|
KOMMENTAR
DF-populisme at afvise integrationsforslag Af Bent Dahl Jensen Integrationsminister Bertel Haarder (V) er på vej med et forslag om, at børn af flygtninge og indvandrere, der er omfattet af integrationsloven, gratis skal kunne blive medlem af idrætsforeninger og spejderorganisationer i de første tre år. Ikke overraskende har Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, i kraftige vendinger taget afstand fra forslaget. Hun kalder det (Politiken, den 7. december) kynisk og siger, at det vil diskriminere danskere. DF-lederen foreslår i stedet for, at pengene bruges til enlige mødre i lavindkomstgruppen. Herved har Dansk Folkeparti endnu engang vist, at det ikke er interesseret i at integrere flygtninge. Den integrationsydelse, som flygtninge får i den første tid, er så lav, at det er en skamplet på det danske samfund. Derfor er det glædeligt, at integrationsministeren søger at rette lidt op på de skævheder, den afstedkommer. Det er da langt at foretrække, at flygtningebørn får mulighed for at deltage med jævnaldrende i danske foreninger, hvor de blandt andet kan forbedre deres danskkundskaber og få øget kendskab til det danske samfund, i stedet for at skulle side hjemme - eller hvad der nu kan blive råd til. Men det er Dansk Folkeparti altså ikke interesseret i at støtte dem med. Pia Kjærsgaard vil hellere bruge penge på at enlige mødre med lav indkomst kan sende deres børn til idræt eller lignende. Det er populisme, så det batter. På den ene side kritiserer hun Bertel Haarders forslag for at være diskriminerende i forhold til danskere, på den anden side kommer hun med et forslag, der også diskriminerer - idet det favoriserer en gruppe danskere i forhold til en gruppe udlændinge, der også tilhører lavindkomstgruppen. Det er da fint, at Pia Kjærsgaard pludselig vil vise omsorg for enlige mødre. Det havde dog været lidt lettere at tage den omsorg alvorligt, hvis forslaget var taget med i finanslovsaftalen for 2004. Det er yderst kritisabelt at komme her en måned senere og slå politisk mønt på at sætte en svag gruppe op over for en anden. Og når alt kommer til alt, så er det danske overflodssamfund så rigt, at der sagtens er råd til at hjælpe såvel flygtningebørn som børn af fattige enlige mødre, så de alle kan gå til idræt og spejder. Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |