KOMMENTAR
Artiklen er skrevet den 27. oktober 2004

 

Væk med partipolitikernes indflydelse, så DR fortsat kan værne om dansk identitet

Af Bent Dahl Jensen

I forbindelse med fyringen af Danmarks Radios generaldirektør Christian Nissen og senere formanden, Jørgen Kleeners (V) tilbagetræden - og ligeledes Venstrepolitikeren Karsten Madsens bebudede udtræden af bestyrelsen til nytår - rejser der sig en masse spørgsmål om DR's fremtid.

Flere partier har været fremme med forslag om, at DR skal have en såkaldt professionel bestyrelse, og at de partipolitiske repræsentanter ikke længere skal have plads i bestyrelsen. Det forslag, som åbenbart også har stor tilslutning i regeringspartierne, bliver dog ikke til noget, fordi Dansk Folkeparti ikke vil være med. Og som et af partierne bag det nuværende medieforlig, kan det dermed blokere for tiltrængte ændringer af DR's ledelsesform.

Det vil i den sammenhæng være et væsentligt skridt at fjerne de partipolitiske repræsentanter fra bestyrelsen. Men det vil være endnu vigtigere, at der indgås et nyt forlig, hvor man vender tilbage til den gamle linje, hvor bestyrelsen ikke har ansvaret for DR's programpolitik.

For det er i sig selv ikke så afgørende, om bestyrelsesmedlemmerne er aktive politikere eller blot partimedlemmer, som mange af dem formentlig er. Alle mennesker har holdninger. Det afgørende er, hvad bestyrelsesmedlemmerne - med deres forskellige holdninger og partifarve - skal beskæftige sig med. Og her må det være bestyrelsens opgave at sikre, at DR overordnet kører som en god forretning med de forpligtelser, den har som licensfinansieret tv-station. Licensmidlerne skal bruges fornuftigt, så der samlet set i de forskellige radio- og tv-kanaler under DR sendes en bred vifte af udsendelser, der dækker befolkningens behov for samfundsoplysning, debat, kultur og underholdning.

Der skal være noget for børn, unge, voksne og ældre - kort sagt noget for alle aldersgrupper. Der skal være noget for de sportsinteresserede og for dem, der ikke gider se sport. Der skal være plads til tv-serier, der kan samle om ikke hele befolkningen, så dog halvdelen. Der skal være plads til programmer om særlige emner, der tiltrækker en langt mindre seerskare. Der skal ud over de daglige nyhedsudsendelser om politik og øvrige samfundsforhold, også være plads til programmer om tro, tvivl, eksistens, videnskab og meget andet. Her supplerer DR1 og DR2 hinanden fortrinligt.

Opremsningen kunne fortsættes. Men jeg synes, at DR generelt, hvis vi ser på de seneste ti år under et, har været god til at opfylde de forventninger, jeg som licensbetaler har til radio- og tv-virksomheden. Der er og har også været udsendelser, som jeg ikke vil drømme om at se, men sådan må det nødvendigvis være på en station, der skal dække bredt. Der skal også være udsendelser for dem, der har nogle helt andre interesser, end jeg har. Når alt kommer til alt, er DR den tv-station, der mere end nogen anden er med til at afspejle og skabe dansk identitet i disse år. Men jeg kan frygte, at DR's gode linje får trange kår, hvis der fortsat skal være en bestyrelse, som har ret til at blande sig i DR's programpolitik. Det kan nemt ødelægger meget, og det kan gøre det meget surt for medarbejderne.

Vi skal nødig tilbage til forholdene i 1970'erne, hvor der sad et næsten partipolitisk opdelt radioråd og programråd som DR's øverste ledelse. Det er ikke politikeres opgave at skulle sidde og bestemme, hvad der skal sendes i landsdækkende radio- og tv-kanaler. Og det virker meget illoyalt, når politikere i DR's nuværende bestyrelse - som det f.eks. er sket med Karsten Madsen (V) og Søren Espersen (Dansk Folkeparti) - er gået ud i offentligheden med kritik af DR's programpolitik. Som bestyrelsesmedlemmer skal de gøre deres arbejde i bestyrelsen på dennes møder - og ikke bruge tillidshvervet som et platform for politisk agitation i offentligheden.

Mon Karsten Madsen, mens han var redaktør på Berlingske Tidende, ville have brudt sig om at blive kritiseret af et af sine bestyrelsesmedlemmer i offentligheden? Næppe, og med rette, for det er ikke loyalt af bestyrelsesmedlemmer at gå i offentligheden med intern kritik. Selvfølgelig skal der være plads til, at vi offentligt kan diskutere både DR's, TV 2's og alle andre tv-stationers udsendelser. Men personer, der sidder i de respektive stationers bestyrelser, bør være loyale over for stationen og fremføre deres kritik internt.

En af ulykkerne ved at have et DR, hvis programpolitik er underlagt det partipolitiske flertal i bestyrelsen er, at vi får en tv-station, der skiftevis er underlagt påvirkningen fra et liberal-borgerligt flertal og skiftevis fra et socialdemokratisk-kulturradikalt flertal.

Her er det langt at foretrække, at DR får en bestyrelse, hvis medlemmer ikke skal blande sig i den daglige programpolitik, men alene sikre gode rammer, så der kan laves kvalitetsprogrammer, hvor såvel den liberal-borgerlige del af befolkningen som den socialdemokratisk-kulturradikale og andre dele af befolkningen bliver tilgodeset.

Desværre kan man frygte, når Dansk Folkeparti sætter hælene i over for ændringer på det punkt, at årsagen er, at partiet ønsker en udvikling - som i det gamle radioråd - hvor det politiske flertal kan udøve meningstyranni og bestemme, hvad der skal sendes og ikke sendes. Vi har jo set, at partiet på andre områder er parat til at indskrænke andres ytringsfrihed. Senest har partiet kritiseret Mellemfolkeligt Samvirke for, at organisationen på sin hjemmeside opfordrer til, at der oprettes en moske i Danmark. Det er utroligt, at retsordføreren for parti, der er repræsenteret i Folketinget, kan komme med et sådant angreb på andres ytringsfrihed. Den slags meningstyranni hører ikke hjemme i et demokrati anno 2004, men nærmere i enevældstiden.

Tilsvarende er det måske ikke ytringsfriheden og meningsfriheden, der er i centrum for Dansk Folkeparti, når det gælder Danmarks Radio, men derimod et ønske om, at partiet får størst mulig indflydelse på de ytringer, der kommer via DR - hvad enten det er i underholdningsprogrammer eller nyhedsudsendelser.

^ Til top

< Til forsiden

Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk