Artiklen er skrevet den 18. september 2010
- og senest redigeret den 9. november 2010
Flere og flere lande stopper for udsendelse af asylansøgere
til Grækenland
Danske myndigheder fortsætter forsøget på at tvangsudsende asylansøgere til Grækenland til trods for, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har grebet ind i 272 sager. Andre skandinaviske og europæiske lande har derimod stoppet udsendelserne, oplyser Dansk Flygtningehjælp.
På et samråd i Folketingets Integrationsudvalg den 4. november forsvarede integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) regeringens politik på området.
Af Bent Dahl Jensen
Norge, Finland, Holland, Belgien har stoppet tvangshjemsendelser til Grækenland på baggrund af en direkte henvendelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, mens England og Tyskland bremser dem gennem egne retsinstanser. Endelig har to af tre regionale asylinstanser i Sverige bremset tvangsudsendelser til Grækenland, skriver Dansk Flygtningehjælp i en pressemeddelelse den 18. oktober 2010.
Dansk Flygtningehjælp oplyser videre, at Den Europæiske Menneskerettigheds-domstol nu har grebet ind i 272 sager, hvor Danmark ville udsende asylansøgere til Grækenland i henhold til Dublin-forordningen.
Der har gennem længere tid været en massiv kritik af den behandling, asylansøgere får i Grækenland. Flere kilder siger, at asylsystemet er brudt sammen i Grækenland. I forlængelse heraf er det blevet kritiseret, at Danmark i slutningen af maj 2010 ændrede praksis, således at Danmark nu sender asylansøgere tilbage til Grækenland i henhold til Dublin-forordningen.
- Det græske asylsystem er brudt sammen, og asylansøgere risikerer hjemsendelser uden asylbehandling, vilkårlige fængslinger, overgreb og et liv på gaden uden adgang til hjælp.
Det er efterhånden erkendt af alle, at asylansøgere ikke kan beskyttes i Grækenland. Dansk Flygtningehjælp fortsætter derfor arbejdet med at præsentere danske sager for Menneskerettighedsdomstolen og sikre asylansøgernes adgang til at få prøvet deres sag, siger Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm i en pressemeddelelse den 11. oktober 2010.
Omkring 400 asylansøgere i Danmark står til tvangsmæssig udsendelse til Grækenland, og 150 nye sager dukker op hver måned. Menneskerettigheds-domstolen griber konsekvent ind og bremser udsendelserne - og Dansk Flygtningehjælp ser gerne, at de danske myndigheder gennemfører asylsagerne så asylansøgerne ikke efterlades i et juridisk vakuum, skriver Dansk Flygtningehjælp videre i pressemeddelelsen den 11. oktober 2010.
Både FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og Europarådets kommissær for menneskerettigheder, Thomas Hammarberg, har tidligere opfordret europæiske regeringer til at stoppe tvangsudsendelser til Grækenland.
- Det er glædeligt, at dette problem tages op på europæisk niveau. Situationen i Grækenland er så slem, at UNHCR kalder situationen for en humanitær krise. Det græske asylsystem er brudt sammen, og situationen for asylansøgere er meget alvorlig. Det er derfor helt klart, at Europa ikke kan sende asylansøgere tilbage dertil, udtalte Andreas Kamm i en pressemeddelelse den 23. september 2010.
Danmark ændrede praksis i maj
Dublin-forordningen er en aftale mellem EU-landene om, at en asylansøgning, der indgives i et af EU-landene, behandles af ét og kun ét af landene. Det betyder, at hvis en asylansøger, der kommer til Danmark, er registreret som asylansøger i Grækenland, har Danmark ret til at bede Grækenland om at tage asylansøgeren tilbage.
I en periode frem til den 26. maj 2010 sendte Danmark kun asylansøgere til Grækenland, hvis der forelå en direkte accept fra græsk side om at tage vedkommende tilbage. Men i flere måneder har Grækenland stort set ikke svaret på anmodninger om at tage asylansøgere tilbage i henhold til Dublin-forordningen. Det betød, at nogle asylansøgere frem til den 26. maj fik deres asylsag behandlet i Danmark.
Den 26. maj ændrede Danmark praksis, således at Danmark nu også sender asylansøgere tilbage til Grækenland, hvis der ikke foreligger et svar inden for den svarfrist, der er fastlagt i Dublin-forordningen.
Det er denne ændrede praksis, der har fremkaldt kritik - og til stadighed kritiseres - både fra politisk side og fra organisationer, der arbejder med flygtninge og asylansøgere. Såvel Amnesty International som Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors har kritiseret ændringen af dansk praksis.
FN's flygtningeorganisation fraråder tilbagesendelser til Grækenland
FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har flere gange i de seneste år henstillet, at lande afstår fra at sende asylansøgere tilbage til Grækenland i henhold til Dublin-forordningen. I rapporten ”Observations on Greece as a country of asylum” fra december 2009 skriver UNHCR i konklusionen:
”I lyset af den oven for beskrevne situation, anbefaler UNHCR fortsat regeringer at afstå fra at sende asylansøgere tilbage til Grækenland i henhold til Dublin-forordningen eller af andre grunde. UNHCR anbefaler, at regeringerne gør brug af artikel 3 (2) i forordningen, der tillader medlemsstaterne at behandle en asylansøgning, selv om de ikke er forpligtede på at foretage behandlingen efter kriterierne i Dublin-forordningen; og af artikel 15 med hensyn til forening af familiemedlemmer inden for EU.
Det fremgår af rapporten, at forholdene for asylansøgere i Grækenland er blevet forringet i sommeren 2009.
UNHCR skriver, at kvaliteten af mange afgørelser i 1. instans er dårlig. Samtidig bemærker organisationen, at anerkendelsesprocenten i 1. instans er ekstremt lav. I 2008 lå den på 0,06 %.
UNHCR oplyser videre, at Grækenland har sendt flygtninge tilbage til Tyrkiet, uden at de har fået mulighed for at søge asyl i Grækenland. Nogle af disse flygtninge er efterfølgende af de tyrkiske myndigheder blevet sendt videre til de lande, de flygtede fra. Det gælder blandt andet flygtninge fra Irak og Afghanistan. På den baggrund konkluderer UNHCR, at ”der i grænseområderne i Grækenland i øjeblikket ikke findes tilstrækkelige systemer til at identificere de personer, som søger international beskyttelse, og sikre, at de ikke flyttes, før en fuldstændig og retfærdig behandling af deres ansøgninger har fundet sted.”
Forholdene i Grækenland er også flere gange blevet kritiseret af Amnesty International, Røde Kors og flere andre organisationer.
Dansk Flygtningehjælp har sendt sager til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
Efter at Danmark ændrede praksis den 26. maj, har Dansk Flygtningehjælp i nogle konkrete tilfælde klaget til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og i en pressemeddelelse den 13. september oplyste organisationen, at det hidtil var lykkedes at få stoppet 15 udsendelser til Grækenland.
Den 17. september blev der ifølge dagbladet Information bremset for udsendelse af yderligere 155 asylansøgere.
Thomas Gammeltoft-Hansen, der forsker i europæisk asylpolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier, siger til Information den 18. september, at domstolens indgriben er »et meget klart signal om, at Danmark ikke kan fortsætte den nuværende praksis«:
»Det specielle i Danmark er, at man ikke fra myndighedernes side har stoppet for udsendelserne, indtil der kommer en principiel dom på området. Man har heller ikke haft en national domstol, som har blokeret. I stedet har man bare kørt på med udsendelserne og nærmest speedet dem op. Det er betænkeligt ud fra et menneskeretligt synspunkt.«
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech udtalte samme dag, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols stop for tvangsudsendelser til Grækenland ikke betyder, at de pågældende vil få deres sager behandlet i Danmark.
»Sagerne bliver ikke behandlet i Danmark. Det vil være en bombe under hele Dublin-systemet, og er helt afgørende for det europæiske samarbejde«, oplyser Birthe Rønn Hornbech (V) i en e-mail til Ritzau. Ritzau-artiklen bringes på Politiken.dk den 18. september 2010.
Den 23. september stoppede Menneskerettighedsdomstolen yderligere 34 sager.
Asylansøgere får deres sag behandlet i Storbritannien,
selv om de er blevet registreret i Grækenland
I Storbritannien vil myndighederne nu behandle asylansøgninger fra samtlige asylansøgere, der er kommet til landet via Grækenland, oplyste Information den 22. september 2010.
Beslutningen skyldes ikke, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har stoppet udsendelse af flere hundrede asylansøgere til Grækenland, men derimod, at der har kørt en sag i det britiske retsvæsen. Den sag er blevet sendt videre til Den Europæiske Unions Domstol, og det ventes at vare to år, før der foreligger en afgørelse i sagen.
"Vi har truffet en beslutning om at behandle disse sager gennem det britiske asylsystem snarere end at vente på afgørelsen fra Den Europæiske Unions Domstol, som kan vare op til to år. Det vil væsentligt reducere den periode, som de, der ikke har nogen legitime krav på at være her, er i landet og dermed mindske regningen for de britiske skatteydere," siger Damian Green til Information.
Enhedslisten stiller spørgsmål til integrationsministeren
Samme dag stillede folketingsmedlem Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten, gennem Folketingets Udvalg for Udlændinge og Integration følgende spørgsmål til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V):
"Ministeren bedes redegøre for. hvor længe hun vurderer, at de asylansøgere, der ikke kan sendes tilbage til Grækenland grundet Menneskerettighedsdomstolens foreløbige stop for tilbagesendelser til Grækenland i medfør af Dublinforordningen, skal blive i Danmark i venteposition. Herunder bedes ministeren redegøre for, hvor længe hun vil lade de berørte asylansøgere sidde i Danmark, uden at de får mulighed for at få deres sag behandlet. Endelig bedes ministeren vurdere, hvor meget det vil koste at have disse asylansøgere siddende i venteposition i Danmark fremfor at påbegynde behandlingen af asylsagerne her."
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech siger i sit svar den 13. oktober 2010, at i de tilfælde, hvor Menneskerettighedsdomstolen har suspenderet udsendelsen af asylansøgere til Grækenland, kan de pågældende asylansøgere "opholde sig her i landet som asylansøgere i Fase 1(Dublin-fasen), indtil Domstolen har truffet en anden beslutning. De pågældende kan naturligvis også vælge selv at udrejse til enten Grækenland eller hjemlandet."
Ministeren oplyser videre, at "den gennemsnitlige enhedspris for en helårsperson indkvarteret på et asylcenter udgør gennemsnitligt ca. 20.000 kr. om måneden. Om det vil koste mere eller mindre at påbegynde behandlingen af asylsagerne her i Danmark, afhænger af mange forskellige elementer i den konkrete sag, og det kan slet ikke opgøres."
SF opfordrer regeringen til at stoppe udsendelser til Grækenland
SF's udlændingeordfører, Astrid Krag, opfordrede den 13. oktober 2010 regeringen til at stoppe udsendelse af asylansøgere til Grækenland i henhold til Dublin-forordningen.
- Forudsætningen for, at Dublinforordningen virker, er, at landene har en god og reel behandling af asylansøgerne og deres sager. Grækenland optræder som en asylretslig u-land, der underminerer asylsystemerne i Europa. Jeg håber regeringen vil lægge maksimalt pres på Grækenland igennem EU for at rette op på forholdene. Indtil da må regeringen også erkende, at Menneskerettighedsdomstolen gang på gang vil afvise oversendelser og med god grund. Der er behov for, at regeringen anerkender, at det hverken er menneskeligt eller juridisk gangbart at oversende asylansøgere til Grækenland, siger Astrid Krag.
Integrationsministeren i samråd
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech var den 4. november 2010 kaldt til samråd i Folketingets Integrationsudvalg om udsendelsen af asylansøgere til Grækenland. Her gik hun til angreb på Menneskerettighedsdomstolen.
"Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech kaster nu Danmark ud i en åben strid med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det sker i spørgsmålet om, hvorvidt Danmark kan udvise asylansøgere til Grækenland, selv om domstolen i månedsvis har modarbejdet udleveringerne, som mistænkes for at være menneskerettighedskrænkende," skrev Information den 5. november 2010.
> Læs hele artiklen
Læs mere
> Danmark er i åben strid med menneskeretsdomstol - Information den 5. november 2010
> Flere europæiske lande stopper asyl-udvisninger til Grækenland
- pressemeddelelse fra Dansk Flygtningehjælp den 4. november 2010
> Flere og flere lande stopper udsendelser til Grækenland
- pressemeddelelse fra Dansk Flygtningehjælp den 18. oktober 2010
> Svar fra integrationsministeren - den 13. oktober 2010 - på spørgsmål til integrationsministeren fra Johanne Schmidt-Nielsen (Enhedslisten) den 22. september 2010
> Menneskerettighedsdomstolen griber ind i endnu 56 sager
- pressemeddelelse fra Dansk Flygtningehjælp den 11. oktober 2010
> Asylansøger har i mere end to år været kastebold mellem europæiske lande
> Menneskerettighedsdomstolen griber ind i endnu 34 sager
- pressemeddelelse fra Dansk Flygtningehjælp den 23. september 2010
> Storbritannien overtager græske asylansøgere (ingen link på nettet)
- Information den 22. september 2010
> UNHCR urges Greece to step up implementation of asylum reform
- pressemeddelelse fra UNHCR den 21. september 2010
> 'Grækenland er som et fængsel under åben himmel'
- Information.dk 21-09-2010
> Ordnede asylforhold i Grækenland har lange udsigter
- Information.dk 21-09-2010
> Minister afviser asylsager fra Grækenland - Politiken.dk 18-09-2010
> Domstol bremser 155 danske udvisninger - Information.dk 18-09-2010
> Danmark sætter fart på udsendelser til græsk asylkaos
- Information.dk 14-09-2010
> Danmark sender hundredvis af mennesker til uvis skæbne i Grækenland - pressemeddelelse fra Dansk Flygtningehjælp den 13. september 2010
> "Observations on Greece as a country of asylum” - rapport fra FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), december 2009
|