KOMMENTAR
Artiklen er skrevet den 27. december 2003

 

Forbud fremmer ikke integration

Af Bent Dahl Jensen

"Tørklæder eller frihed" er overskriften på en artikel af den konservative udlændingeordfører Else Theill Sørensen (Jyllands-Posten den 27. december). Det er svært at se præcis, hvad den konservative politiker mener, men jeg forstår, at hun ønsker, at samfundet skal forbyde muslimske piger og kvinder at bære hovedtørklæde, da hun frygter, at nogle af de piger/kvinder, der bærer hovedtørklæde, ikke gør det af fri vilje. Hun er samtidig bange for, at de pågældende ikke bliver integreret i det danske samfund.

Else Theill Sørensen forlanger videre, "at de, der vil bo som borgere i vores land, også indretter sig efter, at de bor i et vestligt demokrati. Det er ikke dansk kultur og levevis, der skal bøje af."

Det er en frygtelig begrebsforvirring, Else Theill Sørensen her bringer på banen. "Vestligt demokrati" er en ting. "Dansk kultur og levevis" er en anden ting. Hos nogle mennesker forenes de to begreber, men man kan sagtens leve i et vestligt demokrati og være en god demokrat, uden at man følger dansk kultur og levevis. Det gælder indvandrere og flygtninge. De kan være nok så gode demokrater, selv om de ikke bare lige i et snuptag erstatter deres egen kultur og levevis med dansk kultur.

Integration er netop, at der er plads til forskelligheder, og at udlændinge kan leve mere deres særpræg i det danske samfund (selvfølgelig inden for lovens rammer). Integration er ikke, at fremmede skal fordanskes. Og den fordanskning, som Else Theill Sørensen foreslår, er ikke integration, men assimilation - og en sådan politik vil nemt føre til polarisering og opdeling af samfundet.

Det vestlige demokrati, som Else Theill Sørensen gør sig til talsmand for, er åbenbart heller ikke et demokrati, der indebærer retten til selv at vælge hovedbeklædning. Det er muligt, at nogle kvinder ikke bærer hovedtørklæde af fri vilje. Men hvis man vil den slags tvang til livs, må man lovgive direkte imod det. Det er en uskik at ty til indirekte lovgivning, som det desværre er sket på andre områder inden for udlændingepolitikken. Det kan ikke passe, at man skal forbyde alle mennesker at gå med hovedbeklædning, blot fordi nogle mennesker måske ikke gør det af egen fri vilje. Vil Else Theill Sørensen også forbyde katolske nonner, medlemmer af Frelsens Hær m.fl. at gå med tørklæder eller anden hovedbeklædning?

Else Theill Sørensen har ret til at søge at påvirke muslimske kvinder til ikke at gå med tørklæde. Men et forbud vil næppe hjælpe ret meget i den retning. Det vil kun skabe modvilje mod det danske samfund - ligesom der f.eks. er mennesker, der føler det som et indgreb i deres personlige frihed, at de skal bruge sikkerhedssele, når de kører bil. Den bedste mulighed for påvirkning er, at man mødes på lige fod og taler sammen, idet man betragter hinanden som ligeværdige mennesker. I den situation kan der skabes gensidig forståelse og nedbrydes fordomme - og det vil fremme integrationen.

^ Til top

< Til forsiden

Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk