|
KOMMENTAR
Hvordan vil Bertel Haarder levere varen? Af Bent Dahl Jensen I "Debatten" på DR 2 den 11. november 2004, hvor der var debat på baggrund af Theo van Goghs film "Submission", inviterede integrationsminister Bertel Haarder (V) til en dialog med muslimer i Danmark. Det var kloge ord, for der er - som ministeren også gav udtryk - al mulig grund til, at alle gode kræfter i Danmark finder sammen, så polariseringen og opsplitningen af samfundet ikke yderligere forstærkes. Derfor er det yderst positivt, hvis vi nu kan opleve, at regeringen ikke længere vil tale om "dem" og "os", men inkludere alle i "os" - nemlig det "os", der omfatter den store del af befolkningen, som ønsker at leve fredeligt sammen med de særpræg, vi hver især har. Et "os", der omfatter kristne, muslimer, jøder, humanister og hvilke etiketter der ellers kan sættes på mennesker, som ønsker vores demokrati og retssamfund bevaret. Men spørgsmålet er så, hvordan Bertel Haarder og resten af regeringen vil levere varen. Her trænger flere spørgsmål sig på. Et af dem er, om imamer og andre religiøse ledere blandt muslimerne skal inddrages i dialogen? Ja, selvfølgelig skal de det. De er jo en del af det muslimske samfund, ligesom det også vil være naturligt at invitere kristne ledere, der har erfaring i dialogarbejde, med i gruppen. Man skal huske på, at kun knap halvdelen af indvandrerne og deres efterkommer i Danmark er muslimer. Omkring en tredjedel er kristne. Bertel Haarder efterlyste en liste over, hvem der repræsenterer muslimerne. Jeg håber, at muslimer, der indtager lederpositioner, hvad enten det er religiøst, politisk eller kulturelt, kontakter ministeren, så han kan få deres navne skrevet op på listen. Den bliver givetvis lang, men alt andet ville også være unaturligt, for muslimerne i Danmark er vel delt op i næsten lige så mange grupper, som kristne her i landet er. Da der for nylig var samlet omkring 80 personer fra forskellige kirkelige organisationer til et møde, hvorfra deltagerne enedes om at henvende sig til regeringen for at få nedsat et udvalg til at udrede opgave- og kompetencefordelingen i folkekirken, var der straks en sognepræst, der gjorde gældende, at den pågældende forsamling på ingen måde repræsenterede folkekirken. Jeg mener ikke, at præsten har ret. Men eksemplet viser, hvor svært det er at finde repræsentanter for folkekirken. Hvordan kan integrationsministeren, statsministeren m.fl. så forvente, at man kan få udleveret en liste med navnene på fem, ti eller 15 personer, der skulle repræsentere samtlige muslimerne? Der er langt flere repræsentanter, og man skal være opmærksom på, at de - ligesom kristne ledere - kan have hver deres dagsorden, som de er særligt optaget af. Det er netop derfor, der er brug for at invitere bredt, så de relevante nuancer og modsætninger kan komme til orde. Dernæst er det et spørgsmål, om regeringen ikke er nødt til at frigøre sig for det tætte samarbejde med Dansk Folkeparti, hvis dialogen skal lykkes? For Dansk Folkeparti har jo netop ved til ustandselighed at tale om udlændinge som et problem, om at udlændinge skal fordanske sig, om hjemsendelse af udlændinge osv. mere end noget andet parti bidraget til den polarisering, vi desværre ser i dagens Danmark. Partiet har ikke været ene om at grave grøfter og kaste med mudder. Det har andre grupper i samfundet også bidraget til, og der er også blevet kastet med mudder mod Dansk Folkeparti, og det er beklageligt, at vi er endt i en sådan sump. Men netop derfor er der grund til at bakke Bertel Haarder op, når man lægger op til, at vi stopper polariseringen og finder sammen om at løse de problemer, vi står med. Men kan integrationsministeren levere den vare, han bebuder, hvis han til stadighed bremses af et parti, der hidtil ikke har vist reel vilje til at støtte en seriøs integrationsindsats her i landet. Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |