|
KOMMENTAR
Religionsforfølgelse skal Af Bent Dahl Jensen Religionsforfølgelse skal tages alvorligt i asylsager En iransk flygtning, der er konverteret fra islam til kristendommen, har for nylig fået asyl i Danmark. I første omgang havde Flygtningenævnet givet afslag, fordi nævnet ikke fandt, at han risikerede forfølgelse på grund af sin nye tro, hvis han vendte tilbage til Iran. Det førte til, at han indledte en sultestrejke, fordi han frygtede for sit liv, hvis han blev tvangsudsendt. Hans advokat søgte samtidig om at få sagen genoptaget i Flygtningenævnet, da nyt baggrundsmateriale viste, at der var stor sandsynlighed for, at han ville bliver forfulgt i Iran. Sultestrejken blev afbrudt efter ca. fire uger, da Flygtningenævnet meddelte, at sagen ville blive genoptaget. Det er imidlertid ikke de nye oplysninger om forfølgelse af kristne i Iran, der ligger til grund for, at den iranske flygtning har fået opholdstilladelse. Flygtningenævnet begrunder afgørelsen med, at de iranske myndigheder kan have fået kendskab til, at han er konverteret til kristendommen, fordi flygtningen og hans sag nu har været omtalt i flere medier. Det er overordentligt glædeligt, at den pågældende flygtning har fået asyl, efter at han i snart to et halvt år har levet i uvished og utryghed. Derimod er det meget kritisabelt, at Flygtningenævnet negligerer risikoen for, at han som en kristen, der er konverteret fra islam, ikke blot kan blive forfulgt og udsat for tortur, men også risikerer at miste sit liv, hvis han vender tilbage til Iran. I Iran bor der omkring 200.000 kristne. Hovedparten af dem tilhører den armenske kirke, den assyriske kirke eller andre gamle kirkesamfund, der har eksisteret i århundreder. Disse kirkesamfund er knyttet tæt til de pågældende etniske mindretal og holder gudstjenester på deres eget sprog. Herudover findes en række evangeliske kirkesamfund. De anslås at tælle mellem 10.000 og 15.000 mennesker. Selv om forfølgelsen er gået værst ud over de evangeliske kirker, rammer den også de gamle kirkesamfund. Således skriver Ebrahim Ghaffari, der er ledende direktør for organisationen ICI (Iranian Christian International), i meddelelse den 30. oktober 2002, at en del armenske og assyriske kristne i de seneste år er flygtet fra Iran, og det tager han som udtryk for, at disse etniske mindretal og deres kirker fortsat er udsat for en umenneskelig behandling. I 2000 flygtede omkring 3000, hvoraf hovedparten var armenske eller assyriske kristne, til vestlige lande. Allerede i 1998 oplyste ICI, at "forfølgelsen af armenske og assyriske kristne er alvorligere og mere udbredt, end det har været antaget ifølge tidligere rapporter". Og videre: "Forfølgelsen er taget til. Almindelige kristne, præster og kirkeledere bliver fortsat arresteret, fængslet og tortureret, alene på grund af deres religion. Nogle er under stærk overvågning og får rutinemæssigt deres telefoner aflyttet og breve åbnet, mens andre modtager mundtlige eller skriftlige dødstrusler. Nogle er undsluppet snigmordsforsøg. Andre har mistet deres job eller er blevet nægtet beskæftigelse, bolig og uddannelse." Alligevel skrev Flygtningenævnet i det afslag, det i september gav den iranske flygtning, at det ville være muligt for ham at vende tilbage til den armensk ortodokse kirke, da den ikke anses for at være missionerende, og at "det derfor skulle være muligt for ansøgeren ved en tilbagevenden at praktisere sin kristne tro". Det er givetvis rigtigt, at den armenske kirke ikke anses for at være missionerende. For dens gudstjenester og øvrige aktiviteter foregår på armensk, mens hovedsproget i Iran er farsi. Derfor er det ulogisk at henvise den farsitalende iraner til en kirke, hvor han ikke forstår sproget. Det svarer til, at en dansker, der ikke forstår grønlandsk, henvises til den grønlandske kirke. Dernæst er den iranske flygtning blevet døbt i Danmark og tilhører en evangelisk kirke (Den Danske Folkekirke), og derfor er det også af den grund ulogisk at henvise ham til en ortodoks kirke. For det tredje har han deltaget i et kirkeligt arbejde blandt herboende iranere. Han ønsker ikke at leve med en hemmelig tro. I Danmark kan han praktisere sin tro åbent som medlem af Folkekirken, men hvordan skulle han kunne praktisere sin tro i et armensk kirkesamfund, som han ikke tilhører, som holder gudstjenester på et sprog, han ikke forstår, og som afstår fra at missionere blandt mennesker uden for kirkens egne rækker? Flygtningenævnet har således med begrundelsen i september afsløret en uhyggelig uvidenhed om religiøse forhold, både generelt og i Iran. Organisationen Iranian Christian International, ICI, har udarbejdet en del rapporter om kristnes forhold i Iran. Flere af dem er citeret i rapporter fra bl.a. Human Rights Watch og det amerikanske udenrigsministerium. I det baggrundsmateriale, som Flygtningenævnet på sin hjemmeside henviser til angående forholdene i Iran, optræder også en rapport fra ICI, "The Continued Escalation of Persecution of Evangelical Christians in the Islamic Republic of Iran" fra oktober 1996. Derimod findes den opdaterede version af samme rapport fra januar 2003 ikke på listen. ICI's rapport "The Status of Human Rights of Ethnic Armenian/Assyrian Christians in the Islamic Republic of Iran" med et opdateret forord fra oktober 2002 er heller ikke med på listen. Disse rapporter giver et godt indblik i kristnes forhold i Iran. Ifølge ICI er der således sket en optrapning af forfølgelsen mod evangeliske kristne og "af almindelige iranske muslimer, der konverterer til kristendommen". I en 35-siders rapport fra februar 2003 oplyser ICI, at man har modtaget adskillige rapporter om arrestationer af grupper på 20, 30 og op til 40 personer, og Ebrahim Ghaffari skriver, at "selv om nyhederne fra kirken i Iran er ufuldstændige og ofte er lang tid om at nå verden udenfor, så kan vi bekræfte mindst otte dødsfald siden 1988, mellem 15 og 22 er forsvundet i 1997 og 1998, og tre er forsvundet i 2000. (Man må formode, at de fleste eller måske alle er blevet myrdet.)" Derfor bør disse rapporter være at finde i det baggrundsmateriale, der ligger til grund for de danske udlændingemyndigheders behandling af asylsager - ikke mindst i behandlingen af sager om flygtninge, der er konverteret fra islam. For selv om sagen med den iranske flygtning nu har fået en lykkelig afslutning, så har den også rejst nogle principielle spørgsmål i forhold til religiøse flygtninge, som stadig står ubesvarende. Jeg har inden for de seneste måneder talt med flere kristne fra forskellige lande i Mellemøsten og Nordafrika. Og man kan se, at det ikke kun er i Iran, men også i en række andre lande, at der sker forfølgelse af mennesker, som konverterer fra islam - det kan være alt fra, at de chikaneres, fyres fra deres job til arrestationer og tortur - og i værste fald mister de livet. I nogle tilfælde står myndighederne bag forfølgelsen, i andre tilfælde kommer den fra familie og slægtninge. Når man hører disse beretninger, kommer man unægtelig til at tænke på forholdene for de kristne i det Sovjetunionen under kommunismen. Her blev kristne også forfulgt - ikke mindst dem, der tilhørte ikke-registrerede kirker. Men der var også praksis for, at sovjetiske kristne fik asyl i Vesten, hvis de flygtede hertil. Tilsvarende principper må gælde i dag. Det kan ikke være rigtigt, at flygtninge, der f.eks. er konverteret fra islam til kristendom, skal sendes tilbage til et hjemland, hvor de risikerer forfølgelse i form af fængsling og tortur, og hvor de i værste fald risikerer at blive henrettet eller "forsvinder". Derfor bør udlændingemyndighederne tage risikoen for forfølgelse i hjemlandet yderst alvorligt, når de behandler asylsager, hvor mennesker søger asyl af religiøse grunde. Sagen om den iranske flygtning viser, at Flygtningenævnet har brug for at supplere sit baggrundsmateriale på en række punkter. Hvis det ikke er tilstrækkeligt til at sikre forfulgte religiøse flygtninge asyl, må der et politisk initiativ til. Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |