|
KOMMENTAR
Urimelig kritik af Af Bent Dahl Jensen Karsten Madsen kritiserer i B.T. (den 29. marts 2003) i skarpe vendinger DR's dækning af krigen mod Irak. Det må være nogle andre TV-aviser, han har set, end jeg har. For jeg synes, at DR generelt er sluppet godt fra dækningen. Hvis den endelig skal kritiseres, er det nærmere, at den visse dage i for høj grad har ligget i kølvandet på regeringens krigspolitik. Jeg synes godt TV-avisen kunne spare på omfanget af kommandørkaptajn Jens Claus Hansens militæranalyser af krigen. Selvfølgelig skal der orienteres om udviklingen dag for dag, men der er dog grænser for, hvor megen tid man skal bruge på at fortælle om stillingen i krigen nu er 15-2, 16-3 eller 19-4. Derimod har jeg visse dage savnet reportager og indslag om den humanitære side af krigen, herunder manglen på rent drikkevand og nødhjælpsforsyninger til civilbefolkningen. Så jeg synes på ingen måde, at DR har været ensidig - og stationen har heller ikke været specielt kritisk over for regeringen. Således var statsministeren i Profilen forleden, uden at han blev konfronteret med regeringens helt urimelig politik, der går ud på, at de penge, Danmark vil bruge på at genopbygge Irak, skal tages fra den almindelige u-landshjælp. Det er ganske enkelt skandaløst, for det betyder jo, at det bliver fattige mennesker i andre lande, der reelt kommer til at betale prisen for genopbygningen af Irak. Og det kan et rigt velfærdssamfund som Danmark simpelthen ikke være bekendt. Karsten Madsen bebuder, at han som bestyrelsesmedlem i Danmarks Radio vil tage krigsdækningen op til debat. Det er bekymrende, at et bestyrelsesmedlem på den måde vil blande sig i tv-stationens redaktionelle linje. Det bør han afstå fra. Vi seere er uden tvivl bedst tjent med, at politikerne og de politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer i DR, ikke blander sig i det redaktionelle arbejde. Ellers kan vi frygte, at DR i alt for høj grad kommer til at ligne det borgerlige TV 2, og det er bestemt ikke at ønske. Vi har ikke brug for to landsdækkende kanaler, der ligner hinanden til punkt og prikke. Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |