Netavisen Multisamfund.dk
 
 
Forside Om Multisamfund.dk Nyhedsbrev Kontakt Links
 
 
Asylansøgere & flygtninge
Indvandrere & integration
Politik & samfund
Religion & tro
 
 
>Asylansøgere & flygtninge

Artiklen er skrevet den 11. december 2010
- og senest redigeret den 11. december 2010

lysgudstjeneste for verdens flygtninge

Lysgudstjeneste i Københavns Domkirke for verdens flygtninge

Biskop Peter Skov-Jakobsen prædikede og forfatteren Benny Andersen læste to digte, da der tirsdag den 7. december blev holdt lysgudstjeneste i Københavns Domkirke for verdens flygtninge.

Af Bent Dahl Jensen

- I aften holder vi gudstjeneste for verdens flygtninge. Vi beder for alle flygtninge og asylansøgere, for alle de mennesker, som har brug for vores forståelse og medfølelse. Vi beder om, at Gud vil fjerne vore fordomme og gøre os lydhøre over for det medmenneske, der har brug for os!

Med disse slog biskop Peter Skov-Jakobsen temaet an i sin prædiken ved lysgudstjenesten i Københavns Domkirke tirsdag den 7. december 2010. Biskoppen fortsatte:

- Tænk sig, at være flygtning. Tænk sig, at måtte undvære sin hjemstavn - det sted, hvor man lærte hele verden at kende. Det sted, hvor man iagttog himlens stjerner første gang. Det sted, hvor mennesker og dyr fik navne.

- Tænk sig, at man ikke længere kan bo sammen med sine egne, fordi de vil én til livs - de vil forfølge, slå ihjel og lemlæste. Tænk sig, at blive slået på flugt af krig. Tænk sig, at hævn og ondskab trækker sig gennem ens sind og skaber hævntørst og vrede.

- Tænk sig, at man må flygte, fordi man tror på noget andet end flertallet, eller fordi man har en politisk overbevisning, som magthaverne ikke tillader. Blandt os her i dag er der irakiske flygtninge, som har måttet forlade landet på grund af deres kristne tro.

- Tænk sig, at mennesker må flygte, fordi fattigdommen er ved at pine livet ud af dem. Hvis de vil overleve, må de begive sig ud på ukendte rejser mod ukendt land og gemme sig for myndigheder og somme tider arbejde for usle lønninger. Forældre flygter fra fattigdom for at give deres børn fremtid. Verden er sandelig ikke sentimental, men rå og kynisk ved sine borgere.

- Men det er jul. Jesus bliver født. Gud bliver menneske. Nu er det, som om vore horisonter slet ikke er så slatne. Nu er vore øjne ikke længere kun matte og beregnende. Vi hører om et andet land - vi bærer på en drøm. Vi bærer på Guds drøm om verden.

- Guds drøm er, at vi hører ethvert menneskes angstråb. Vi hører den forpintes jammer. Vi ser den, der længes. Vi tør møde vore modstandere med agtelse og tænke menneskeligt om selv dem, der forfølger os. Gud drømmer om en ny himmel og en ny jord, hvor mennesker elsker, tilgiver og længes efter sandhed.

- Det kan være koldt i verden. Vore ord og tanker kan fryse, og sætningerne kan blive isnende. Det er vel derfor, jeg elsker billedet af julerosen, som skyder op gennem den frosne jord og står med sin skønhed i snelandskabet. Den spirer frem, selv om det er nat og koldt. Den minder om ham, i hvem lyset brød frem, som fik mennesker til at se, og hvis ord gjorde hjerterne glødende.

- Vi mærker, at himlens konge har taget bolig på jorden og giver os juleglæde og håb. Nu må vi blot tro det - og gøre verden til et menneskeligt sted. Et sted, hvor der ikke er forfølgelse, hån, nedværdigelse, lemlæstelse. Et sted, hvor vi ikke overgiver os til vold og hævn. Et sted, hvor vi tør tro Jesus, som beder os iføre os tillid, mildhed, tålmodighed, ydmyghed og barmhjertighed.

”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”
Sådan sang englene den første julenat. De bad om, at kærligheden måtte hvile over jorden. Lad os tage del i den bøn. Lad os gøre den til vores bøn for verden, sluttede biskop Peter Skov-Jakobsen.

> Hent hele prædikenen

Bøn for verdens flygtninge
I kirkebønnen blev der bedt for verdens flygtninge og for det kristne mindretal i Irak. Her er et par uddrag:

"Lys for os i vort mørke. Lad os få lov at se lysets sejr i verden omkring os, at erfare den i vore egne hjerter, og at tro sandheden i dit løfte, at den, der tror på dig, ikke skal vandre i mørket, men have livets lys."

"Vi beder for alle flygtninge og fordrevne, at de må opleve, at der er nogle, som tager imod dem, hvor de kommer frem."

"Vi beder for alle kristne ud over verden, som udsættes for trusler, vold og overgreb på grund af deres tro."

> Hent hele kirkebønnen.

Digte af Benny Andersen
Forfatteren Benny Andersen læste to digte. Først læste han ”H.C. Andersens Land” fra digtsamlingen "Tiden og storken".

- Det er fra 1985, men desværre sørgelig aktuelt den dag i dag, sagde Benny Andersen om digtet. Han sluttede med digtet ”Til en flygtning”.

Lysgudstjenesten blev holdt i samarbejde med Mødestedet på Vesterbro og Tværkulturelt Center. Det var femte gang, der blev holdt lysgudstjeneste for asylansøgere og flygtninge.

 

Læs mere

> Indslag i TV Lorry - tirsdag den 7. december 2010 kl. 19.30

> Interview med Peter Skov-Jakobsen og Benny Andersen i Aftenshowet
- tirsdag den 7. december 2010

> Baggrund om lysgudstjenesten

 

lysgudstjeneste for verdens flygtninge
Lysgudstjenesten blev indledt med en lysprocession med asylansøgere og flygtninge - med biskop Peter Skov-Jakobsen og forfatteren Benny Andersen i spidsen.

 
lysgudstjeneste for verdens flygtninge
En gruppe irakiske asylansøgere og flygtninge sang en irakisk sang.
 
lysgudstjeneste for verdens flygtninge
Biskop Peter Skov-Jakobsen tændte som den første et lys, da der blev tændt lys for verdens flygtninge.
 
lysgudstjeneste for verdens flygtninge
Benny Andersen læste digtene "H.C. Andersens Land" og "Til en flygtning".
 
lysgudstjeneste for verdens flygtninge
Lysgudstjenesten sluttede med en lysprocession.
 
 
 
 
 
 
 
  © Copyright: Netavisen Multisamfund.dk