| ORD TIL EFTERTANKE Bearbejdet den 2. september 2009 - med udgangspunkt i en længere artikel fra den 18. august 2005 Den barmhjertige muslim Af Bent Dahl Jensen Teksten, der prædikes over i Folkekirken søndag den 6. september 2009, er en af Bibelens velkendte tekster – nemlig lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Lukasevangeliet, kapitel 10, vers 23-37).
”En mand skulle fra København til Frederikshavn. Han tog lyntoget til Århus, hvor han skulle skifte til et andet tog. Toget blev forsinket, og han nåede ikke det tog, han skulle have været med. Han måtte vente en times tid. Han gik op i byen for at finde et pizzeria, hvor han kunne få noget at spise. Dér, midt på gaden, blev han slået ned af et par unge fyre. De slog og sparkede ham, stjal hans pung og skuldertaske og løb deres vej. Han nåede ikke at råbe om hjælp, før det sortnede for hans øjne. Der lå han hjælpeløs på fortovet, men genvandt dog lidt efter lidt så megen bevidsthed, at han sansede fodtrin, der kom nærmere og nærmere. Hjælpen var på vej. En mand kom gående i hastige skridt hen mod stedet, hvor den anden lå forslået og blødende fra ansigtet, hænderne og det ene knæ. Manden havde travlt. Han var præst og havde lige haft en samtale med et par forældre, som skulle have deres barn døbt, og samtalen var blevet længer end aftalt. Nu var han på vej hjem og skulle lige nå at handle i supermarkedet, så familien kunne tage i sommerhuset på Djursland og holde weekend. Det var hans fri-weekend. Præsten så manden, blodet på jakken og bukserne, der var revet i stykker. Præsten tænkte, at han burde stoppe op, men gik alligevel videre. Manden var jo i live, og derhjemme ventede familien på ham, så de kunne komme af sted – og som han gik der i sin kortærmede skjorte og cowboybukser kunne ingen se, at han var præst. Kort efter kom en mand gående fra den anden retning. Han sagtnede farten, da han nærmede sig stedet, hvor den forslåede mand lå klynkende. Han kiggede på sit ur. Om fem minutter skulle han være på kirkens kontor. Han var menighedsrådsmedlem og var på vej til et vigtigt møde med kirkeværgen og byggeudvalget, hvor de skulle se på forslag til, hvordan de kunne udvide kirkebygningerne. Mandens klynken stak til menighedsrådsmedlemmets samvittighed, men han gik videre – de havde jo aftalt at begynde og slutte mødet præcist, så der var ingen tid at spilde. Måske var det også bare en fulderik, der var faldet om i sin brandert. En tredje person nærmede sig. Det var en ung kvinde. Hun var kommet til Danmark for knap 20 år siden, da hendes forældre og søskende flygtede fra Libanon. Den første tid havde de tilbragt i en kirke, men det var hun for lille til selv at kunne huske. Men hun og familien havde stadig kontakt til nogle af de mennesker, som havde hjulpet dem dengang. Siden var forældrene blevet skilt, og kvinden boede sammen med sine søskende hos moderen i Gellerup. Hun læste jura på universitetet – og var på vej ind til byen for at mødes med nogle veninder på en café. Hun var allerede forsinket, men stoppede alligevel op. ”Hvad er der sket?” spurgte hun manden – uden at få noget svar. Manden var stadig helt forvirret i hovedet, og smerterne jog flere steder i kroppen efter den hårde medfart, han havde fået. Den unge kvinde hev sin mobiltelefon op af tasken og tastede 112. Snart kunne man høre ambulancens sirener. Manden blev lagt på en båre og kørt på skadestuen. Manden blev undersøgt. Hans sår blev renset og forbundet, han fik noget smertestillende og blev indlagt til observation. Lige før besøgstiden sluttede, kom den unge kvinde ind på stuen. ”Hej,” sagde hun. ”Går det bedre nu?” fortsatte hun, før han fik givet et ”hej” til gensvar. Han kunne svagt huske hendes ansigt, da hun var standset op ved ham. Nu stod hun lidt fra sengen med et varmt smil, indrammet af et tørklæde, som skjulte hovedparten af hendes lange sorte hår. Han fortalte, at han ikke havde så ondt længere, men at han skulle blive på hospitalet natten over, da lægen ville være sikker på, at han ikke havde fået en hjernerystelse. Hun spurgte, hvad der var sket, og han fortalte om det forsinkede tog, og om overfaldet – så meget som han nu kunne huske, før han mistede bevidstheden. Overfaldsmændene havde taget hans penge og tasken med computer og kamera. Hun spurgte ham, om han havde anmeldt overfaldet til politiet. Det havde han ikke. Han havde i hvert fald ikke talt med en politibetjent. De aftalte, at hun skulle komme igen næste formiddag og følge ham til politistationen, når han blev udskrevet. Kvinden kom, da stuegangen var forbi. Hun havde sin bror med, han bar en stor bærepose med en ren skjorte, en jakke og et par bukser med, som manden kunne tage på, når han skulle videre. De fulgte ham til banegården. Broderen købte en billet, så han kunne komme til sit bestemmelsessted i Frederikshavn – og stak ham nogle kontanter, så han kunne få lidt mad undervejs. "Dem, vi ikke vil have med at gøre" Samaritanerne var en udstødt gruppe. Det fremgår af en beretning i Det Nye Testamente. I Johannesevangeliet fortælles om en situation, hvor en samaritansk kvinde kommer ud til en brønd for at hente vand. Jesus beder hende om at få noget vand at drikke, og kvinden svarer: ”Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” – og i forlængelse heraf står der: ”jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre.” (Joh 4,9) Tilsvarende kan man i dag sige om mange folkekirkemedlemmer, at de ikke vil have med muslimer at gøre. Der tales om at indføre tørklæde- og burkaforbud, og der fremføres mange andre forslag, som er vendt mod muslimer. Det sker ofte i et sprog og et tonefald, hvor det tydeligt skinner igennem, at de pågældende dybest set ikke ønsker muslimernes tilstedeværelse. I de seneste årtier har vi set uhyggelige eksempler på etnisk og religiøs udrensning af mennesker i det tidligere Jugoslavien, i Irak og i flere andre lande. I Danmark bruger vi ikke bomber og massakrer. Vi bruger det talte og skrevne ord – som psykiske våben i en religiøs udrensning af mennesker med en anden tro og gudsdyrkelse. Derfor er der også i dag brug for at høre budskabet om, at jeg skal elske Herren min Gud af hele mit hjerte og min næste som mig selv.
Læs mere > Den barmhjertige muslim - 2005-versionen Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |