Artiklen er skrevet den 9. september 2009
- og senest redigeret den 20. september 2009

 

Eventyret om Poli-Peter

Af Bent Dahl Jensen

Der var engang en mand. Han hed Peter. Han var en mægtig mand, for han var medlem af Folketinget. Han var meget optaget af at sikre lov og orden – og ville hellere beskæftige sig med politi end politik. ”Loven skal holdes,” var hans motto. Derfor blev han kaldt Poli-Peter.

En dag opdagede Poli-Peter, at nogle af de irakere, der havde fået afslag på asyl, ikke var rejst hjem, som de skulle. ”De skal ud,” sagde han til lederen af politiets indsatsstyrke. ”For loven skal holdes.”
     ”Jamen, FN siger, at det er for farligt for dem at vende tilbage, og at de derfor bør blive her i landet – og det giver loven jo mulighed for,” indvendte betjente. ”Ja, det kan godt være, men de skal ud, for vi ønsker ikke at have dem her i landet.”

”Nu, har vi anholdt dem, der var i asylcentrene og sendt dem tilbage til Bagdad på enkeltbillet,” meldte lederen af indsatsstyrken et par dage senere. 
     ”Flot arbejde,” roste Poli-Peter.
     ”Men vi hørte, at nogle af de irakere, vi ikke kunne finde i centrene, lever i skjul rundt omkring hos præster og politikere på landet,” sagde betjenten.
     ”Anhold dem! Loven skal holdes,” kommanderede Poli-Peter.

”Nu er præsterne bag tremmer, og irakerne sendt til Bagdad.” Poli-Peter roste nok engang indsatslederen for hurtig og effektiv indsats.
     ”Men under vores jagt opdagede vi en masse mennesker, der arbejder sort. På restauranter, murere, tømrere, mekanikere – og mange får lavet sort arbejde, både i byen og på landet. De unddrager samfundet for et tocifret milliardbeløb.”
     ”Det kan vi ikke have. Loven skal holdes. Arrestér de skyldige.”

Indsatsstyrken gjorde igen sin pligt, selv om det tog sin tid.
     ”Nu må der da snart herske ro og orden,” sagde Poli-Peter.
     ”Ja, men når vi kører ude på vejene, bliver vi ustandselig overhalet af bilister, som ikke overholder hastighedsgrænserne.”
     ”Vi tolererer ikke fartbøller. De er til stor fare i trafikken for uskyldige, sagesløse mennesker. Loven skal holdes.”
     Som sagt, så gjort. Fartsynderne endte i kachotten.

Et par dage senere fik Poli-Peter lyst til at gå en tur. Han gik nedad den stoppe trappe til Christiansborg. Der var helt tomt på gaden. Han gik og gik. Efter et godt stykke tid mødte han indsatslederen, der kom trækkende med sin cykel.
     ”Hvorfor er der ingen mennesker på gaden?” spurgte Poli-Peter.
     ”De er buret inde. For de overholdt ikke loven, og loven skal jo holdes.”
 

 

^ Til top

< Til forsiden