KOMMENTAR
Uhæmmet nationalisme Af Bent Dahl Jensen Dansk Folkepartis nationalisme kender åbenbart ingen grænser. Partiformand Pia Kjærsgaard foreslår, at Danmark skal stoppe for indvandring fra Irak, Iran, Libanon og Somalia – og hvis det ikke er muligt på grund af de internationale konventioner, Danmark har underskrevet på linje med andre civiliserede samfund, så skal konventionerne siges op. Begrundelsen er, at det vil give Danmark mere velfærd. Det er uhyggeligt, at egoisme og materialisme kan få en partileder til at handle så umenneskeligt, som Pia Kjærsgaards forslag er udtryk for. Næstekærligheden står ganske enkelt ikke særlig højt hos Dansk Folkeparti-lederen. Dernæst er partilederens forslag præget af diskrimination og en utrolig tilfældighed. Hovedparten af den indvandring, der finder sted i dag, sker gennem familiesammenføringer. Men hvorfor skal man lige præcis udelukke familiesammenføringer og dermed indvandring for personer fra Irak, Iran, Libanon og Somalia. Hvorfor skal en dansk statsborger kunne blive familiesammenført og bosætte sig i Danmark med en person fra Saudi-Arabien, men ikke en fra Iran; med en syrer, men ikke en fra Irak; med en egypter, men ikke en fra Libanon; med en etiopier, men ikke en fra Somalia. Hvorfor denne diskriminering? I stedet for at lukke Danmark af for omverdenen burde Dansk Folkeparti indse, at indvandrere og flygtninge ligesom indfødte danskere er mennesker på godt og ondt. Og i stedet for at splitte samfundet op i ”os” og ”dem” burde Dansk Folkeparti satse på integration af de nye danskere, så vi i fællesskab kan bidrage til at udvikle samfundet til fælles bedste.
Læs mere Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |