|
KOMMENTAR
Send flere flygtninge Af Bent Dahl Jensen Forleden sad jeg i en lille multietnisk gruppe, som blandt andre omfattede en iraner og en kurder, der var fra Irak. I løbet af samtalen kom det frem, at iraneren og kurderen begge var flygtet fra krigen mellem Iran og Irak i 1980'erne. De havde faktisk i løbet af deres krigstjeneste befundet sig i nærheden af den samme by - på hver sin side af fronten. Om de havde været der på præcis samme tidspunkt var uklart, men de kunne teoretisk set have skudt hinanden under krigen. Det gjorde de ikke. I stedet for kom de for omkring 20 år siden til Danmark som flygtninge og fik asyl. De er nu danske statsborgere og er i arbejde. Jeg glædede mig over, at der dengang var en regering (borgerlig), der førte en langt mindre restriktiv udlændingepolitik, end VK-regeringen gør i dag. De to mænd kan stadig blive mindet om krigens rædsler, men de klarer sig fint. I gruppen sad vi og talte om bønnerne i Fadervor, og den aften drejede samtalen sig specielt om bønnen: "Giv os i dag vort daglige brød". De to flygtninge har fået det daglige brød i årrække i Danmark, og de har på deres side givet deres bidrag til samfundshusholdningen her i landet. Der bliver dog hurtigt kastet mørke skygger over den glæde og varme, som ovennævnte hændelse efterlod hos mig, når man ser det lovforslag, integrationsminister Bertel Haarder (V) netop har fremsat om ændring af reglerne for udvælgelsen af kvoteflygtninge. Danmark har i en årrække modtaget 500 kvoteflygtninge om året. Det er flygtninge, der har opholdt sig i flygtningelejre rundt omkring i verden, og nogle af dem, der er kommet hertil, har haft behov for en særlig fysisk eller psykisk behandling, de ikke har kunnet få i deres hjemland. Kvoteflygtningene er hidtil primært blevet udvalgt på grundlag af deres behov for beskyttelse. Men integrationsministeren ønsker, at udvælgelsen af kvoteflygtninge fremover skal baseres på flygtningenes såkaldte "integrationspotentiale". Her tænkes på flygtningenes mulighed for at slå rod i Danmark. Man vil foretrække en flygtning, der kan flere sprog, frem for en analfabet, en ingeniør frem for en bjergbonde osv. Det er et yderst betænkelig kursskifte, regeringen her lægger op til. For i det øjeblik, man begynder at sortere mennesker efter, hvem vi har mest brug for, gør man flygtningepolitikken til indvandringspolitik. For så handler det ikke længere primært om at beskytte mennesker, der ikke kan vende tilbage til deres hjemland, men om, hvem vi kan få mest ud af. Selvfølgelig skal flygtninge have mulighed for at arbejde og gøre sig gældende som mennesker i alle dele af samfundslivet. Det er desværre ikke altid sket. Det er ikke lykkedes alle at komme så langt som de to mennesker, jeg beskrev i indledningen. Og en forfejlet og mangelfuld integrationsindsats kan desværre forværre de lidelser, som flygtningene har med i bagagen hertil. Derfor er det vigtigt, at de integreres i samfundet - og det er hele befolkningens ansvar. Men selve udvælgelsen bør fortsat ske ud fra flygtningenes behov for beskyttelse. Og selv om det i langt de fleste tilfælde vil være bedst at hjælpe flygtningene så tæt på deres hjemland som muligt, så må vi se i øjnene, at der er mennesker, der har brug for at kunne bosætte sig i et andet land. Og som et af verdens rigeste lande med en overflod af velstand for hovedparten af befolkningen bør Danmark selvfølgelig fortsat yde en indsats her ved at tage imod nogle af de mennesker, der er henvist til transittilværelsen i en flygtningelejr. Ja, spørgsmålet er, om vi ikke - nu hvor andelen af asylsøgere er faldet betydeligt, og hvor Danmark har beskåret udviklingshjælpen med et milliardbeløb - skulle forhøje kvoten. Hvorfor ikke udvide den nuværende kvote på 500 til det dobbelte eller tredobbelte? Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |