|
KOMMENTAR
Kamp mod sort arbejde Af Bent Dahl Jensen VK-regeringen vil skærpe indsatsen over for mennesker, der arbejder sort. Konkret nævnes i en artikel på Jyllands-Postens hjemmeside den 20. august, at regeringen vil ramme kontanthjælpsmodtagere og starthjælpsmodtagere. Og Socialdemokraterne er ifølge artiklen positiv over for stramninger på området. Det er yderst tiltrængt med en øget indsats mod sort arbejde. Den opgave har skiftende borgerlige og socialdemokratiske regeringer forsømt i mange år. Men desværre ser det ud til, at regeringens bebudede indsats kun omfatter nogle gå udvalgte grupper - nemlig mennesker, der modtager kontanthjælp eller starthjælp. Med andre ord nogle af de fattigste grupper i dagens Danmark. Jeg vil derfor opfordre regeringen - og Socialdemokraterne, før de støtter et initiativ på området - til at sørge for, at et indgreb mod sort arbejde kommer til at omfatte alle grupper - også mellemindkomster og rige. Det må også ramme de håndværksfirmaer, bilværksteder og andre, der udfører sort arbejde - og det må ramme de mennesker, der får udført sort arbejde. Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |