|
KOMMENTAR
Fjern den kirkelige
Af Bent Dahl Jensen Kirkeminister Tove Fergo (V) har sendt en revideret udgave af sin lovpakke om ændringer i lovgivningen om folkekirkens økonomi m.v. til høring. Uanset om høringssvarene vil give anledning til yderligere ændringer i lovpakken, så vil forslagene før eller siden blive fremsat i Folketinget - og dermed blive behandlet i folketingssalen og i Folketingets Kirkeudvalg. For sådan er reglerne i dag. Det er Folketinget, der lovgiver om folkekirkens forhold. Spørgsmålet er imidlertid, om en lovpakke, der af ministeren kaldes "de mest vidtgående ændringer i magt- og ansvarsfordelingen i folkekirken i mands minde", ikke burde have taget endnu mere radikalt fat på at ændre magtstrukturen i folkekirken? Helt grundlæggende er det på tide, at folkekirken bliver så meget herre i eget hus, at den får mulighed for selv at afgøre, hvordan magtstrukturen og ansvarsfordelingen skal være i huset. Sagt med andre ord: Folketinget bør fritage sig selv for opgaven med at skulle lovgive om folkekirkens forhold. Den nuværende praksis med, at Folketinget er den øverste kirkelige lovgiver, passer ikke til det sekulariserede og pluralistiske samfund, der kendetegner Danmark anno 2002. Situationen er jo den, at der i dag blandt Folketingets 179 medlemmer, sidder to medlemmer, der er muslimer, to andre medlemmer er medlem af Pinsekirken, og måske er der folketingsmedlemmer, som tilhører andre trossamfund, ligesom der givetvis er nogle, der slet ikke er medlem af noget trossamfund - heller ikke folkekirken. Alligevel er disse medlemmer, ligesom det tidligere har været tilfældet med bl.a. jøder, katolikker og baptister, med til at lovgive om folkekirkens forhold. Det er helt naturligt, at nogle af Folketingets medlemmer ikke er medlem af folkekirken, for folketingsmedlemmerne repræsenterer jo en befolkning, hvor knap 85 procent er medlem af folkekirken. Og det er meget tilfredsstillende, at bredden i Folketingets sammensætning også afspejler de religiøse forskelle, der er i befolkningen. Derimod finder jeg det langt fra tilfredsstillende, at personer, der ikke er medlem af folkekirken, er med til at lovgive om folkekirkens forhold. Hidtil har det heldigvis ikke givet anledning til konflikter, men rent principielt er det ikke holdbart, at muslimer, jøder, katolikker, medlemmer af frikirker og andre personer, der ikke er medlem af folkekirken, har sæde i folkekirkens øverste lovgivende myndighed. På den baggrund vil jeg foreslå kirkeministeren, at forslaget til "de mest vidtgående ændringer i magt- og ansvarsfordelingen i folkekirken i mands minde" kort og godt får følgende ordlyd: Folketinget overlader det hermed til folkekirken at vedtage regler for, hvordan folkekirkens forhold og økonomi skal styres, idet folkekirkens styring fremover skal ske uden indblanding fra Folketingets eller andre offentlige myndigheders side. Nogle vil heroverfor indvende, at folkekirken via Grundloven er bundet til staten. Der står ganske rigtigt i Grundlovens paragraf 4, at "den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten." Men det indebærer jo ikke nødvendigvis, at Folketinget skal være lovgiver for folkekirkens egne forhold. Tværtimod står der i paragraf 66, at "folkekirkens forfatning ordnes ved lov." Den lov, der skal være grundlaget for folkekirkens forfatning, kunne have et indhold som foreslået ovenfor. Og den burde suppleres med en paragraf, der ophævede alle love, bekendtgørelser m.v., der er vedtaget specifikt for folkekirkens forhold. (Folkekirken skal selvfølgelig respektive den lovgivning, der er almengældende i Danmark, f.eks. skatte-, arbejdsmarkeds- og miljøbestemmelser.) Som en naturlig konsekvens af at flytte den folkekirkelige lovgivning fra Folketinget skal Kirkeministeriet nedlægges. De få funktioner, der vil blive tilbage i ministeriet (f.eks. godkendelse af trossamfund), kunne i stedet for placeres i et kontor for religiøse anliggender i enten Indenrigs- eller Justitsministeriet. Ud over at det principielt ikke er holdbart, at den verdslige stats lovgivende og udøvende myndigheder (Folketinget og regeringen) er folkekirkens øverste styrende organer, så kan folkekirken heller ikke være tjent med at have en politisk udpeget minister siddende i toppen. Især i perioder, hvor kirkeministeren ikke har et andet ministerium at tage vare på, men alene kan og skal bruge sin tid i Kirkeministeriet, kan det få nok så skæbnesvangre konsekvenser. Se blot på de to seneste - den radikale Johannes Lebech og Venstres Tove Fergo. Hvor andre kirkeministre nærmest har gjort en dyd ud af at være så usynlige som muligt - og det kan vi i folkekirken for så vidt være godt tilfredse med - så har Lebech og Fergo næsten ikke kunnet gøre sig synlige nok. Folkekirken kan ikke holde til at skulle spændes efter skiftende partipolitiske opfattelser. Uanset om man er enig eller uenig i de forskellige kirkeministres partipolitiske udmeldinger, så er det ikke tilfredsstillende for folkekirken at blive spændt efter forskellige partietiketter. Den ene dag skal vi føre religionsdialog, den næste skal vi tage os af de svage, der rammes af nedskæringer i kommuner og stat. En tredje dag kan vi risikere, at en socialistisk kirkeministeren opfordrer folkekirken til at gå forrest i kampen mod uretfærdighed og ulighed i verden, mens en fjerde måske vil forsøge at spænde folkekirken efter Dansk Folkepartis nationalistiske korstog. Folkekirken kan ikke holde til at være prisgivet skiftende partipolitiske topfigurer af forskellig observans. Den skal være sig selv, og den skal have lov til at være herre i eget hus. Folkekirken må frigøres fra den politiske og statslige omklamring, den er underlagt i dag, så der ikke af den grund sås tvivl om det evangelium, folkekirken er sat til at forkynde, og som er højt hævet over partipolitiske mærkesager. Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |