Artiklen er skrevet den 30. oktober 2011
- senest opdateret den 5. marts
2012
258 afviste asylansøgere har ventet i mere end tre år i Danmark
258 afviste asylansøgere har ventet i mere end tre år i Danmark. Det oplyser Refugees Welcome/Komiteen Flygtninge Under Jorden på baggrund af nye tal fra Justitsministeriet, der ikke har været tilgængelige tidligere. Komitéen udgav i efteråret 2011 rapporten "Asylcenter Limbo", hvor man anslog, at der opholdt sig mellem 400 og 500 mennesker, der har fået afslag på asyl i Danmark, men som af forskellige grunde ikke kan sendes tilbage til deres hjemland. Antallet er lavere viser de nye tal fra Justitsministeriet. Til gengæld viser tallene også, at mange har opholdtsig her i mange år. 68 har ventet i over 10 år, heraf har 12 ventet i over 15 år, oplyser Refugees Welcome/Komiteen Flygtninge Under Jorden. Rapporten beskriver situationen for de afviste asylansøgere, som ikke kan hjemsendes, og den indeholder en række anbefalinger af, hvad der kan gøres for at bringe denne gruppe asylansøgere ud af deres limbo.
Af Bent Dahl Jensen
"Asylcenter Limbo. En rapport om udsendelseshindringer" er skrevet af Michala Clante Bendixen, der er talskvinde for Refugees Welcome/Komiteen Flygtninge Under Jorden. Artikel om de nye tal fra Justitsministeriet findes her.
I rapporten bliver der sat ansigt på nogle af de 258 afviste asylansøgere. I otte case stories præsenteres asylansøgere - enlige såvel som familier - fra otte forskellige lande. De har i gennemsnit levet ni år som "afvist" i asylcentre forskellige steder i landet.
Opholdstiden gør mennesker syge
Gennem deres historier får man indtryk af ikke mindst de menneskelige og sundhedsmæssige konsekvenser, asylpolitikken har for børn og voksne.
En af dem er Maryam fra Somalia: "Engang var Maryam en gift sygeplejerske, med sine syv børn omkring sig og med arbejde på en børneklinik i Mogadishu. i dag sidder hun - eller rettere ligger - det meste af tiden i sin seng på niende år i Sandholm, alene." "Som årene er gået, er hun blevet en kær Mama blandt de somaliske asylansøgere i Sandholm, hvor alle kender den lille gigtplagede skikkelse, der kun med besvær kan bevæge sig rundt i asylcentret ved hjælp af sine krykker. "Paralyseret”, kalder hun sin tilstand og fortsætter, ”jeg har så megen angst og bekymrer mig over ting, som jeg ingen indflydelse har på. Når jeg tænker på mit liv i Danmark, græder jeg i ensomhed. Jeg har ingen fremtid, og jeg kan intet gøre for at forbedre min situation. Jeg er psykisk død. Hvor er menneskeligheden i verden?”
Om en irakisk-palæstinensisk familie hedder det: "Zainab er uddannet mikrobiolog, Abdallah er biokemiker – de kunne begge få job i Danmark uden problemer, og Abdallah har på trods af den manglende adgang til undervisning lært sig selv dansk, så han både kan tale og skrive det på et brugbart niveau. Presset har dog næsten nedbrudt den ellers velfungerende familie – den yngste Sara vil ikke spise, og Zainab har fået en dyb depression, som bliver værre dag for dag."
Mange bliver skadet psykisk og fysisk af opholdstiden i centrene. En del er traumatiserede, men har ikke ret til behandling. Nogle af de flygtninge, som har søgt beskyttelse her i landet, er blevet så syge og nedbrudte af opholdet, at de er endt med at få ophold af humanitære grunde pga. alvorlig psykisk sygdom, der er opstået længe efter ankomsten til Danmark.
Flere udsendelseshindringer
Der er flere grunde til, at nogle afviste asylansøgere ikke kan sendes tilbage til deres hjemland.
Nogle asylansøgere vil ikke rejse frivilligt, da de frygter for deres liv ved en tilbagevenden til det land, de er flygtet fra. Nogle af dem kan tilmed henvise til, at FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) anbefaler, at de får asyl, eller fraråder tvangsmæssige udsendelser til bestemte lande eller dele af et land. Det gælder aktuelt nogle af de irakiske og somaliske asylansøgere.
I andre tilfælde vil flygtningenes hjemland ikke tage imod afviste asylansøgere, der sendes tvangsmæssigt tilbage. Der har også været problemer for de danske myndigheder med at opnå hjemsendelsesaftaler med en række lande. Rapporten oplyser, at der for tiden ikke kan udsendes asylansøgere til Iran (uden gyldigt pas) og Somalia. Blandt de afviste asylansøgere, som ikke kan hjemsendes, er der for tiden omkring 90 fra Iran og ca. 60 fra Somalia.
Kritik af praksis
I rapporten beskrives den gældende procedure, der rbuges for at få afviste asylansøgere til at udrejse frivilligt, herunder de "motivationsfremmende foranstaltninger" som meldepligt ved politiet en-to gange om ugen, fratagelse af lommepenge og muligheden for fængsling i Ellebæk-fængslet ved Sandholm.
Rapporten konkluderer, at de motivationsfremmende foranstaltninger kun fremstår "som chikane og unødig nedbrydning", og der henvises til, at også Røde Kors anbefaler, "at man helt afskaffer dem".
Der sættes videre et kritisk søgelys på Rigspolitiets vurdering af, hvorvidt udsendelser er udsigtsløse, og om asylansøgeren "samarbejder om hjemsendelse". Ligeledes berettes om, at der er begået fejl ved tolkningen, og at der er "mange eksempler på tolke, som har tilføjet deres egen personlige mening, og dermed blandet sig i selve sagen". Derfor anbefaler rapporten, at der indføres en anerkendt tolkeuddannelse for samtlige sprog.
Den danske praksis er gentagne gange blevet kritiseret af Europarådets menneskerettighedskommissær og flere andre internationale instanser og organisationer. Denne kritik bliver også refereret i rapporten.
Liste med anbefalinger
- nogle imødekommes i regeringsgrundlaget for S-R-SF-regeringen
På grundlag af rapportens grundige gennemgang af den eksisterende praksis opstiller den en række anbefalinger og forslag til løsninger på de problemer, der belyses i rapporten. (Se listen i sideboksen)
Nogle af disse anbefalinger bliver imødekommet i det regeringsgrundlag, som S-R-SF-regeringen præsenterede den 3. oktober 2011.
Men rapportens anbefalinger går videre end regeringsgrundlaget.
"Den nye Thorning Schmidt-regering vil sikre bedre adgang til arbejde, uddannelse og bolig udenfor centrene. Det er rigtigt gode tiltag, som vil have en positiv effekt, især for børnene. Men det store problem er stadig uløst for denne gruppe. Hvis det fremover skal undgås, at mennesker skal leve 6, 8 eller 15 år i evig angst og usikkerhed, så skal der ændres i kriterierne for at få opholdstilladelse pga. udsendelseshindringer," hedder det i rapporten.
"Radikale og Enhedslisten kræver, at disse mennesker får tildelt ophold som udsendelseshindrede, hvilket vi også anbefaler i vores rapport. Socialdemokratiet og SF holder indtil videre fast i, at man skal “samarbejde”, dvs. skrive under på frivillig udrejse. Et absurd krav, som stort set ingen bøjer sig for. Man kan som stat tvinge folk til det ene eller det andet, men man kan ikke forvente at de “frivilligt” gør det, som de frygter allermest. Faktum er, at disse ganske få mennesker hverken kan komme frem eller tilbage, og det er veldokumenteret, at de bliver syge – ikke mindst børnene, som i hvert fald ikke har noget ansvar i sagen," oplyser Refugees Welcome / Komitéen Flygtninge Under Jorden den 9. januar 2012.
Læs mere
> Refugees Welcome / Komiteen Flygtninge Under Jorden - på hjemmesiden er der link, hvorfra rapporten (pdf) kan downloades
> Nye tal for udsendelseshindrede - 09-01-2012
> Et Danmark, der står sammen
- S-R-SF-regeringens regeringsgrundlag, oktober 2011
|