| KOMMENTAR Artiklen er skrevet den 12. oktober 2005 - offentliggjort i Kristeligt Dagblad den 14. oktober 2005
Stop udvisningen Af Bent Dahl Jensen Rundt omkring i danske asylcentre sidder en del irakiske flygtninge, der har fået afslag på asyl, og frygter for, at de bliver sendt tilbage til Irak. Frygten er velbegrundet, når man tænker på, hvordan vi dagligt hører om bilbomber, kidnapninger og andre former for vold og trusler i Irak. I den situation er der al mulig grund til at appellere til regeringen og de partier, der er ansvarlige for den danske krigsdeltagelse i Irak: Stop udvisningen af irakiske asylansøgere! Mange af dem er flygtet fra krig og undertrykkelse, hvorfor skal de så sendes tilbage til et usikkert land, hvor krigen fortsætter dag efter dag? Og mange af dem lever under kummerlige forhold i Danmark, fordi de nægter at vende frivilligt tilbage. En del af de irakiske asylansøgere er kristne, og de vil næppe have meget at vende hjem til. For på mange måder er situationen for de kristne i Irak blevet forværret, siden USA indledte Irakkrigen. Det anslås, at mellem 40.000 og 50.000 kristne er flygtet fra Irak, siden optrapningen af kristenforfølgelserne tog til med bombeangreb på fem kirker den 1. august 2004. Hovedparten af disse flygtninge opholder sig i nabolandene Syrien og Jordan. Ved bilbombeaktionen i august 2004 blev 11 mennesker dræbt og 55 såret. Allerede i 2003 blev der meldt om overgreb mod irakiske kristne, og forfølgelsen fortsætter. Den 31. januar i år kunne man i den amerikanske avis Christianity Today læse om, at kurdere systematisk fordriver kristne. Man kunne også læse om, at nogle kristne var afskåret fra at deltage i parlamentsvalget i januar, fordi stemmeboksene ikke nåede frem til nogle af de assyriske afstemningssteder i tide. Og en talsmand fra ChaldoAssyrian American Advocacy Council fortalte om trusler mod kristne kvinder i Irak, kidnapning af børn og angreb mod kirker og mod forretninger, der ejes af kristne. Den 21. marts i år bragte samme avis en reportage om irakiske flygtninge i Syrien og Jordan. En kristen forretningsmand fra Bagdad, fortæller, at han og hans familie flygtede til Amman, fordi oprørere kidnappede hans 18-årige nevø. ”De slog ham meget slemt og skar i ham med knive overalt på kroppen. Mens han blev holdt fanget, viste de ham bånd, hvor man ser oprørere dræbe kristne. De advarede ham om, at ”hvis du går i kirke igen, vil vi skære hovedet af dig”! Vi havde intet andet valg end at forlade Irak,” siger forretningsmanden til avisen. Hvorfor vil Danmark udvise irakiske flygtninge, hvoraf nogle allerede har mistet pårørende på grund af krigen, til et så usikker fremtid? Giv dem dog lov til at blive her i landet, indtil der bliver fred, og det er sikkert for kristne irakere at vende tilbage til deres land! Den katolske præst i Esbjerg, Benny Blumensaat, fortalte i Kristeligt Dagblad den 11. oktober 2005 om en irakisk flygtning, der havde fået afslag på asyl – og begik selvmord dagen før, han skulle tvangsudvises fra Danmark. Det er desværre endnu et eksempel på en tragisk skæbne, der er en følge af VK-regeringens og Dansk Folkepartis umenneskelige flygtningepolitik. Der er ikke brug for flere af den slags skampletter.
Læs mere > Afviste irakiske asylansøgere fanget i asylsystemet > Hvordan vil regeringen sikre kristne en fremtid i Irak? Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |