Netavisen Multisamfund.dk
 
 
Forside Om Multisamfund.dk Nyhedsbrev Kontakt Links
 
 
Asylansøgere & flygtninge
Indvandrere & integration
Politik & samfund
Religion & tro
 
 
>Asylansøgere & flygtninge

Artiklen er skrevet den 21. september 2010
- og senest redigeret den 1. oktober 2010

 

syriske kurdere sultestrejker for asyl på Christiansborg Slotsplads
Tirsdag den 14. september indledte en gruppe syriske kurdere en sultestrejke i et telt på Christiansborg Slotsplads, fordi de frygter for deres liv, hvis de sendes til Syrien eller Grækenland.

Kurdiske asylansøgere fra Syrien afbryder sultestrejke

28 udvisningstruede syriske kurdere, der har sultestrejket på Christiansborg Slotsplads siden den 14. september, har afbrudt deres sultestrejke. 

Tekst & foto: Bent Dahl Jensen

- En meget vigtig grund til vores afslutning af strejken er, at siden Roj TV's program om os, der blev sendt for tre-fire dage siden, har syriske sikkerhedsstyrkers aflagt vores familier næsten daglige besøg, hvor de ikke kun pressede og chikanerede dem, men også truede med diverse repressalier til at kontakte deres børn i Danmark for at stoppe vores aktion. Derfor har vore familier prøvet at tale os fra at fortsætte aktionen dels pga. regimets trusler, dels pga. deres bekymring over de sundhedsskadelige konsekvenser for os, hedder det i en pressemeddelelse, som de sultestrejkende syriske kurdere i Danmark udsendte om formiddagen den 1. oktober.

De oplyser, at der er tale om en kollektiv beslutning, der er taget efter "en heftig diskussion de sidste par dage og en stærk opfordring fra vore støttegrupper".

28 udvisningstruede kurdiske flygtninge fra Syrien indledte den 14. september en sultestrejke på Christiansborg Slotsplads. De frygter for deres liv, hvis de sendes tilbage til Syrien, og ønsker deres sager genoptaget.

Gruppen, der sultestrejker, omfatter dels syriske kurdere, som har fået afslag på asyl i Danmark, dels syriske kurdere, der skal sendes til Grækenland, fordi de på deres vej til Danmark blev registreret som asylansøgere i Grækenland. Derfor kan Danmark i henhold til Dublin-forordningen bede Grækenland om at tage dem tilbage og behandle deres ansøgning om asyl.

Flere har været indlagt på hospital
Kek Ibo, der har været en af kurdernes talsmænd under sultestrejken, sagde til Multisamfund.dk den 21. september, at nogle af de sultestrejkende kurderes helbredstilstand er meget dårlig.

Under sultestrejken blev kurderne tilset af læger og sygeplejersker, og mindst fem af de sultestrejkende har kortvarigt været indlagt på hospital for at blive behandlet på grund af svimmelhed, høj puls, smerter ved hjertet og lignende.

Det bliver kommenteret i pressemeddelelsen, hvor kurderne skriver, at "det er også muligt, at flere af os vil få varige mén af det".

Kurderne undertrykkes i Syrien
Talsmand Kek Ibo siger, at kurderne i Syrien befinder sig i en situation, hvor de ikke kan leve som almindelige mennesker.

- Derfor har de forladt den syriske del af Kurdistan. De kan ikke ytre sig i Syrien. De kan ikke finde arbejde, og de er udsat for forskellige former for politisk pres og forsøg på kulturel assimilation.

- Den syriske regering er meget chauvinistisk. Der er bosættelser i det såkaldte arabiske bælte (ved grænsen til Tyrkiet, red.), hvor de flytter kurderne fra deres jord og placerer dem blandt arabere for at assimilere dem. Modsat flytter de arabere til den syriske del af Kurdistan.

- Der er 300.000 statsløse kurdere i Syrien. De kan ikke gifte sig offentligt, og de kan ikke tage videregående uddannelse. De er flygtninge på deres egen jord.

- Hvis de vender tilbage, er der stor risiko for, at de vil blive fængslet, udsat for tortur og måske slået ihjel, siger Kek Ibo.

- Der er heller ingen garanti for deres liv, hvis de sendes til Grækenland. Der er nærmest kaos i Grækenland, siger talsmanden.

Undertrykkelsen af de syriske kurdere nævnes også i pressemeddelelsen fra den 1. oktober, hvor de skriver, at kurderne "er frataget universelle rettigheder på enhver tænkelig og utænkelig måde, hvilket også er bekræftet af henholdsvis en dansk rapport fra den 4. maj 2010 samt af FN's udsending til Syrien, Olivier De Schutter, den 12. september 2010".

Sympatitilkendegivelser
De sultestrejkende kurdere fik under deres aktion støtte og sympatitilkendegivelser fra flere organisationer og enkeltpersoner.

Foreningen Asylret har helt fra begyndelsen støttet de sultestrejkende kurdere, og talsmænd for "Præsteinitiativet" udsendte den 15. september en pressemeddelelse, hvori ”de støtter de syriske kurdere i nød og anmoder om en fornyet overvejelse af deres asylansøgning”.

Dagen efter udsendte SOS mod Racisme en pressemeddelelse med støtte til de aktionerende syriske kurdere.

”Det er ulykkeligt, når asylansøgere gennem sultestrejke udsætter sig for livsfare i Danmark – i håbet om at undgå tortur og forfølgelse i hjemlandet. Vi er rystede over, at Danmark nu er blevet helt ligeglad med at tvinge mennesker tilbage til lande, hvor de risikerer at blive udsat for tortur.

Vi fordømmer Danmarks tvangsudsendelser til Irak, Iran og Syrien, som er i strid med international ret og imod UNHCR's vejledning. Alle tre lande anvender tortur, udtaler SOS mod Racisme, som også tager afstand fra tvangsudsendelse af asylansøgere til Grækenland.

Fredag den 17. september bakkede sognepræst Leif Bork Hansen, Lyngby, op om de sultestrejkende syriske kurdere. Han henviser til, at FN’s særlige udsending, Olivier de Schlutter, efter et sjældent besøg i Syrien for at undersøge overholdelsen af menneskerettighederne netop har erklæret, at kurdernes situation i Syrien er ”uacceptabel”.

De sultestrejkende syriske kurdere i Danmark retter en tak til alle støttegrupper, organisationer, foreninger og enkeltpersoner, "som har støttet os og bakket op omkring vores krav om asyl i Danmark".

Samtidig undrer de sig over oppositionens tavshed i forhold til sultestrejken.

”Regeringen har med støttepartiet DF valgt at ignorere vores råb om hjælp, hvilket er i overensstemmelse med deres stramme, inhumane politik; men det, der virkelig er uforståeligt for os, er oppositionspartiernes stilhed. De er derfor medansvarlige for den skæbne, vi vil møde ved tvangsudvisninger til en diktaturstat som Syrien,” siger støttegruppens talsmand, Kek Ibo.

 

Læs mere

> Sultestrejke ovre - pressemeddelelse fra den 1. oktober 2010

> Stor stigning i antallet af asylansøgere fra Syrien

 

AFSNIT

> Flere har været indlagt på hospital

> Kurderne undertrykkes i Syrien

> Sympatitilkendegivelser

 

 
 
Dublin-forordningen
er en aftale mellem EU-landene om, at en asylansøgning, der indgives i et af EU-landene, behandles af ét og kun ét af landene. Dublin-forordningen er omfattet af Danmarks retlige forbehold, men Danmark har tiltrådt forordningen med en parallelaftale. Ligeledes er der indgået aftaler, så Dublin-forordningen også omfatter Norge, Island og Schweiz.
> Læs mere
 
 
 
 
 
 
 
  © Copyright: Netavisen Multisamfund.dk