Artiklen er skrevet den 13. januar 2011
Ny børnebog sætter fokus på uledsagede flygtningebørn
Bogen "Salmas første sne", som udkommer 14. janur 2011, handler om en sudanesisk pige, der flygter uden mor og far til Danmark.
Af Bent Dahl Jensen
”Salmas første sne” handler om pigen Salma, der kommer alene til Danmark. Hun er flygtet fra krigen i Sudan. Hendes far døde, og moderen forsvandt. Hun har et foto med af sin onkel Muhammed, der lever i Danmark. Hun ved ikke, hvor han bor, eller hvad han hedder til efternavn, men håber alligevel at finde ham.
Det er kort fortalt handlingen i Morten Dürrs nye børnebog, der er det tredje bind i en serie om nydanske børn. Bogen sætter fokus på de uledsagede flygtningebørn, der kommer til Danmark.
For blot fire-fem år siden kom der årligt omkring 100 uledsagede flygtningebørn under 18 år til Danmark for at søge asyl, så er tallet steget kraftigt siden 2007 – til over 300 i 2008 og over 500 i 2009. De foreløbige tal for 2010 viser, at antallet holder sig på niveauet for de seneste par år.
De fleste er drenge på 16-17 år, som for langt hovedpartens vedkommende kommer fra Afghanistan. Bogens hovedperson, den 10-11-årige Salma fra Sudan, er således ikke typisk for gruppen som helhed.
Fra krigen i et varmt Sudan
- til at være ladt alene i et vinterklædt Danmark
Men gennem fortællingen om Salmas ophold i asylcentret og samværet – på godt og ondt – med værelseskammeraten Amina, får man et godt indblik i den utroligt store forandring, hun oplever som flygtningebarn. Hendes barske, men kendte hverdag i det varme Sudan, bliver pludselig skiftet ud med at være alene blandt andre børn i et vinterklædt dansk asylcenter i en usikker venten på, at onklen skal dukke op og hente hende. Bogen tegner også et fint billede af de flygtige venskaber, der opstår mellem flygtningebørnene – og den bratte afslutning, de kan få, når et af børnene flytter et andet sted hen.
Efter selve fortællingen om Salma indeholder bogen to sider med faktuelle oplysninger om uledsagede flygtningebørn. De giver sammen med fortællingen et godt grundlag for at tale med børn om forholdene og situationen for børn, som flygter og kommer til et fremmed land uden deres forældre.
Morten Dürr: Salmas første sne.
Illustreret af Peter Bay Alexandersen.
Forlaget Carlsen. 46 sider. Pris: 179,95 kroner. Udkommer: 14. januar 2011.
Læs mere
> Afghanske asylbørn skal tvinges hjem - Politiken.dk, 16-12-2010 |