Artiklen er skrevet den 25. oktober 2011

Kirkeasyl skriver om kirkeasyl

Midt i maj 2009 søgte en gruppe afviste irakiske og kurdiske asylansøgere tilflugt i Brorsons Kirke på Nørrebro i København, efter at de et par dage havde opholdt sig i Vor Frue Kirke (Københavns Domkirke). Den 13. august 2011 – på toårsdagen for rydningen af Brorsons Kirke – udkom bogen ”Kirkeasyl – En kamp for ophold”, hvor en del af de medvirkende fortæller om aktionen i kirken, om den forudgående planlægning, og om hvad der skete i de efterfølgende måneder.

Af Bent Dahl Jensen

I bogen ”Kirkeasyl – En kamp for ophold” kommer man tæt på de mennesker, der var med i kirkeasylet, som strakte sig over 90 døgn i Brorsons Kirke. Her kommer læseren tæt på de 60-70 asylansøgere, der tog ophold i kirken, og skal forsøge at få en hverdag til at fungere under de trange forhold i kirkerummet og kirkens krypt, samtidig med at man er under stor bevågenhed af pressen. Ved siden af de mange journalister kom der også politikere, kunstnere m.fl. på besøg.

Der er også artikler af nogle af de frivillige, der hjalp til i kirken, hvor arbejdet blev opdelt i forskellige grupper: Hverdagsgruppen, sundhedsgruppen, børnegruppen, infovagtgruppen, kampagnegruppen, økonomigruppen, besøgsnetværket, tolkegruppen, pressegruppen, rydningsgruppen, kirkekontakt, aktivitetsgruppen, og mange flere.

Det understreges i flere artikler, at en af de positive ting ved kirkeasylet var, at asylansøgere og danskere mødte hinanden, ansigt til ansigt, som mennesker af kød og blod. En af de afviste asylansøgere, Omar, siger det på denne måde i bogen: ”Jeg har mange gode minder fra Brorsons Kirke. I al den tid, jeg har boet i danske asylcentre, har jeg mødt folk fra hele verden, men ikke nogen danskere. I Brorsons Kirke fik jeg mulighed for at blive venner med danskere i alle aldersgrupper. Jeg har stadig mange venner, som jeg mødte i forbindelse med Kirkeasyl. Man kan sige, at jeg mødte det gode ansigt af Danmark.”

På samme måde er en af de positive ting ved bogen, at man bliver præsenteret for en række øjenvidneberetninger af irakiske og kurdiske asylansøgere og fra frivillige og aktivister. De fortæller hver især om, hvordan de oplevede kirkeasylet indefra.

”Det var svært at tage beslutningen om at flytte ned i kirken. Da Kirkeasyl begyndte, var vi tre familier, der sammen diskuterede, hvorvidt vi ville flytte med. Det er en meget svær beslutning at tage, når man er en familie. Det er mange forskellige mennesker og kulturer, der skal bo sammen på meget lidt plads. Vi var nødt til at se på pladsen i kirken, før vi besluttede os. Så vi tog ned til Brorsons Kirke, og da vi havde set kirken, besluttede vi, at det godt kunne lade sig gøre. Det ville blive hårdt, men vi ville gøre det,” siger Salah, der deltog sammen med sin kone og deres tre børn. Efter Kirkeasyl har familien fået humanitær opholdstilladelse i Danmark.

”Det føltes, som om vi ved at gå med i kirken tog ansvaret for vores eget liv, til trods for, at der jo stadig var meget, vi ikke kunne gøre. Og vi følte os trygge i kirken, vi stolede på folk. Det var nærmest en spirituel følelse, der fyldte kirken, specielt når man stod i selve kirkerummet. Det føltes, som om man blev beskyttet der. Særligt når præsten talte med os,” siger kurderen Rojda om sin deltagelse i Kirkeasyl.

Reaktion på den dansk-irakiske hjemsendelsesaftale
Kirkeasyl var en reaktion mod den aftale, den danske regering den 13. maj 2009 indgik med Irak om hjemsendelse af afviste irakiske asylansøgere. Hjemsendelsesaftalen gjorde det muligt at tvangshjemsende de på det tidspunkt 282 afviste irakiske og kurdiske asylansøgere, der opholdt sig i danske asylcentre og ikke ønskede at rejse frivilligt tilbage, fordi de frygtede for deres liv ved en tilbagevenden til det krigshærgede land.

Nogle af dem søgte beskyttelse mod myndighederne ved at søge tilflugt i først Vor Frue Kirke og dernæst Brorsons Kirke, og de blev bistået af en gruppe mennesker, som for langt hovedpartens vedkommende var danske statsborgere. I bogen kaldes gruppen både for frivillige og aktivister.

I bogen kommer læseren ikke kun tæt på menneskene i kirken, men også på de strategier, der blev udtænkt før og under kirkeasylet. I indledningen til en artikel om ”Kirkeasyls rødder” hedder det således: ”Kirkeasylet i Brorsons Kirke udsprang af et mangeårigt arbejde på den aktivistiske venstrefløj med at protestere og aktionere mod skiftende regeringers stadig strammere asyl- og migrationspolitik. En stor del af de frivillige i Kirkeasyl trak på erfaringerne fra denne modstand.”

Der fortælles videre om pressestrategi, politisk strategi, strategier i tilfælde af, at politiet ville rydde kirken osv. Der fortælles om juragruppens arbejde med at skaffe oplysninger, der kunne bruges i de enkelte asylsager, f.eks. i et forsøg på at få dem genoptaget.

Midt i alt dette savnes dog en beskrivelse af kontakten med Brorsons Kirke. Var kirkens præst og menighedsråd med i planlægningen, og hvilken rolle spillede man under det næste tre måneder lange forløb i kirken. I bogen gengives talen, som kirkens præst, Per Ramsdal, holdt ved demonstration den 14. august – dagen efter rydningen af kirken. Men det havde været interessant at høre mere om, hvordan kirken og præsten blev engageret i kirkeasylet.

Sejr eller nederlag?
Kirkeasylet i Brorsons Kirke sluttede brat natten til den 13. august, da politiet trængte ind i kirken – og efter nogen tid kørte mændene væk, mens kvinderne og børnene forinden blev opfordret til at forlade kirken. Danskere og irakere fortæller i bogen, hvordan de oplevede politiets rydning – og aktivisternes forsøg på at hindre politibussen i at køre af sted med de afviste asylansøgere.

En del af Kirkeasyl var forberedt på, at kirkeasylet kunne ende med en rydning af kirken. ”Vi havde holdt møder i ugevis og havde lagt en strategi i tilfælde af en rydning. Vi skulle iscenesætte begivenheden, så politiet tydeligt fremstod som brutale og illegitime, hvis de kom,” hedder det i en af artiklerne.

Det lykkedes for aktivisterne. Såvel kirkeasylet i Brorsons Kirke som rydningen af kirken bidrog til for alvor at sætte asylpolitikken på dagsordenen for samfundsdebatten i en periode. Der blev holdt en demonstration med 25.000 deltagere og en støttekoncert med endnu flere, ligesom der blev indsamlet op imod 1,5 millioner kroner til de afviste irakiske og kurdiske asylansøgere. Men der blev ikke ændret et eneste komma i udlændingeloven.

Derfor bliver det naturligt nok i flere artikler i bogen diskuteret, hvorvidt Kirkeasyl var en sejr eller et nederlag. Der bliver ikke draget en entydig konklusion – ikke anden, end at de fleste skribenter mener, at der både vare sejre og nederlag. Selve rydningen af kirken var et nederlag. Ligeledes var det et nederlag for Kirkeasyl, at man ikke nåede det oprindelige mål om opholdstilladelse til alle 282 afviste irakiske asylansøgere. Modsat peger flere skribenter på, at der også var plusser – herunder fællesskabet omkring aktionen. På plussiden nævner flere også, at 20 af de 60 irakere, der deltog i Kirkeasyl, har fået opholdstilladelse i Danmark: Seks har fået asyl, tre er blevet familiesammenført og 11 har fået humanitært ophold.

Nærvær med nerve – men savner kritisk distance
Bogens styrke er, at man kommer tæt på begivenhederne og dagligdagen blandt deltagerne i kirkeasylet i Brorsons Kirke. Den giver et nærvær med nerve og indsigt, hvor der også er plads til at lufte uenigheder og noget af det, der ikke lykkedes.

Svagheden er, at der i denne nærhed stort set ikke bliver plads til den kritiske distance til begivenhederne. Der er ganske vist en artikel med et kritisk tilbageblik, hvor forfatterne siger, at ”det var symptombehandling af den danske asylpolitik, når Kirkeasyl appellerede til, at irakernes sag blev behandlet som en undtagelse, frem for at kæmpe for en reel politisk forandring.” Men man forholder sig i bogen ikke kritisk til, hvad der skal ændres, når man mener, ”at der er brug for et radikalt anderledes asylsystem.”

Men det ligger nok uden for bogens grænser. Bogen er derfor et meget væsentligt bidrag til historien om Kirkeasyl i Brorsons Kirke, men den fortæller ikke hele historien.

Faktuelle fejl og upræcise informationer
Der er desværre nogle faktuelle fejl i bogen – som når en af skribenterne skriver, at den amerikansk ledede invasion i Irak fandt sted i 2001. Det skete først i 2003.

Det er upræcist, når en anden forfatter skriver: ”Som en konsekvens af den såkaldte Tamilsag i 1989 blev Schlüter-regeringen væltet”. Tamilsagen handlede om, at daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) havde sat behandlingen af familiesammenføringsansøgninger fra tamiler i bero. Det skete i efteråret 1987, og det blev kendt i januar 1989, men undersøgelseskommissionen, der blev nedsat til at kulegrave Tamil-sagen, blev først nedsat i 1990, og kommissionens rapport blev offentliggjort i 1993. Rapporten førte ikke til, at Schlüter-regeringen blev væltet, men at Poul Schlüter (K) trak sig som statsminister, og at regeringen gik af.

Det kan diskuteres, hvordan man måler størrelsen af et kirkeasyl. Men i mine øjne tager forfatterne munden for fuld, når de hævder, at begivenhederne i Brorsons Kirke var ”den til dato mest omfattende og langvarige asylpolitiske aktion, der er set i Danmark” – ikke mindst i betragtning af, at det af bogens omtale af kirkeasylet i Blågårds Kirke i 1991 fremgår, at der her deltog 143 palæstinensiske asylansøgere i et kirkeasyl, som varede 154 dage. Det kirkeasyl omfattede således flere mennesker og varede omkring to måneder mere end Kirkeasyl i Brorsons Kirke, hvor 60-70 asylansøgere var med i de knap tre måneder.

Det er misvisende at betegne kirkeasylet i Blågårds Kirke (som indledtes med nogle dages ophold i Enghave Kirke) som ”den første kirkeasylsag i Danmark”. For tilbage i 1987 – altså fire år tidligere – tog en gruppe irakiske flygtninge ophold i Vore Frue Kirke (Københavns Domkirke).

Det generer ligeledes, at asylcentret Sandholm, der officielt hedder Center Sandholm, mange steder i bogen bliver kaldt Sandholmlejren. Det er forkert, for Sandholmlejren er den gamle betegnelse for fængslet Ellebæk (for frihedsberøvede asylansøgere).

Der er således nogle ”pletter” i en ellers interessant og oplysende bog, der giver nogle værdifulde førstehåndsindtryk af, hvad der skete under kirkeasylet i Brorsons Kirke i sommeren 2009.

Kirkeasyl – En kamp for ophold. Forlaget Frydenlund, 316 sider, illustreret, vejledende pris: 299 kroner.

Læs mere

> Hvad er der sket med de afviste irakiske asylansøgere?

> Ny bog afslører, at Danmark talte med to tunger over for Irak for at få hjemsendelsesaftale på plads - Anmeldelse af bogen "De afviste"