|
KOMMENTAR
Afskaf goldt kirkebureaukrati Af Bent Dahl Jensen Kirkeminister Tove Fergo (V) vil ændre den kirkelige lovgivning, så de lokale menighedsråd får øget kompetence på en række områder - som det fremgår af en kronik i Jyllands-Posten den 25. juni 2002, hvor ministeren skriver: "Hovedoverskriften for mine forslag er, at de 17.000 mennesker, der bruger en del af deres fritid på menighedsrådsarbejde, ved at blive befriet for det golde bureaukrati får mulighed for at bruge mere tid på liv og vækst i kirken." Det er en prisværdig hensigtserklæring fra ministerens side, men jeg tvivler på, at det er det, der bliver resultatet. Allerførst må jeg melde pas over for udtrykket "det golde bureaukrati". I mine to år som menighedsrådsformand har jeg indtil nu ikke oplevet, at goldt bureaukrati har været et problem. Jeg vil ikke afvise, at det kan være tilfældet nogle steder, men i givet fald skyldes det ikke nødvendigvis den eksisterende lovgivning. Årsagen kan også være, at menighedsrådsarbejdet ikke tilrettelægges godt nok. Et af elementerne i lovpakken drejer sig om budgetlægningen. Her foreslås det, at menighedsrådet fremover - efter et budgetsamråd i provstiet - får tildelt et rammebeløb, som budgettet skal holdes indenfor. Rammebevillingen vil omfatte et beløb for synsudsatte arbejder ved kirken og et beløb, der dækker alle de øvrige udgifter. På baggrund af disse rammebeløb skal menighedsrådet så udarbejde sit budget, men der stilles ikke længere krav om detaljerede budgetter; man kan nøjes med at budgettere på de forskellige hovedkonti (løn, vedligeholdelse, administration m.v.). Det bliver også muligt at flytte penge fra en hovedkonto til en anden (dog ikke synsudsatte arbejder ved kirken, der får en særskilt rammebevilling). Det lyder besnærende, at man ikke længere skal udarbejde detaljerede budgetter. Men hvordan skal et menighedsråd kunne møde op til et budgetsamråd i provstiet og argumentere overbevisende for, at det skal have ekstra penge til større udgiftskrævende opgaver, hvis det ikke i forvejen har udarbejdet et detaljeret budget, som viser, at pengene ikke kan skaffes inden for den hidtidige budgetramme? Og hvordan skal man kunne opstille anvendelige og ansvarlige budgetter ved blot at fordele rammebevillingen på nogle få hovedkonti? Dertil kommer, at mens vi i menighedsrådene i dag hovedsagelig diskuterer økonomi to gange om året (ved budgetlægningen og regnskabsaflæggelsen), så kan ministerens forslag let føre, at økonomien kommer på dagsordenen på langt flere menighedsrådsmøder end nu. For hvis vi vil gøre brug af den kompetence, der stilles i udsigt, vil vi uden tvivl flere gange om året komme i situationer, hvor vi skal diskutere, om vi vil flytte penge fra en konto til en anden. Derfor kan ministerens forslag nemt øge "det golde bureaukrati". Det mest interessante ved Fergos lovpakke er den sætning i de ledsagende bemærkninger, hvor ministeren skriver: "Det forventes (…) at kirkeskatten ikke stiger." Det er et klart signal om, at staten fortsat skal have det afgørende ord, når det gælder folkekirkens forhold og økonomi, og det er et meget foruroligende træk ved ministerens forslag. Et forslag, der søges vedtaget i 100-året for vedtagelsen af den første menighedsrådslov, burde tværtimod sigte på at frigøre folkekirken fra statsmagtens omklamring, så kirken i højere grad kunne blive herre i eget hus. Det er ikke - og bør ikke blive - folkekirkens problem, at VK-regeringen har bundet sig til et skattestop. For den såkaldte kirkeskat er ikke en skat på linje med andre skatter. Den er et bidrag, som folkekirkens medlemmer betaler til driften af det kirkesamfund, de er medlem af. Gennem kirkebidraget finansierer folkekirkemedlemmerne desuden (bortset fra i Sønderjylland) den civilregistrering, den er pålagt af statsmagten, men som ikke hører hjemme i kirken - og hvorved folkekirkemedlemmerne i virkeligheden betaler en ekstra skat til staten. Hvis kirkeministeren derfor for alvor vil give menighedsrådene øget kompetence, så kunne hun begynde med at give menighedsrådene fuldmagt til i samarbejde med provstiudvalgene suverænt at fastsætte størrelsen af de bidrag, folkekirkemedlemmerne betaler til deres kirkesamfund. Hvis staten ønsker at spare penge og mindske "det golde bureaukrati" inden for det kirkelige område, så kunne den i stedet for nedlægge Kirkeministeriet. Det ville spare samfundet for nogle millioner kroner. De opgaver, ministeriet i dag udfører i forbindelse med folkekirkens administration, kunne passende overføres til folkekirken. Og de opgaver, ministeriet har i forbindelse med anerkendelse af trossamfund m.v., kunne overføres til en kontor for religiøse anliggender, som kunne placeres i Justits- eller Indenrigsministeriet. Hvis Tove Fergo vil spare penge på folkekirkens vegne, så burde hun begynde med at skære i "det golde bureaukrati" på Slotsholmen frem for at beskære "liv og vækst" i det kirkelige arbejde i menigheder, fængselskirker m.v. Desuden burde hun afholde sig fra at ansætte en såkaldt spindoktor. Det er svært at se, hvordan den ansættelse vil gavne det kirkelige liv rundt omkring i menigheder og sogne. Jeg er tilhænger af, at der ændres på magtstrukturen i folkekirken - og herunder at menighedsrådene får øget kompetence på en række områder. Men ministerens forslag kan i den henseende nemt vise sig at være en narresut. Så vidt jeg kan se, vil forslaget også give ministeren mere magt. Udviklingen burde gå i den modsatte retning. Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |