Nordirak i samtale med Michael Svennevig.
(Foto: Bent Dahl Jensen)


Journalisten og forfatteren Dina Yafasova fortæller om sin flugt fra Usbekistan i "Dagbog fra Sandholm".
(Foto: Bent Dahl Jensen)


"Vi skal blive ved med at tænde lys," sagde tidligere overrabbiner Bent Melchior.
(Foto: Bent Dahl Jensen)


Skuespilleren Maria Stenz i samtale med Michael Svennevig.
(Foto: Bent Dahl Jensen)


Kurdisk dans.
(Foto: Bent Dahl Jensen)


Bagefter dansede mange af de fremmødte med rundt i kirken.
(Foto: Bent Dahl Jensen)
Sufidans

Sufidans med Pernille Overø.
(Foto: Bent Dahl Jensen)
Anders og Benjamin Koppel (saxofon) sluttede arrangementet med et stykke musik på orgel og saxofon.
(Foto: Bent Dahl Jensen)

 

Læs mere

> Asylansøgere og flygtninge

^ Til top

< Til forsiden

Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk