KOMMENTAR
Samfundet blander Af Bent Dahl Jensen Venstres integrationsordfører, Irene Simonsen, er fortørnet over, at nogle af folkekirkens præster har tilladt sig at kritisere Dansk Folkeparti og VK-regeringens stramninger af flygtningepolitikken. ”De har misbrugt deres embede ved at blande religion og politik. De klandrer mig for ikke at være en kristen, men jeg er et kristent menneske, og jeg vil gerne tage en snak med dem om næstekærlighed. Men når jeg laver politik, så er det ikke med udgangspunkt i, at jeg er kristen, men i at jeg er politiker, for jeg blander ikke religion og politik,” udtaler Irene Simonsen (Kristeligt Dagblad den 15. december 2005) og opfordrer præsterne til at koncentrere sig om at forkynde evangeliet og lade være med at blande sig i politiske spørgsmål. Hendes partifælle Flemming Jansen, borgmester i Pandrup, går endnu videre. Han skriver i Kristeligt Dagblad den 20. december 2005, at hvis præsterne ”virkelig ikke mener, at religion og politik kan adskilles, så skal de fratages deres embeder i folkekirken”. Hertil er for det første at sige, at præster har ret til at benytte deres forkyndelsesfrihed til at tale de politiske magthavere imod. For det andet bliver religion og politik jo blandet sammen i Danmark. Vi har en folkekirke, der reelt fungerer som en statskirke, idet det er de politiske organer Folketinget (som lovgivende magt) og kirkeministeren (som udøvende magt), der som Folkekirkens øverste organer bestemmer antallet af præstestillinger og mange andre væsentlige sager i Folkekirken. Og vi har en folkekirke, der har tid til anden bliver udsat for politisk indblanding fra politikere – lige fra statsministeren til menige folketingsmedlemmer, der ikke er medlem af Folkekirken. Folkekirkens forhold bliver således på en række felter dikteret af det politiske system. Men det vil være rart, hvis Irene Simonsen vil bruge sin indflydelse som folketingsmedlem til at få adskilt Folkekirken fra staten, så vi undgå denne sammenblanding af politik og religion i fremtiden. Denne adskillelse skal selvfølgelig også indebære, at Folkekirken og andre trossamfund som institutioner ikke sætter sig på den politiske magt. Folkekirkens opgave er ikke at blive en del af det politiske magtapparat; dens opgave er at forkynde det kristne budskab om frelse, omvendelse og efterfølgelse – til alle tider og alle steder. Kirkens mission er at forkynde evangeliet, og det skal den gøre, uanset om budskabet falder i regeringens smag eller ikke. Hvis kirken forfalder til at forkynde et tandløst evangelium, der stryger de politiske magthavere med hårene – som nogle kirker gjorde det under de tidligere kommunistiske regimer i Østeuropa – så har den forfejlet sit mål. Kirken skal ikke – som Irene Simonsen åbenbart ønsker – leve en isoleret tilværelse uden for den verden, den er sat i. Tværtimod. Kirken skal være lys og salt i verden, og derfor skal den sige fra, når det politiske system spreder mørke omkring sig. Irene Simonsen siger, at når hun laver politik, er det ikke med udgangspunkt i, at hun er kristen, men i at hun er politiker. Hvordan man som kristen, kan føre politik uden at tage udgangspunkt i, at man er kristen. For mig er den kristne tro mit livsfundament. Det er i troen på Jesus Kristus, jeg har Guds tilgivelse og kan søge hans hjælp og kraft til at leve livet efter hans vilje. For mig indebærer kristentroen, at jeg er kaldet til at leve i efterfølgelse. ”Følg mig,” siger Jesus igen og igen til de mennesker, han møder. Det er denne efterfølgelse, jeg ønsker at vandre i dag efter dag, år efter år – og derfor står kristentroen i mit univers over såvel Grundloven som alle andre menneskeskabte lovregler og konventioner. Jeg søger derfor at handle i overensstemmelse med min tro både når jeg handler i supermarkedet, når jeg tager stilling til politiske spørgsmål, og når jeg færdes i trafikken. Det lykkes ikke altid lige godt, men det ændrer ikke ved, at det er troen, der er udgangspunktet for de handlinger og valg, jeg foretager i mit liv og min dagligdag. Og derfor har jeg svært ved at forstå, hvordan Irene Simonsen bærer sig ad, når hun som politiker tager udgangspunkt i, at hun er liberalist, og i andre sammenhænge tager udgangspunkt i, at hun er kristen. Hvor kommer Gud ind i billedet? Er han kun dommer i forhold til de valg, hun træffer som kristen, men ikke i dem, hun træffer som liberalist? Irene Simonsen siger, at hun gerne vil diskutere næstekærlighed med de præster, der har kritiseret regeringens flygtningepolitik. Det er da fint, men næstekærlighed er jo ikke bare et debatemne, man kan sætte op som overskrift på en teoretisk studiekreds, tirsdag aften kl. 19-20 i sognehuset. Næstekærligheden er ikke et emne. Den er en handling, som opstår i det øjeblik, hvor et menneske hjælper sit nødstedte medmenneske. Dér er kærligheden til næsten. Næstekærlighed er ikke noget, man kan diskutere sig frem til. Man kan vise næstekærlighed, eller man kan vandre forbi sine nødstedte medmennesker og undlade at vise næstekærlighed.
Læs mere Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |