Artiklen er skrevet den 19. december 2010
- og senest redigeret den 19. december 2010
FN's Flygtningehøjkommissariat rystet over tvangshjemsendelser
af irakiske flygtninge
En tvangshjemsendt irakisk flygtning var tæt på at blive offer for gidselaktion i Bagdad, oplyser FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR). Kristne irakere flygter i øget omfang fra Bagdad og Mosul - dels til det kurdiske Nordirak, dels til andre lande.
Af Bent Dahl Jensen
FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) er forfærdet over de fortsatte tvangshjemsendelser fra europæiske lande af irakere.
- UNHCR gentager kraftigt sin opfordring til landene om at afstå fra at deportere irakere, der stammer fra de mest farlige dele af landet," sagde UNHCR's øverste talsmand, Melissa Fleming, ved et pressemøde fredag i Geneve.
To dage tidligere - onsdag den 15. december - tvangshjemsendte Sverige omkring 20 irakere til Bagdad - herunder fem kristne, som oprindeligt kommer fra den irakiske hovedstad.
Stadig strøm af kristne flygter mod nord - og til nabolande
- Tvangstilbagesendelsen kommer på et tidspunkt, hvor vores fem kontorer i Irak,mærker en betydelig stigning i antallet af kristne, som flygter fra Bagdad og Mosul til de kurdiske selvstyreprovinser i Nordirak og Ninewa-sletten, sagde Melissa Fleming.
Hun tilføjede, at de kristne samfund i de to byer er begyndt en "langsom, men støt exodus", efter en blodig gidselaffære i en kirke i Bagdad den 31. oktober, der krævede over 50 mennesker livet.
Omkring 1.000 familier er taget til Kurdistan-regionen og Ninewa siden begyndelsen af november.
- Vi har hørt mange beretninger om mennesker, som er flygtet fra deres hjem efter at have modtaget direkte trusler. Nogle var kun i stand til at tage nogle få ejendele med sig," sagde Melissa Fleming og tilføjede:
- Vores kontorer har uddelt nødhjælp og er i kontakt med de lokale myndigheder for at sikre, at de nyligt fordrevne kristne bliver støttet og hjulpet.
Hjemsendt flygtning undgik med nød og næppe blodigt gidselsdrama
Desuden rapporterer UNHCR's kontorer i Syrien, Jordan og Libanon omet stigende antal irakiske kristne, der kontakter UNHCR for at få hjælp.
- Mange af de nyankomne forklarer, at de er flygtet på grund af frygt efter gidseldramaet i kirken den 31. oktober. En mand, der er nu registreret hos UNHCR i Jordan, undgik med nød og næppe angrebet i kirken (gidseldramaet sluttede med en blodig befrielsesaktion, red.). Denne flygtning var blot nogle få dage forinden blevet deporteret fra Europa til Bagdad, oplyste UNHCR's talsmand Melissa Fleming.
Læs mere
> Pressemeddelelse fra UNHCR om hjemsendelse af irakiske flygtninge
- udsendt den 17. december 2010
|