Artiklen er skrevet den 20. januar 2011
Langvarig starthjælp fastholder flygtninge i fattigdom
og hindrer integrationen
Både børn og voksne lider afsavn i mange familier på langvarig starthjælp, som også modvirker familiernes integration i det danske samfund. Det fremgår af en undersøgelse fra Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA). Undersøgelsen viser også, at flygtningene ikke mangler arbejdsvilje og ofte har svært ved at acceptere rollen som starthjælpsmodtagere og arbejdsløse.
Af Bent Dahl Jensen
Mange flygtninge på langvarig starthjælp – det vil sige starthjælp i mere end to et halvt år – bliver fastholdt i en fattigdom, hvor de oplever markante afsavn i deres hverdag. Der er kun råd til de billigste varer, så sund mad bliver valgt fra. Børnene lider desuden afsavn i form af legetøj, mobiltelefon, cykel, tøj, der passer til årstiden. Den langvarige starthjælpsydelse modvirker flygtninges og indvandrers integration i det danske samfund. De svære økonomiske vilkår betyder, at både børn, unge og voksne flygtninge må afstå fra at deltage i forenings- og fritidsliv, fra at bo i ressourcefyldte boligområder, og fra at deltage i dagligdagsfællesskaber, som kan tilbyde ressourcer og netværk, fortrolighed med dansk kultur og nogle gange formidle adgang til arbejdsmarkedet.
Det er en del af konklusionen af en ny undersøgelse, der er offentliggjort af CASA – Center for Alternativ Samfundsanalyse – i januar 2011. Undersøgelsen er udført af cand.scient.pol. Adam Johansen, lektor ved Socialrådgiveruddannelserne Metropol, socialrådgiver og cand.scient.soc. Marianne Højland, konsulent på CASA, og cand.polit. Henning Hansen, konsulent på CASA.
Reglerne for starthjælp er strammet
Reglerne om starthjælp og introduktionsydelse trådte i kraft i Danmark i midten af 2002. De nye regler kom i overvejende grad til at gælde for indvandrere og flygtninge, og starthjælpen og introduktionsydelsen var ca. 35 % lavere end kontanthjælpen, som hidtil havde været den laveste ydelse i det danske ydelsessystem.
Da starthjælpen blev indført, blev den bl.a. begrundet med et optjeningsprincip. For at blive berettiget til kontanthjælp skulle flygtninge først modtage starthjælp i syv år. Derefter kunne de blive berettigede til fuld kontanthjælp på lige fod med danskere. Det gælder fortsat for alle flygtninge, der har fået asyl inden 1. juli 2006.
Siden er reglerne ændret, hvorefter flygtninge, som har fået ophold efter 1. juli 2006, er henvist til varig starthjælp, medmindre de opnår to et halvt års ustøttet arbejde som selvforsørgende.
Beskeden effekt på beskæftigelsen
En anden begrundelse for at indføre starthjælp var, at den skulle tilskynde de voksne til at søge arbejde. Der har ifølge undersøgelsen været en vis effekt i den retning, men den har været beskeden.
”Hvis man sammenligner beskæftigelseseffekten for kontanthjælpsmodtagere fra før juli 2002, hvor starthjælpen blev indført, med starthjælpsmodtagere efter, er der en forskel på 12 procentpoint. Starthjælpen har derfor opfyldt sit formål i begrænset omfang. Samme undersøgelse viser, at godt halvdelen af starthjælpsmodtagerne efter fire år ikke er kommet i arbejde, og at beskæftigelseseffekten for dem før og efter juli 2002 tilnærmer sig hinanden på lang sigt,” hedder det i rapporten.
Børnene og de unge betaler en høj pris
”Børnene i familier på langvarig starthjælp betaler en høj pris for, at familierne er på starthjælp,” hedder det i sammenfatningen – og den fortsætter:
”Det fortæller de selv, det fortæller forældrene, og det fortæller sagsbehandlerne. Samstemmende er det historien om børn, der oplever mange materielle afsavn – bl.a. sund mad, men også legetøj, mobiltelefon, en cykel eller tøj, der passer til årstiden og at høre til i den børne- eller ungdomsgruppe, de ønsker at blive integreret i. De materielle afsavn suppleres af sociale afsavn, der strækker sig fra de børne- og familiesammenkomster, som familiens økonomi udelukker dem fra, til integrerende og udviklende aktiviteter i børne- og ungeinstitutioner, fritids- og foreningsliv.
Langvarig starthjælp holder børn og unge ude fra aktiviteter, fordi der ikke er penge til kontingenter, sportstøj, det sociale liv i tilknytning til sportsarrangementer, biograf, svømmehal, skolerejser, lejrskoler, børnefødselsdage, opdaterede computere eller eftermiddagsmad i SFO’en. …
Det er bemærkelsesværdigt, at børnene og de unge selv taler om både fattigdom og skam. Det kan bidrage til en identitet af mindreværd, som det kan være svært at frigøre sig fra, også selvom man kommer til penge. Det er langtidsvirkninger, som kan få konsekvenser for deres voksenliv, både i familien og på arbejdsmarkedet. Fx i form af manglende selvrespekt og selvtillid, som er væsentlige ressourcer i privatlivet og i arbejdslivet.”
Børn bidrager til familiens økonomi
Undersøgelsen viser, at langvarig starthjælp gør børn og unge til medforsørgere, og det skævvrider familierelationerne.
”Tidligt gør de (børn og unge, red.), hvad de kan for at bidrage til familiens forsørgelse og får job efter skoletid. I modsætning til ressourcefyldte danske unge med fritidsjob går pengene ikke til at forsøde eget børne- eller ungdomsliv, men til at lette presset på forældrenes kamp for at få en dagligdag til at hænge sammen – og mad på bordet. Flygtningebørnene skuffes over, at deres forældre ikke kan give dem det samme liv, som danske børn har, ligesom de er fulde af bekymringer for deres forældre og for deres familier.
Ifølge sagsbehandlerne er det en dårlig prioritering, for der er tale om børn og unge, der har behov for at prioritere deres fritid til integration i et dansk børne- og ungdomsliv og til udvikling af skolefærdigheder. Desuden er sagsbehandlerne usikre på, om børnenes situation vil bringe dem ud på kanten af samfundet, hvor de kan møde andre børn og unge, som af forskellige grunde er marginaliserede og isolerede i forhold til fællesskabet.
Ansvarsfølelsen over for familiens og de mindre søskendes forsørgelse varer tilsyneladende ved langt ind i ungdoms- og voksenlivet, hvor de unge fortæller, hvordan de udsætter uddannelsesplaner og planer omkring egne voksenliv, fordi de føler en forpligtelse til fortsat at bidrage til forsørgelsen af forældre og mindre søskende, som de ønsker at skærme for nogle af de ydmygelser og afsavn, de selv oplevede.
I disse beretninger ses det, hvordan starthjælpen også medvirker til at forvrænge og nogen gange ødelægge forholdet imellem forældre og deres børn, når den materielle og sociale fattigdom, som langvarig starthjælp skaber, fører til skæv rollefordeling og sorg over uindfriede forventninger,” hedder det i rapporten.
De voksnes afsavn
Undersøgelsen viser, at 76 procent af flygtninge på starthjælp siger, at de hele tiden har svært ved at få deres økonomi til at slå til. Til sammenligning gælder det kun to procent af flygtninge, der har arbejde.
Det giver også de voksne afsavn, som i rapportens sammenfatning beskrives således:
”Flygtninge på langvarig starthjælp skaffer den daglige mad, men må give køb på kvaliteten: der er kun råd til de billigste varer. Kostråd om mange grøntsager, fedtfattige produkter og økologi er der ikke plads til i deres økonomi. På samme måde er det svært at give måltidet plads i det sociale fællesskab, fordi der ikke er råd til gæster.” …
”Udgifter til sygdomsbehandling dækkes ifølge de voksne starthjælpsmodtagere, men ofte gælder det ikke for tandbehandling. Indtrykket er, at forespørgsler om hjælp til tandbehandling mødes så modvilligt i kommunerne, at modtagere af langvarig starthjælp holder op med at søge, og konsekvensen er, at de ikke modtager tandbehandling.”
Gæld og sort arbejde
Den økonomiske fattigdom fører til gæld – og sort arbejde. I sammenfatningen står der:
”Langtidsforsørgelse på starthjælp ledsages som regel af gældsstiftelse. Lånte penge kan være en kortsigtet udvej for at realisere forbrugsønsker, fx til en bil. De familier, som har bil, prioriterer den, fordi de har mange børn, ønsker at understøtte børnenes hverdag og har andre behov, der begrunder en bil. Væsentlige afsavn kan dermed tilgodeses, men afdragene på renter og lån indskrænker det månedlige rådighedsbeløb.
Flygtningene presses, ifølge sagsbehandlerne, ud i gråzoneområder med dyre lån og sort arbejde på grund af deres økonomi. Og de bruger en del af egne, men også forvaltningens ressourcer på at søge hjælp og rådgivning og på ansøgninger om dækning af enkeltudgifter. Flygtningene er fastlåste i deres situation, og mange må gå ”tiggergang” om ekstra ydelser og samtidig skjule ressourcer for at leve op til kravene for at få den ekstra hjælp. Det fører, ifølge sagsbehandlerne, til frustrationer, slukket fremtidshåb og nogle gange truende adfærd.”
Ensomhed
Mange flygtninge på langvarig starthjælp oplever ensomhed. F.eks. svarer hver fjerde, at de ofte er alene, selv om de har lyst til at være sammen med andre, og hver femte siger, at de aldrig kommer sammen med nogen. I rapporten hedder det blandt andet:
”De få økonomiske ressourcer gør det svært at indgå i fællesskaber og venskaber, og gør det desuden vanskeligt at fastholde forbindelsen til familien både her og i hjemlandet, og til at leve op til sociale forpligtelser i hjemlandet. Over for børnene oplever de voksne, at de ikke kan være de forældre for dem, de ønsker at være, fordi de ikke kan opfylde børnenes ønsker i et omfang, der bare tilnærmelsesvis lever op til de normer, der er for børns liv i det danske samfund. De plages desuden af konstante bekymringer om penge, og det tager energi fra overskuddet til at være forældre.
Flygtninge på langvarig starthjælp fortæller om liv med tab og sorg, barske erfaringer fra livet som flygtninge i flygtningelejre og asylcentre, samt skamfølelse over at modtage hjælp. Derudover har de en følelse af ikke at blive budt ind i det nye fællesskab og en angst for, at opholdsgrundlaget ikke holder. Det er disse usikkerheder i forhold til det danske samfund, der gør livet svært at leve, når de kombineres med en økonomi uden råderum. En lang periode med stram økonomi er i sig selv vanskelig at klare for de fleste familier, men det bliver næsten umuligt og nedbrydende, hvis der i øvrigt ikke er et psykisk overskud til stede.”
Integrationen modvirkes
”Den langvarige starthjælpsydelse modvirker flygtninges og indvandrers integration i det danske samfund. De svære økonomiske vilkår betyder, at både børn, unge og voksne flygtninge og indvandrere må afstå fra at deltage i forenings- og fritidsliv, fra at bo i ressourcefyldte boligområder, og fra at deltage i dagligdagsfællesskaber, som kan tilbyde ressourcer og netværk, fortrolighed med dansk kultur og nogle gange formidle adgang til arbejdsmarkedet.
Interviewene viser, at både børn, unge og voksne i princippet er parate og rigtig gerne vil deltage og integreres. De voksnes dårlige helbred, den daglige overlevelseskamp og den manglende mulighed for at træffe beslutninger i eget liv og børnenes liv tapper energien og fylder samtidig starthjælps-modtagerne med mindreværd, bekymringer og manglende selvværd og selvtillid. De får en følelse af ikke at høre til og være velkomne. Det er næsten umulige odds, når der skal findes kræfter til at integrere sig i ny kultur, anderledes livsformer, sprog og tankebaner.”
Flygtninge mangler ikke arbejdsvilje
Ifølge rapporten er det ikke manglende arbejdsvilje, der er årsag til, at mange fastholdes i fattigdom og arbejdsløshed. Det beskrives sådan i rapporten:
”Langvarig starthjælp fungerer, ifølge deltagerne i denne undersøgelse, ikke som et incitament til at komme i arbejde. Flygtningene mangler nemlig ikke arbejdsvilje. Starthjælpens lave niveau motiverer nogle få starthjælpsmodtagere til at komme i arbejde hurtigere, end hvis de havde været på kontanthjælp. Det viser andre undersøgelser, og sagsbehandlerne i denne undersøgelse bekræfter, at nogle af de ressourcestærke flygtninge motiveres af starthjælpen. Sammenlignet med kontanthjælp er den største effekt af starthjælp udbredt fattigdom.
Undersøgelsen viser, at flygtningene ikke mangler arbejdsvilje og ofte har svært ved at acceptere rollen som starthjælpsmodtagere og arbejdsløse. Frigørelsen fra en tilværelse på starthjælpsniveau forudsætter, at begge forældre får arbejde, og at det ofte er udelukket, fordi den anden ægtefælle er for syg til at arbejde. Når familien er selvforsørgende, fordi den ene ægtefælle har fået arbejde, er rådighedsbeløbet stort set det samme. De bliver til det, der i USA og England kaldes ’working poor’. Nok styrker et arbejde flygtninges integration og selvværd, men hvad nytter det børnene, hvis de fortsat er afskåret fra at komme i klub, gå til sport eller invitere deres kammerater til fødselsdag? Børnene kan være stolte af, at familien er selvforsørgende, men samtidig være ligeså socialt marginaliserede, som da familien var på starthjælp. De voksne mister troen på, at deres eget liv kan frigøres fra fattigdom.
Starthjælpsmodtagerne er oppe mod strukturelle barrierer: det er svært at få arbejde, og arbejdsgivernes krav til sprog og kvalifikationer er vanskelige at opfylde for mange flygtninge. De strukturelle barrierer suppleres med personlige vanskeligheder – især helbredet, som fx traumer og anden alvorlig sygdom, og sprogvanskeligheder. Det er disse strukturelle og personlige barrierer, der bestemmer, hvorvidt starthjælpsmodtagerne kommer i arbejde og bliver selvforsørgende og ikke, at starthjælpsydelsen har et særligt lavt niveau,” hedder det i rapportens sammenfatning.
Læs mere
> Flygtninge på langvarig starthjælp – læs om undersøgelsen på CASA’s hjemmeside. Rapporten kan downloades fra hjemmesiden.
|
