|
KOMMENTAR
Afskaf kirkeskatten Af Bent Dahl Jensen Jeg har i al beskedenhed et enkelt ønske til kirkeministeren: Afskaf kirkeskatten.Skat er normalt noget, vi alle - uden undtagelse - betaler, hvis vi ellers er skattepligtige. Vi betaler skat til staten, til amt og kommune. Folketinget kan ændre bundgrænsens størrelse, regler for fradrag m.v., men gennem skatten bidrager vi alle - efter evne - til samfundshusholdningen. Sådan er det ikke med kirkeskatten. Den betales kun af den skattepligtige del af de ca. 85 procent af befolkningen, der er medlem af folkekirken. Derfor vil det være logisk at kalde kirkeskatten for det, den i virkeligheden er - nemlig et kirkebidrag. Brugen af betegnelsen kirkeskat fører jævnligt til, at man - ikke mindst fra politisk hold - helt uberettiget blander alle skatter sammen i en stor pærevælling og frimodigt erklærer, at når kommunerne skal spare, så skal folkekirken også - eller det kan føre til krav om, at folkekirken skal spare, så der kan bruges flere penge til opgaver i kommunerne (f.eks. plejehjem eller hjemmehjælp). Men sådan hænger tingene jo ikke sammen. Man kan ikke flytte penge fra folkekirken til kommunerne - eller omvendt. Folkekirken er ikke et offentligt samfundsgode på linje med hospitaler, plejehjem, hjemmehjælp, skoleundervisning, renovation m.v. Folkekirken er et trossamfund, som man kan tilslutte sig for at finde rum for sin gudsdyrkelse. Det er altså noget privat, hvilket blandt andet også ses af, at omkring hver syvende indbygger i Danmark ikke er medlem af dette kirkesamfund. Grundlovsfædrene gav ganske vist folkekirken en fortrinsstilling i forhold til andre kirke- og trossamfund, men det ændrer ikke ved, at det er et kirkesamfund, som man kan melde sig ind/ud af - alt efter ens tro og overbevisning. Derfor kan man ikke bare overføre penge fra dette kirkesamfund til kommunale opgaver - eller omvendt. Problemet er imidlertid, at denne klare adskillelse ikke gælder for de statslige finanser. Staten betaler biskoppernes løn og 40 procent af præsternes, mens folkekirken modsat udfører en del opgaver for det offentlige (bl.a. civilregistreringen) - opgaver, der ligger uden for de egentlige kirkelige anliggender. Derfor burde Folketinget snarest ændre disse urimelige forhold. For det er ikke rimeligt, at ikke-folkekirkemedlemmer betaler en del af folkekirkens udgifter, ligesom det heller ikke er rimeligt, at ét kirkesamfunds medlemmer skal betale for civilregistreringen, der også omfatter medlemmer af andre kirke- og trossamfund. Den opgave burde ligge i folkeregisteret. Ordningen med at opkræve kirkebidrag kunne også udvides til at omfatte andre kirke- og trossamfund, således at mennesker, der er medlem af en frikirke, en synagoge, en katolsk kirke, en muslimsk menighed eller et andet anerkendt/godkendt trossamfund, kunne få staten til at opkræve en vis procentdel af vedkommendes indtægt til det pågældende kirke-/trossamfund. Ligesom der opkræves arbejdsmarkedsbidrag af alle personer, der har en lønindtægt. Kirke- og trossamfundene skulle selvfølgelig i givet fald betale staten for opkrævningen af kirkebidragene. Kirkeminister Tove Fergo (V) har - i forbindelse med arbejdet med at lægge budgetter for 2003 - opfordret menighedsrådene til ikke at lade sognenes udgifter næste år stige med mere end de almindelige pris- og lønstigninger. Hun begrunder det blandt andet således: "Det vil være en meget uheldig situation, hvis folkekirken kommer til at fremstå som den eneste del af den offentlige sektor, hvor skatten stiger til næste år." Netop fordi folkekirken ikke er et samfundsgode på linie med de kommunale og statslige servicetilbud, er det forkert at gøre folkekirken til en del af den offentlige sektor - og det er uheldigt at gøre det, fordi det netop understreger et fejlagtigt indtryk af, at folkekirken er en religiøs serviceanstalt. Og der er gode grunde til, at vi i folkekirken - hvis vi ønsker det - lader økonomien udvikle sig anderledes end i den offentlige sektor. For mens der bliver flere skatteydere, der er med til at betale den offentlige sektors udgifter, så falder medlemstallet i folkekirken - og dermed er der færre til at betale for dette kirkesamfunds liv og vækst. Ser man på de seneste ti år (1989-1999) er antallet af skattepligtige i samfundet som helhed steget knap tre procent, hvorimod folkekirkens medlemstal er faldet med 1,3 procent. Dette forhold burde selvsagt medføre en stigning af kirkebidraget - og det er også sket visse steder i landet, mens andre takket være besparelser har været i stand til at køre med uændret kirkebidragsprocent eller med lavere stigninger, end der var berettiget. På landsplan er kirkebidragsprocenten steget fra 0,79 til 0,83 procent i perioden 1989-1999, hvilket svarer til en stigning på omkring fem procent. Herudover vil det være oplagt for et kirkesamfund, der oplever faldende tilslutning, at det gør en ekstra indsats for at vende udviklingen, hvilket også kan føre til velbegrundede stigninger i de lokale udgifter - f.eks. til en ekstra indsats omkring evangelisation og dåbsoplæring. Dermed ikke sagt, at vi i menighedsrådene bare skal lade udgifterne stige. Kirkebidragets beskedne stigning i de seneste år - medlemsfaldet taget i betragtning - vidner for mig at se også om, at der generelt udvises stor ansvarlighed rundtomkring i menighedsrådene. Men jeg mener modsat heller ikke, at vi skal være bundet af en statsministers letsindige løfte om et skattestop, som halvdelen af befolkningen alligevel ikke tror på. Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |