|
KOMMENTAR
Statsministeren bør efterkomme ønsket om at få nedsat et folkekirkeligt udredningsudvalg Af Bent Dahl Jensen Forhåbentlig var det blot udtryk for manglende omtanke, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) efter tirsdagens ministermøde afviste ønsket fra en række kirkefolk om, at der nedsættes et folkekirkeligt udredningsudvalg til at analysere opgave- og kompetencefordelingen mellem de forskellige instanser i folkekirken. Ifølge Kristeligt Dagblad den 26. oktober ser dog ud til at være et politisk flertal, der støtter forslaget, og man må håbe, at dette flertal får statsministeren på andre tanker. Hvis regeringen fastholder afvisningen, cementerer regeringen yderligere den tiltagende statsliggørelse, der er sket af folkekirken i de seneste år. Statsliggørelsen er en følge af, at folkekirken er blevet underlagt regeringens skattestop. Det har betydet, at kirkeministeren ikke har villet forhøje landskirkeskatten og samtidig er kommet med kraftige opfordringer til menighedsråd og provstiudvalg om, at man også lokalt holder kirkeskatten i ro. Dette på trods af, at kirkeskatten ikke er en almindelig skat, men et medlemsbidrag, folkekirkens medlemmer betaler til deres trossamfund - og derfor burde dette trossamfund også suverænt kunne fastsætte, hvor meget der skal opkræves i medlemsbidrag. Desværre er folkekirken bundet til staten gennem tætte bånd, og derfor administrerer Kirkeministeriet en væsentlig del af folkekirkens økonomi - nemlig en del af præsternes løn og en række fælles opgaver, som finansieres af Folkekirkens Fællesfond. Bindingen har været skæbnesvanger for folkekirken i de seneste år, fordi det har vist sig, at de ministerielle embedsmænd i en række år ikke har haft styr på økonomien i Fællesfonden. Kirkeminister Tove Fergo (V) har så forsøgt at rydde op i det økonomiske rod - med den følge, at folkekirken skal holde igen på en række områder. Alene af den grund bør man arbejde for at sikre folkekirken den reelle indflydelse på dens økonomi - også den del, der ligger i Fællesfonden. Til trods for de snævre rammer og den anstrengte økonomi udfører folkekirken fortsat en stor arbejdsopgave for staten, idet folkekirken (bortset fra Sønderjylland) tager sig af civilregistreringen. Den opgave, som også omfatter registreringen af den stigende andel af befolkningen, der ikke er medlem af folkekirken, betales fortsat fuldt ud af folkekirken. Og der er udsigt til, at endnu flere opgaver bliver lagt ud til kordegne og kirkebogsførende sognepræster med den nye navnelov, der er undervejs. Der sker herved en øget statsliggørelse i og med, at staten (via Justitsministeriet) pålægger folkekirken at udvide de opgaver, den udfører for staten. I navnelovsudvalgets forslag til en ny navnelov lægges der op til, at flere opgaver flyttes fra statsamterne til kordegnekontorer, så flest mulige navnesager kan afgøres lokalt. Det kan være fornuftigt ud fra et brugersynspunkt. Men den logiske konsekvens ville være, at man i samme åndedrag flyttede hele civilregistreringen over i statsligt/kommunalt regi - ligesom i Sønderjylland. Jeg kan ikke se logikken i, at jeg som folkekirkemedlem skal betale for, at de 15-16 procent af befolkningen, der ikke er medlem af folkekirken, bliver registreret, mens de ikke selv betaler en krone til den opgave. Der er således på flere punkter sket en øget statsliggørelse af folkekirken. Men samtidig har statsministeren selv bidraget til om ikke en direkte, så i hvert fald en indirekte statsliggørelse af folkekirken med sine udtalelser i begyndelsen af året om, at homoseksuelle burde have ret til at blive viet i folkekirken. Uanset, hvad man mener om det spørgsmål, så er det et spørgsmål, der alene skal afgøres af folkekirken. Det er nu engang ikke statsministerens eller andre politikeres opgave at diktere indholdet af folkekirkens lære. Folkekirkens lære skal ikke afgøres på basis af, hvad der er politisk opportunt at mene, af Gallup-demokrati eller af underskriftsindsamlinger. De læremæssige spørgsmål skal alene afgøres ud fra folkekirkens bekendelsesskrifter. Men statsministeren - og de politikere, der fulgte i kølvandet på ham - har med sine udtalelser lagt et politisk pres på folkekirken for at få den til at tage spørgsmålet op. Det er heri statsliggørelsen ligger. Statsministeren og de øvrige politikere burde i respekt for folkekirkens selvbestemmelse have afholdt sig fra at udtale sig politisk om et teologisk spørgsmål. Sidstnævnte sag har yderligere styrket behovet for at få adskilt kirke og stat. Det vil der næppe være flertal for blandt politikerne, som nødig vil afgive magt. Et nødvendigt kompromis kunne være, at man løsnede båndene mellem staten og kirken. Under alle omstændigheder er der på grund af den tiltagende statsliggørelse af folkekirken brug for, at opgavefordelingen bliver klarlagt. Og derfor er det glædeligt, at en bredt sammensat forsamling af kirkefolk på mødet i Nyborg den 23. oktober kom med en opfordring til, at der nedsættes et folkekirkeligt udredningsudvalg til at analyse opgave- og kompetencefordelingen. Her har folkekirken brug for statens støtte. Derfor - og i respekt for, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten - bør regeringen efterkomme ønsket om et udredningsudvalg. Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |