|
KOMMENTAR
Usaglig omtale af indvandrere Af Bent Dahl Jensen På forsiden af B.T. den 13. august står der: "5.000 indvandrerbørn sendt på koran-skole i forældrenes hjemland:" - og med store typer kommer hovedoverskriften: "Lærer at foragte Danmark". Med mindre skrift hedder det videre: "Skal genopdrages, når de er blevet for danske", og så der henvises der artikler på side 6 og 7 i avisen. På forsiden sætter B.T. ekstra trumf på ved at bringe logoet "B.T. AFSLØRER". Når man slår op på side 6 og 7 ser man to hovedartikler og en række mindre noter. Den ene handler om pigen Sandra. Under overskriften "Sandra, 14, blev for dansk - ville ikke rette sig efter faderen: Sendt til Pakistan på genopdragelse" fortælles om 14-årige Sandra. Det er en rystende historie om pigen, der som 14-årig sendes til Pakistan af sin far. Her bliver hun ifølge artiklen sat i koranskole, tvunget til hårdt arbejde i morfaderens hjem og bliver dagligt udsat for vold. Da hun indvilger i at gifte sig med en pakistansk fætter, som hun forloves med, får hun lov til atter at rejse til Danmark. Efter ankomsten her til landet søger hun hjælp hos en indvandrerrådgivning og bliver straks tvangsfjernet og anbragt i Sverige, men her opdages hun efter nogle måneder, og ingen har hørt fra hende siden. Den anden artikel har overskriften: "5.000 børn sendt på strenge koranskoler: De lærer at foragte Danmark". Artiklen er skrevet på baggrund af oplysninger fra en norsk organisation, Human Rights Service (HRS), som blev oprettet i 2001. Hovedkilden er rapporten "Ute av syne, ute av sinn", HRS udgav i juni i år, og rapporten suppleres af udtalelser fra HRS' informationsansvarlige, Hege Storhaug. B.T. skriver videre blandt andet: "Rapporten afslørede, at 5.000 børn og unge med tilknytning til Norge eller med norsk statsborgerskab til enhver tid befinder i forældrenes hjemland. Den norske organisation skønner nu, at problemet er mindst lige så stort i Danmark." I indledningen af artiklen hedder det således: "Flere tusinde piger og drenge er i øjeblikket på genopdragelse i deres forældres hjemland. Børnene bliver sendt af sted fra Danmark helt ned i fireårsalderen og bor enten hos storfamilien, på en kostskole eller en koranskole, før de vender tilbage til Danmark som rigtige muslimer, der foragter danske værdier." Bemærk, at i selve artiklen er der ikke tale om, at de 5.000 børn går på "strenge koranskoler" - nu bor de " hos storfamilien, på en kostskole eller en koranskole". Der er med andre ord ikke dækning for B.T.'s sensationelle overskrift. Forskellen bliver endnu tydeligere, hvis man læser den norske rapport, som findes på HRS' hjemmeside. Her skriver den norske organisation i rapportens sammendrag på side 4 blandt andet: "Der foreligger yderst lidt dokumentation angående indvandrere og flygtninges praksis med at sende deres børn til opvækst og skolegang i oprindelseslandet. … Omfanget af praksisen er langt mere almindelig end antaget. Der er god grund til at antage, at der til enhver tid befinder sig flere tusinde børn med norsk statsborgerskab eller med fast opholdstilladelse i Norge i forældrenes oprindelsesland. Hvilke forhold de lever under eller hvilken skolegang de eventuelt får, er ukendt for de norske myndigheder. Forældrenes motiv for praksisen er af både værdimæssig og økonomisk karakter.…" Rapporten indeholder videre en beskrivelse af de indtryk, HRS fik under en to ugers studietur i begyndelsen af 2004. Her besøgte de et område i Pakistan, hvor langt hovedparten af de pakistanske indvandrere i Norge kommer fra. Her opsøgte HRS en række skoler for at få kontakt med børn, der havde norsk statsborgerskab. Først besøgte de nogle koranskoler. Den første (med 100-150 elever) havde ingen elever med norsk statsborgerskab for tiden, men havde haft. Den næste virkede nærmest tom. Mens de på en tredje koranskole fik indtryk af, at der var elever med udenlandsk statsborgerskab. Skolen afviste dog, at der var norske elever på koranskolen, som ifølge HRS-rapporten mest af alt lignede "et fængsel". Andre kilder oplyser dog senere, at der går norskpakistanske elever på koranskolen. Herefter besøgte HRS et drengecollege og en række privatskoler, heriblandt et par militærskoler. Skolerne har fra 300 til 1700 elever, og de har - eller har haft - elever med norsk statsborgerskab. Børnene har enten deres mor med i Pakistan eller bor hos slægtninge. Det fremgår ikke klart, hvor mange norskpakistanske børn der befinder sig på de skoler, HRS besøgte, men organisationen vurderer, at "tusindvis" synes at være "nærmere sandheden end hundredvis". Derimod fremgår det meget klart af rapporten, at der langt fra er tale om, at tusindvis - endsige 5.000 - elever med norsk statsborgerskab går på "strenge koranskoler". Det forhindrer dog ikke B.T. i at gentage den udokumenterede påstand i en billedtekst, hvor avisen skriver: "Norske undersøgelser viser, at omkring 5.000 børn med tilknytning til landet går i de berygtede koranskoler. Problemet menes at være lige så stort for indvandrerbørn fra Danmark. …" Selv om Danmark nævnes perifert enkelte gange i rapporten, forholder den sig ikke til, hvor mange danskpakistanske børn der opholder sig i Pakistan. Rapporten, der er udgivet af HRS, giver med andre ord ingen dækning for B.T.'s overskrift, der lød: "5.000 børn sendt på strenge koranskoler". Der er ganske enkelt tale om en aldeles usaglig omtale af indvandrere i Danmark, hvor den skrækkelige historie om Sandra blæses op til en historie om "5.000 koranskoleelever" - og som toppen på kransekagen tager B.T.'s lederskribent kraftigt afstand fra de opblæste uhyrligheder. I mine øjne er det på ingen måde ønskeligt, at indvandrerforældre sender deres børn på langvarige ophold i deres hjemland. Det gavner ikke børnenes integration i det danske samfund, blandt andet fordi det forringer deres danskkundskaber. Modsat kan jeg godt forstå, at nogle muslimske forældre reagerer på den sekularisering og materialisme, de møder meget voldsomt i det danske samfund. Det er forståeligt, at de ønsker at give deres børn en muslimsk opdragelse - ligesom nogle kristne forældre sender deres børn i kristne friskoler, herunder kristne efterskoler. Men det er en meget dårlig idé at løse ønsket om en muslimsk opdragelse ved at sende børnene til et andet land. Det må løses i Danmark, så børnene bevarer kontakten til det land, hvor de efter al sandsynlighed skal leve deres voksenliv. Modsat skal kritikken af disse "hjemsendelser" føres på en saglig måde - og i respekt for indvandrernes kultur og religion. Det fremmer på ingen måde integrationen, hvis man kører frem med dækningsløse overskrifter i hetzagtige kampagner. Det er klart, at de tilfælde, hvor et barn udsættes for vold, tvang eller lignende overgreb, selvfølgelig må anmeldes, så disse sager kan blive efterforsket - og de skyldige stilles for en dommer. Det er en helt naturlig fremgangsmåde i et retssamfund. Kriminalitet skal anmeldes, og i de tilfælde, hvor der er hold i anklagerne er det op til domstolene at dømme de skyldige. Anderledes kan det ikke være. Men det er yderst kritisabelt, når et dagblad - som det sker her med B.T. - generaliserer ud fra en sag, hvor der efter avisens fremstilling helt klart er begået kriminelle overgreb mod et barn, og gør 5.000 børn til elever på "strenge koranskoler". Det er muligt, at det gavner B.T.'s oplag og Dansk Folkepartis opinionstal, men det gavner ikke integrationen af indvandrere og flygtninge i det danske samfund - og det er ikke med til at fremme fællesskabet og sammenholdet i befolkningen. Tværtimod. Den slags artikler og aviskampagner bidrager kun til at øge opsplitningen og polariseringen i samfundet. Det er også yderst kritisabelt, at Dansk Folkeparti med udgangspunkt i B.T.'s artikler har føjet endnu et kapitel til partiets føljeton af kampagner mod indvandrere og flygtninge, der ikke kommer fra vestlige lande. Hvis partiet vil tages alvorlig som et parti, der er parat til at arbejde for integration, så bør partiet fremover afholde sig fra den slags kampagner, der kun er med til at piske til den fremmedfjendske stemning i befolkningen. Det er i forlængelse af ovennævnte interessant af bemærke, at samme dag, som B.T. bragte de her omtalte artikler, bragte avisen også en artikel (side 10) med overskriften "Ingen farvede her, tak!" - og underrubrikken lyder: "Vi vil ikke have indvandrere i praktik her, fordi de skræmmer kunderne væk, siger 10 danske virksomheder til B.T." I artiklen citeres et par håndværksmestre, der er imod at ansætte mørklødede lærlinge, mens en enkelt i slutningen af artiklen fortæller, hvor han ansætter nydanske unge i sit firma. Det er meget sørgeligt, at et stort antal danske håndværksfirmaer ikke vil ansætte unge med en anden etnisk baggrund end dansk. Hvordan skal de så blive integreret i samfundet? Og hvordan skal nydanskerne undgå at havne i dagpengesystemet og på offentlig forsørgelse, hvis danske arbejdsgivere ikke vil ansætte dem? Den slags kan vi ganske enkelt ikke være bekendt
i Danmark. Det undrer mig blot, at jeg - modsat sagen om børn, der sendes
tilbage til forældrenes hjemland, for at børnene kan få en muslimsk opdragelse
- ikke har bemærket, at politikere fra Dansk Folkeparti eller lederskribenter
i B.T. udtrykke voldsom forargelse over, at en række danske virksomheder
har den praksis, der samme dag blev beskrevet på side 10 i B.T. Uddybende oplysninger 4. april 2005: VK-regeringen tog i 2004 initiativ til at få undersøgt omfanget af, hvor mange udenlandske børn der er på længerevarende udlandsophold, herunder genopdragelsesrejser. Resultatet forelå i foråret 2005, og undersøgelserne viser, at antallet langt fra når op på de tal, der blev nævnt i B.T.s artikel. Undersøgelserne viser også, at ferie og familiebesøg er den hyppigste årsag til børns længerevarende ophold i forældrenes hjemland. Her bringes et uddrag af Integrationsministeriets pressemeddelelse fra den 4. april 2005: "Den ene undersøgelse er gennemført af Ankestyrelsen for Integrationsministeriet i de 50 danske kommuner med flest ikke-vestlige børn under 18 år. Undersøgelsen ser på omfanget af udlandsophold samt kommunernes håndtering af opgaven. Samlet set har de 50 kommuner kendskab til 554 børn, der er eller har været på længerevarende udlandsophold siden 1. juli 2002. Der er dog store forskelle kommunerne imellem – f.eks. har Århus Kommune kendskab til 196 børn. Det har siden 1. juli 2002 været muligt for kommunerne at stoppe udbetaling af bl.a. forsørgersats, hvis barnet ikke opholder sig i Danmark. Undersøgelsen viser, at der er stoppet ydelse i 43 pct. af de tilfælde, hvor kommunerne har fået kendskab til, at et barn er eller har været på et længerevarende udlandsophold (svarende til 253 tilfælde). Skoler og institutioner (med børn og unge under 18 år) skal, når et barn har været fraværende, og det formodes, at barnet ikke opholder sig i Danmark, indberette dette til kommunen (indført pr. 1. juli 2004). I 24 af de 50 kommuner har skoler eller andre børne- og ungeinstitutioner indberettet børn, der formodes at opholde sig i udlandet (svarende til 287 børn). Den anden undersøgelse er gennemført af NIRAS Konsulenterne og har haft fokus på årsagerne til de længerevarende udlandsophold og konsekvenserne heraf for børnene. Ifølge undersøgelsen er der tale om fire typer af udlandsophold: (1) social genopdragelse, (2) kulturel eller religiøs genopdragelse, (3) identitetsdannelse og afklaring af tilhørsforhold samt (4) ferie eller familiebesøg. Undersøgelsen viser, at ferie og familiebesøg udgør langt hovedparten af de længerevarende udlandsophold. ..."
Læs mere > Læs pressemeddelelsen fra Integrationsministeriet Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |