KOMMENTAR
Indfør tilknytningskrav Af Bent Dahl Jensen Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) mener (Kristeligt Dagblad den 24. september 2005), at ”der er al mulig grund til at være stolt over det danske system”, når det gælder behandlingen af asylsager, hvor Flygtningenævnet er den øverste instans. Ministeren skriver videre, at der er ”ingen tvivl om, at de danske afgørelser er korrekte, baseret på grundighed, saglighed og retfærdighed”. Jeg har tidligere i år i breve til integrationsministeren forsøgt at få hende til at tage stilling til, hvorvidt tvangsudsendelsen i marts af to kvinder til et land i Mellemøsten, hvor de aldrig har opholdt sig, var udtryk for en ”retfærdig” udlændingepolitik. Kvinderne, der flygtede til Danmark for at undgå tvangsægteskaber, er konverteret til kristendommen. Ministeren har ikke hidtil villet udtale sig om, hvorvidt hun finder tvangsudsendelsen retfærdig, men når hun i Kristeligt Dagblad uforbeholdent skriver, at de danske afgørelser er ”baseret på … retfærdighed”, så går jeg ud fra, at det også gælder sagen om søstrene Eid. Men kan ministeren så ikke forklare, hvorfor det er retfærdigt at tvangsudsende to kvinder, der er konverteret fra islam til kristendommen, til et muslimsk land, hvor de aldrig har opholdt sig, og hvor de ikke har noget familiemæssigt eller andet socialt netværk? Faderen har mig bekendt stadig familiemedlemmer boende i det pågældende land, men de vil næppe være kvinderne særlig venlig stemt – dels fordi de er konverteret til kristendommen og dermed er frafaldne muslimer, dels fordi de er flygtet fra planlagte tvangsægteskaber. Derfor er der al mulig grund til at frygte, hvad der vil ske de to kvinder, hvis slægtninge til faderen finder dem. Men hvordan kan det være retfærdigt at tvangsudsende to kvinder til et land, hvor de af hensyn til deres sikkerhed er nødt til at leve i skjul? John-sagenDesværre er tvangsudsendelsen af de to kvinder ikke en enlig svale. Der er også sagen om den unge mand John. Han er ligeledes konverteret fra islam til kristendommen – og har fået afslag på asyl i Danmark og står til udvisning til Syrien, selv om han er født i Yemen og aldrig har boet i Syrien. I Johns tilfælde er det også faderens statsborgerskab, der er afgørende for, at han er blevet udvist til Syrien. Forældrene har fået afslag på asyl i Danmark og skal ligeledes udvises. Men faderen er imam i Det Muslimske Broderskab, og derfor virker det helt grotesk, at John skal udvises til samme land som forældrene. Han frygter med rette for sit liv. Derfor er det også uforståeligt, at Flygtningenævnet kan henvise John til at søge de syriske myndigheders beskyttelse. Hvordan skal de kunne beskytte ham, så han ikke udsættes for overgreb fra familiens side? Derfor er det glædeligt, at integrationsministeren i et svar til folketingsmedlem Jørgen Arbo-Bæhr (EL) den 23. juni 2005 erkender, at der kan være situationer, hvor det er tvivlsomt, om en person kan opnå en sådan beskyttelse. Ministeren skriver blandt andet: ”Dog kan overgreb udøvet af privatpersoner, f.eks. familiemedlemmer, være af et sådant omfang og af en så intensiv karakter, at de må anses for forfølgelse, hvis myndighederne er vidende om overgrebene og tolererer disse, idet de enten ikke har evne eller vilje til at yde beskyttelse mod overgrebene.” Nu venter vi blot på, at signalet fra ministeren slår igennem i sagsafgørelserne i Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet. Vil politikerne ænde reglerne?Men sagerne om John og de to kvinder rejser et principielt spørgsmål – nemlig om det er rigtigt og retfærdigt at udsende afviste asylansøgere til lande, hvor de aldrig har opholdt sig? Når Udlændingestyrelsen skal afgøre sager om familiesammenføring, spiller det blandt andet en rolle, hvilken grad af tilknytning de pågældende har til Danmark. Var det ikke en idé at indføre et tilsvarende tilknytningskrav i de sager, hvor asylansøgere får afslag på asyl, så de undgår at blive udvist til lande, hvor de aldrig har boet? Vil politikerne fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti, der har ansvaret for den nuværende stramme flygtningepolitik, være med til at indføre en sådan bestemmelse? Den vil f.eks. kunne sikre, at mennesker, der er konverteret til kristendommen, ikke udvises til et muslimsk land, de aldrig har opholdt sig i? Skepsis over for fact-finding rapporterIntegrationsministeren roser i Kristeligt Dagblad også de landerapporter, der udarbejdes af Udlændingestyrelsens fact-finding missioner. Jeg har kun læst få af disse rapporter, men på baggrund af de to rapporter, der er udarbejdet om Iran i 2001 og 2005, har jeg – modsat ministeren – stor skepsis over for disse rapporter. I den seneste landerapport om Iran, udgivet i april i år, behandles blandt andet forholdene for konvertitter – særligt med henblik på, hvad der sker med frafaldne muslimer. Rapporten bygger på oplysninger fra en leder fra det officielle retssystem, en direktør i det iranske udenrigsministerium, et par forsvarsadvokater og en repræsentant fra en menneskerettighedsorganisation. Men man har ikke talt med en eneste leder fra de forskellige kirkesamfund i Iran. Det er yderst kritisabelt – ikke mindst, når man i rapporten viderebringer oplysninger fra to officielle repræsentanter. Det er en meget ensidig udvælgelse af kilder, der her er foretaget. Her har grundigheden og sagligheden svigtet, og spørgsmålet er så, om juristerne i Flygtningenævnet på det grundlag kan træffe retfærdige afgørelser?
Læs mere > Baggrund om Udlændingestyrelsens Iran-rapporter Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |