Artiklen er skrevet den 2. juli 2010
- og senest redigeret den 2. juli 2010
De, der dumpede
på grund af fejl i indfødsretsprøve,
får ikke dispensation
Integrationsministeriet følger ikke politiske opfordringer til at give dispensation til dem, der dumpede på grund af forkert formulering i et af spørgsmålene
Af Bent Dahl Jensen
Integrationsministeriet har - efter at have gennemgået alle besvarelser af indfødsretsprøven, der blev holdt den 3. juni - besluttet, at der ikke skal gives dispensation til de deltagere, der dumpede, fordi de svarede forkert på et spørgsmål, hvor alle de anførte svarmuligheder var forkerte.
Spørgsmålet handlede om Nordisk Råd og lød: ”Danmark er medlem af Nordisk Råd. Hvilken opgave har Nordisk Råd.”
Svarmulighederne var:
A: Nordisk Råd rådgiver de nationale parlamenter i de nordiske lande.
B: Nordisk Råd står for Nordens samarbejde med EU.
C: Nordisk Råd står for forsvarssamarbejdet i Norden.
Ingen af svarmulighederne er korrekte, for det rigtige svar er ifølge direktøren for Nordisk Råd, Jan-Erik Enestam, at "Nordisk Råd laver forslag og anbefalinger til de nationale regeringer" i de nordiske lande.
Fejl i lærematerialet
Selv om alle tre svarmuligheder er forkerte, har Integrationsministeriet besluttet at afvise de klager, der er kommet fra prøvedeltagere, som dumpede, fordi de svarede forkert på spørgsmålet om Nordisk Råd. Ministeriet henviser i en pressemeddelelse til, at det af "Danmark før og nu – læremateriale om historie, kultur og samfundsforhold til indfødsretsprøve" fremgår det, at: ”Nordisk Råd er et organ, der rådgiver de nationale parlamenter i de nordiske lande.”
"Prøvetagerne skulle således have sat kryds ved svarmulighed A, for at besvarelsen var i overensstemmelse med lærematerialet," hedder det i pressemeddelelsen fra Integrationsministeriet.
Det vil sige, at det læremateriale, der er blevet undervist efter, indeholder den samme fejl, som findes i svarmulighederne i indfødsretsprøven.
Politikere ville se bort fra forkerte besvarelser
Folketingsmedlem Søren Krarup, Dansk Folkeparti, og flere andre politikere gav i Politiken den 10. juni 2010 udtryk for, at fejlen om Nordisk Råd ikke burde blive afgørende for, om de pågældende deltagere kunne få dansk statsborgerskab eller ej. Den holdning har dog ikke smittet af på ministeriets afgørelse i sagen.
Information skriver den 2. juli 2010 - med Ritzau som kilde - at en af de dumpede deltagere efter ministeriets afslag vil klage til Folketingets Ombudsmand over ministeriets afslag.
Læs mere
> Fejl i danskhedsprøve dumper flere deltagere - Politiken.dk den 9. juni 2010
> DF efter fejl i prøve: Giv Mohamed statsborgerskab - Politiken.dk den 10. juni 2010
> Pressemeddelelse fra Integrationsministeriet den 30. juni 2010
|