| KOMMENTAR Offentliggjort i Kristeligt Dagblad den 5. april 2005
Overlad til kejseren Af Bent Dahl Jensen Der er kommet mange reaktioner fra præster og andre folkekirkemedlemmer, fordi nogle baptister ikke vil henvende sig til deres kirkekontor for at anmelde deres barns fødsel. Der tales endda om ”fornærmelse mod præsters embedsførelse”. Men hvorfor alt dette postyr? Hvorfor er dele af folkekirken så optaget af at bevare en opgave, som intet har med kirke at gøre? I virkeligheden bør vi være glade for de aktuelle protester, der kommer fra baptister og katolikker, for de kan forhåbentlig hjælpe os med at få adskilt tingene, så kirken tager sig af det kirkelige og staten det, der hører civilsamfundet til. Så sent som i 1840’erne blev der praktiseret tvangsdåb af baptistbørn. Baptisterne, der i 1839 havde oprettet en menighed i København, praktiserede voksendåb og derfor lod de ikke deres børn døbe. Men biskop Mynster mente, at det var statskirkens pligt at sørge for, at børnene blev døbt, og det gjorde man så – i nogle tilfælde med politiets hjælp. Omkring 30 baptistbørn blev tvangsdøbt, før tvangsdåben blev afskaffet i 1848. Der var dog flere præster, som nægtede at foretage tvangsdåb, og de blev bakket op af Grundtvig, som mente, at ”statskirken prostituerer sin dåb ved at prakke den på gendøberne”. Med Grundloven af 1849 blev der indført religionsfrihed, og dermed var al videre tale om tvangsdåb udelukket. Ligesom baptisterne dengang var med til at sætte fokus på religionsfriheden, kan vi håbe, at de aktuelle sager kan bidrage til at fjerne civilregistreringen fra folkekirken. På Jesu tid var det kejseren, der tog sig af opgaven med at registrere befolkningen. Derfor kan vi igen passende overlade det til kejseren at skrive i mandtal – så vi i kirken kan koncentrere os om den opgave, kirkens herre har givet os: at forkynde evangeliet for alle folkeslag. Det er selvfølgelig nemmere blot at registrere de fødte, men Jesus har ikke kaldet hverken præster eller andre kristne til at være kongelige embedsmænd. Han kalder os til at være efterfølgere og budbringere om evangeliets glædelige budskab.
Læs mere > Statsligt tyveri fra folkekirken Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |