KOMMENTAR
Skru op for viljen Af Bent Dahl Jensen En af de dårlige nyheder i Politiken den 22. september 2005 var en artikel om, at 45 procent af danskere i alderen 16-50 år finder det usandsynligt, at de vil gøre noget for at møde indvandrere og flygtninge. Den positive nyhed er, at halvdelen af gruppen helt sikkert eller sandsynligvis vil gøre det – og at 87 procent af indvandrerne og flygtningene har lyst til at lære flere danskere at kende. Tallene stammer fra en undersøgelse, analyseinstituttet Catinét har lavet for Dansk Flygtningehjælp. Men det er dårligt nyt for integrationen af indvandrere og flygtninge, at op mod halvdelen af os danskere ikke vil gøre noget for at lære de af vore medmennesker, der er kommet hertil som flygtninge eller indvandrere, bedre at kende. Det er forståeligt, at man er reserveret over for ”de nye” – f.eks. hvis man får en ny arbejdskollega eller første gang skal møde sin kærestes familie. Men hvis man ikke møder den nye kollega eller kærestens familie, taler med dem, spiser sammen osv., så lærer man dem aldrig at kende. Så finder man ikke ud af, hvem de er, hvad de mener, hvor man er enige og hvor man ser forskelligt på tingene – og så er der grobund for, at misforståelser og fordomme kan vokse op og blive til meterhøjt ukrudt. Tilsvarende er der brug for, at vi danskere lærer vore medmennesker at kende – hvad enten de kommer fra Middelfart eller Mellemøsten, Slagelse eller Somalia, Usserød eller USA, Vestjylland eller Vietnam. Vi har brug for at kende til hinanden og nedbryde fordomme om hinanden. Det vil hjælpe os til at forstå hinanden – og afklare hvor vi er enige, og hvad vi ser forskelligt på. Det kan igen hjælpe os til at leve sammen i gensidig respekt og i fredelig sameksistens, uanset hvor mangfoldige forskelligheder, vi hver især har med os i bagagen. Desværre virker det til, at regeringen ikke har den samme opfattelse. I hvert fald er det mærkværdigt, at integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) i en kommentar til undersøgelsen på den ene side er glad for, at halvdelen af danskerne vil gøre noget for at møde indvandrere og flygtninge. Det tager hun som opbakning til integrationen. På den anden side kritiserer hun, at 13 procent af indvandrerne og flygtningene ikke vil gøre noget for at møde danskerne. For mig at se er det dog et betydeligt større problem, at næsten halvdelen af danskerne ikke vil gøre noget for at møde indvandrere og flygtninge. Ikke et problem, men medmenneskerIntegrationsministerens holdning falder desværre i tråd med den tendens, der er til at se indvandrere og flygtninge som ”et problem” frem for at se dem som medmennesker. Denne tendens sporedes også i forbindelse med det møde, statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og andre repræsentanter fra regeringspartierne for nylig holdt en række imamer og andre repræsentanter for etniske minoritetsgrupper i Danmark. Statsministeren har tidligere afvist at mødes med imamer, men terroraktionerne i blandt andet London tidligere i år fik statsministeren til at ændre mening. Det er meget positivt, at mødet blev holdt, men det er ærgerligt, at mødet først kom i stand, da terroren kom tæt på. Mødet burde have været holdt meget tidligere, for en statsminister har også brug for at lære ledere, også religiøse ledere, fra samfundets forskellige befolkningsgrupper at kende, så han kan få et større indblik i disse gruppers forhold, kultur og holdninger. Det er derfor godt, at den dialog, som nu er begyndt, kan fortsætte i den kommende tid på nye møder mellem parterne. Samtale fremmer forståelsen – og den fredelige sameksistens.
Læs mere > Dansk Flygtningehjælps integrationsundersøgelse Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |