Forside Om Multisamfund.dk Nyhedsbrev Kontakt Links
 
 
Asylansøgere & flygtninge
Indvandrere & integration
Politik & samfund
Religion & tro
 
 
>Asylansøgere & flygtninge

Artiklen er skrevet den 30. juni 2011
- og senest redigeret den 15. december 2011

 

74 afviste somaliske asylansøgere får genoptaget deres sager

Flygtningenævnets koordinationsudvalg har den 15. december 2011 besluttet, at de sager med somaliske asylansøgere, der har været stillet i bero siden den 30 juni 2011, skal sendes tilbage til ny behandling i Udlændingeservice. Det betyder, at sagerne med 74 afviste somaliere fra det sydlige og centrale Somalia, samt 17 sager, hvor sagsbehandlingen var stillet i bero, nu skal vurderes helt forfra.

Af Bent Dahl Jensen

Baggrunden for, at de i alt 91 somaliske asylsanger bliver behandlet på ny, er, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 28. juni 2011 afsagde dom i en sag, der var anlagt af to somaliske statsborgere mod England (UK). Domstolen siger, at en udsendelse af de pågældende til Mogadishu i Somalia vil være en krænkelse af Menneskerettighedskonventionen.

Dommen førte i første omgang til, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. juni satte behandlingen af sager med asylansøgere fra i bero. Samtidig besluttede koordinationsudvalget et udsætte udrejsefristen for de somaliske asylansøgere, der havde fået afslag på asyl og derfor skulle sendes ud af landet.

Dansk Flygtningehjælp mente allerede dengang, at Flygtningenævnet skulle gå et skridt videre og genoptage alle de somaliske asylansøgeres sager.

Det er det, der sker nu - og det skyldes, at Menneskerettighedsdomstolens appelinstans, Storkammeret, den 28. november 2011 afviste at optage sagerne til behandling. Det betyder, at dommen fra den 28. juni 2011 er endelig.

Sag anlagt mod Storbritannien
Sagen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) var anlagt af to somaliske statsborgere, der havde fået afslag på asyl i Storbritannien.

I en pressemeddelelse fra Flygtningenævnet, der er anden og øverste instans i behandlingen af asylsager, står der følgende om dommen:

"Domstolen (EMD, red.) finder, at udsendelsen af to somaliske statsborgere til Mogadishu i Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3.

Domstolen udtaler blandt andet, at den generelle vold i Mogadishu aktuelt har nået et niveau, hvor enhver, der vender tilbage til byen, som udgangspunkt vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i byen. Endvidere kan somaliske statsborgere, der har opholdt sig længere tid i Vesten, og dermed ikke er vant til at omgås den islamistiske bevægelse, al-Shabaab, ikke henvises til at rejse igennem eller tage ophold i et al-Shabaab-kontrolleret område."

91 sager henvises til ny behandling
Berostillelsen i slutningen i juni har ifølge Flygtningenævnet ført til, at 17 sager er blevet stillet i bero, og udrejsefristen er udsat i 74 sager, hvor der var givet afslag på asyl. De bliver nu alle genoptaget i Udlændingeservice, der er første instans i behandlingen af asylsager.

Flygtningenævnets koordinationsudvalg siger om baggrunden herfor:

"Dommen vil fremover skulle indgå som et væsentligt element i grundlaget for asylmyndighedernes afgørelse af sager vedrørende somaliske statsborgere, og må samtidig forventes at indebære en ændring af praksis i de pågældende sager. Det gælder også for de sager, der allerede er afgjort af eller indbragt for Flygtningenævnet, og hvor udlændingen fortsat opholder sig i Danmark.

For at sikre en to-instans behandling af disse sager har Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 14. december 2011 besluttet, at samtlige nævnets sager vedrørende somaliske statsborgere fra det sydlige og det centrale Somalia, hvor sagsbehandlingen er stillet i bero, samt allerede afgjorte sager hvor ansøgerne er i udsendelsesposition, skal genoptages og hjemvises til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingeservice. De pågældende somaliske statsborgere vil herefter fortsat have lov til at opholde sig i Danmark indtil videre."

Somalia på randen af en katastrofe
Dansk Flygtningehjælp betegnede i en pressemeddelelse den 1. juli 2011 Somalia som et land, der er på randen af en katastrofe.

- Krig og tørke tvinger nu mere end 30.000 mennesker på flugt fra Somalia hver måned. De krydser grænserne til nabolandene Kenya og Etiopien for at søge mod sikkerhed og hjælp til overlevelse. Dansk Flygtningehjælp arbejder i de hastigt voksende flygtningelejre og starter nu i endnu flere lejre i Etiopien for at levere nødhjælp til den trængte befolkning, skriver Dansk Flygtningehjælp.

Dansk Flygtningehjælp opdaterede situationen i en pressemeddelelse den 7. juli, hvor organisationen skrev:

"Flugten fra tørken tvinger sultende somaliere ind i krigszonen. Det er valget mellem at dø af sult eller opsøge hjælp i Somalias hovedstad. Dansk Flygtningehjælp uddeler hver dag 100.000 måltider til de sultende i Mogadishu, og køerne til de store folkekøkkener vokser konstant."

Somaliske flygtninge bør have asyl
Allerede dengang slog Dansk Flygtningehjælp til lyd for, at Danmark genoptog ansøgninger fra somaliske asylansøgninger.

- De afviste somaliske asylansøgere har siddet i danske asylcentre i alt for mange år allerede. For selvom Danmark ikke har villet give dem asyl, så har det reelt i meget lang tid været umuligt at sende afviste asylansøgere fra det centrale Somalia hjem på sikker vis, udtalte Eva Singer, asylchef i Dansk Flygtningehjælp, i en pressemeddelelse den 1. juli 2011.

 

Læs mere

> Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011

> Somalia: På randen af en katastrofe
- Pressemeddelelse fra Dansk Flygtningehjælp, 01-07-2011

> Somaliske asylansøgere bør have asyl
- Pressemeddelelse fra Dansk Flygtningehjælp, 01-07-2011

> Somaliere søger mod krigszonen efter hjælp
- Pressemeddelelse fra Dansk Flygtningehjælp, 07-07-2011

> Hjemvisning af sager vedrørende somaliske statsborgere
- Pressemeddelelse fra Flygtningsnævnets koordinationsudvalg, 15-12-2011

 

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
  © Copyright: Netavisen Multisamfund.dk