KOMMENTAR
Artiklen er skrevet den 4. maj 2006

Forståeligt, at irakiske asylansøgere ikke rejser tilbage til deres krigshærgede land

Hvorfor vil danske myndigheder ikke lære af historiske fejltagelser med hjemsendelse af flygtninge?

Af Bent Dahl Jensen

”En undskyldning kan ikke gøre historien om. Men den kan tjene til at erkende historiske fejltagelser, så nuværende og kommende generationer forhåbentlig undgår lignende fejl i fremtiden.” Disse ord udtalte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for et år siden – den 4. maj 2005 i forbindelse med fejringen af 60-året for Danmarks befrielse. Det skete efter, at han havde beklaget, ”at danske myndigheder i nogle tilfælde var medvirkende til at udvise folk til lidelse og død i koncentrationslejrene. Det var personer, der søgte tilflugt her i landet fra de nazistiske forfølgelser af det jødiske folk. Danske myndigheder udleverede disse mennesker til nazisterne.”

Tirsdag den 18. april 2006 afviste statsministeren ved sit ugentlige pressemøde at sætte en grænse for, hvor længe asylansøgere og deres børn må opholde sig i et asylcenter. Flere hundrede asylansøgere har boet i op til fem, seks og syv år i asyllejrene – mange af dem har fået afslag på asyl, men er bange for at rejse tilbage til deres hjemland. Statsministeren udtalte i den forbindelse, at den eneste måde, disse mennesker kan forbedre deres forhold på, er ved at rejse hjem.

”Jeg er nødt til at sige, at disse sager er blevet behandlet efter alle de regler, der gælder i Danmark af de kompetente myndigheder. Og når de har besluttet, at der ikke er grundlag for, at de pågældende kan få asyl, så er der kun en ting at gøre, og det er at søge at få de pågældende hjemsendt,” sagde statsministeren ifølge Politiken den 19. april 2006.

Dagen efter udtaler integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) i samme avis: ”Der er ikke nogen, der ikke kan rejse frivilligt hjem, og hvis man har fået afslag på asyl, så har man altså pligt til at rejse hjem.”

Principielt har de to ministre ret i, at afviste asylansøgere bør rejse hjem. Modsat kan de danske myndigheder kun med rimelighed fastholde kravet, hvis der er garanti for, at asylansøgerne har fået deres sag afgjort gennem en retfærdig og uvildig sagsbehandling, og at der er sikkerhed for, at de afviste asylansøgere kan vende tilbage til sikre forhold i deres hjemland.

Men som praksis er i dag, er der desværre begrundet mistanke om, at disse betingelser ikke altid er opfyldt – og derfor er det fuldt forståeligt, at flere hundrede asylansøgere vælger at leve under kummerlige forhold i Danmark frem for at vende tilbage til deres hjemland. Efter at have hørt en række grufulde beretninger i de seneste uger om de dårlige forhold, vi i Danmark byder asylansøgere, burde det i sig selv være et tydeligt vink med en vognstang til de danske myndigheder om, at der er noget galt. Når flere hundrede mennesker vælger en tilværelse, hvor de har nogle få kvadratmeter til rådighed, hvor børnene mistrives, hvor mange risikerer at få det psykisk dårligere som tiden går – i nogle tilfælde med opløste ægteskaber og selvmord til følge – så er det nærliggende at tro, at de pågældende frygter, at forholdene er langt værre i deres hjemland.

Hele grupper af mennesker står i dag i fare for at blive afvist af et koldt og kynisk asylsystem, hvor de politiske retningslinjer synes mere præget af et ønske om at begrænse flygtninges adgang til Danmark end af at sikre flygtninge, der er forfulgt og truet, reel beskyttelse og en menneskelig tilværelse.

Ud af de godt 1.400 afviste asylansøgere, der står til hjemsendelse for tiden, er knap 600 fra Irak. De tæller både muslimer og kristne, og man forstår til fulde deres modvilje til at rejse tilbage til deres hjemland.

The Brookings Institution, der er et uafhængigt amerikansk researchinstitut, som følger situationen i Irak måned for måned, oplyser i en rapport fra den 30. marts, at militante oprørsgrupper i Irak i gennemsnit foretager 75 angreb om dagen – en voldsom stigning i forhold til tidligere. I februar 2004 var tallet nede på 21 angreb om dagen, og der sker op til 30 kidnapninger af irakere om dagen i Irak. The Brookings Institution vurderer, at der er 18.000 irakiske oprørere i landet, og at der er mellem 700 og 2.000 udenlandske oprørere i Irak.

På grund af denne meget usikre og risikofyldte sikkerhedssituation er det forståeligt, at det danske udenrigsministerium i sin rejsevejledning fraråder alle rejser til Irak.

Alligevel vil danske myndigheder sende irakere tilbage til deres uroplagede land. Det er yderst kritisabelt – ikke mindst fordi FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR i en rapport fra september 2005 med ”rådgivning angående hjemsendelse af irakere” advarer mod hjemsendelse af irakiske flygtninge. Af rapporten fremgår det, at der ikke er sket forbedringer i sikkerhedssituationen i hovedparten af Irak. Tværtimod er situationen blevet forringet mellem januar og august 2005 sammenlignet med samme periode i 2004. Det hedder videre, at på trods af valget i januar 2005 er de irakiske myndigheder ikke endnu i stand til at skaffe landets indbyggere blot et minimum af beskyttelse mod voldelige angreb (f.eks. bombeangreb på civile mål).

UNHCR-rapporten advarer mod en for tidlig hjemsendelse af irakiske flygtninge, da man herved risikerer at øge usikkerheden, fordi der kan opstå spændinger mellem lokalbefolkning og hjemsendte. UNHCR anbefaler på den baggrund kraftigt, at der ikke sker nogen tvangsmæssig hjemsendelse af irakere til det centrale eller sydlige Irak, indtil sikkerhedssituationen er blevet forbedret så meget, at en tilbagevenden er mulig, og indtil der er den nødvendige kapacitet til at kunne modtage de hjemsendte irakere. Kun for mennesker, der oprindeligt stammer fra en af de tre nordlige provinser (Sulaymaniyah, Erbil og Dohuk), kan en frivillig tilbagevenden komme på tale på nuværende tidspunkt, men kun for personer, der oprindeligt stammer fra disse provinser.

Disse anbefalinger har åbenbart ikke gjort indtryk på de danske myndigheder, for i Rigspolitiets rapport ”Status på arbejdet med udsendelse af afviste asylansøgere”, der blev offentliggjort den 21. april 2006, kan man læse, at de irakiske myndigheder hidtil ”med henvisning til levevilkårene og sikkerhedssituationen i Irak (har) afvist, at tiden er inde til at gennemføre tvangsmæssige udsendelser.” Så vidt så godt, for det ligger helt i tråd med UNHCR’s anbefalinger. Men i næste afsnit står der videre: ”Der pågår imidlertid løbende forhandlinger med de irakiske myndigheder om en tilbagetagelsesaftale. Af praktiske årsager forventes det, at udsendelser i første omgang vil kunne ske til det nordlige Irak. Ambassaden i Bagdad gennemførte i januar 2006 en fact-finding rejse til det nordlige Irak med henblik på at undersøge mulighederne herfor.”

Danske myndigheder arbejder altså – stik modsat anbefalingerne fra UNHCR – på at tvangsudsende afviste irakiske asylansøgere til Nordirak. Det er en yderst betænkelig affære, Danmark her er i gang med. Når UNHCR anbefaler, at kun irakere, der oprindeligt stammer fra det nordlige Irak, vender tilbage hertil – og kun, hvis det sker frivilligt – hænger det givetvis sammen med, at der kan opstå spændinger mellem de hjemsendte og lokalbefolkningen. Under Saddam Husseins styre blev blandt andet en del kristne tvangsforflyttet til den nordlige del af Irak. Efter Hussein-styrets fald går trafikken den modsatte vej, fordi nogle af disse ”tilflyttere” føler sig truet af den kurdiske lokalbefolkning og derfor forlader området.

En stor del af de afviste irakiske asylansøgere er kristne, og de frygter med god grund at blive sendt tilbage til deres hjemland. For efter Hussein-styrets fald har visse muslimske ekstremister iværksat en ny forfølgelse af kristne. Nogle er blevet dræbt, andre kidnappet, og der har været en række bombeangreb på kirker og andre bygninger.

Den 1. august 2004 blev fire kirker i Bagdad og to i Mosul udsat for bombeangreb. Alene ved bomberne i Bagdad blev 40 mennesker dræbt og 300 såret. Det var blot de første af en lang række angreb.

Ligeledes er mange kristne blevet dræbt eller kidnappet af muslimske ekstremister. Volden og truslerne er ofte rettet mod kristne forretningsfolk, ikke mindst de butiksejere, der sælger alkohol, driver modeforretninger eller skønhedsklinikker. En anden anklage, der rettes mod de kristne er, at de står i ledtog med de amerikanske tropper. Da USA og Vesten opfattes som kristne lande, tror nogle af de fanatiske muslimer, at kristne irakere samarbejder med de udenlandske styrker.

Det er baggrunden for, at adskillige tusinde kristne irakere er flygtet i de seneste år. Det anslås, at omkring 200.000 ikke-muslimer forlod deres hjem og flygtede ud af Irak eller til det nordlige Irak efter kirkebombningerne i 2004. Mange af disse flygtninge opholder sig nu i Jordan og Syrien, mens nogle er flygtet videre til vestlige lande.

Overgrebene mod kristne dokumenteres også i rapporten ”Background Information on the Situation of Non-Muslim Religious Minorities in Iraq”, der blev udgivet i oktober 2005 af UNHCR.

Danmark kan – med 530 soldater i Irak – ikke påvirke situationen i særlig stor målestok, men de danske myndigheder kan bidrage til, at de omkring 600 irakiske asylansøgere, der opholder sig i en pinefuld venteposition i Danmark, får en så menneskelig tilværelse, som det er muligt her. Netop den danske deltagelse i krigen i Irak – hvorved vi som nation har et ansvar for de usikre forhold i landet – forpligter Danmark til i særligt omfang at sikre de irakiske flygtninge her i landet en anstændig menneskelig tilværelse.

Så længe Udenrigsministeriet direkte fraråder danskere at rejse til Irak, og så længe UNHCR fraråder regeringer at tilbagesende afviste asylansøgere, bør alle irakiske asylansøgere som minimum sikres midlertidig opholdstilladelse her i landet, indtil sikkerhedssituationen er forbedret så meget, at det vil være muligt at vende tilbage i fred og sikkerhed – og uden risiko for forfølgelse fra fanatiske muslimske grupper.

Da mange af de irakiske asylansøgere ikke frivilligt ønsker at rejse hjem, er de i en situation, hvor de ikke længere får kostpenge. De får tre måltider mad om dagen, tandpasta, sæbe og andre personlige fornødenheder. Samtidig skal de som udgangspunkt to gange om ugen møde op hos politiet i asylcentret, hvor de bliver spurgt om, hvornår de rejser tilbage. Det sker ”som led i proceduren med at motivere de pågældende til at medvirke til udsendelsen”. Men alle disse sanktioner bør straks ophæves. Danske myndigheder bør ikke lægge et yderligere psykisk pres på en gruppe mennesker, som i forvejen er i en sårbar situation og for flere vedkommende er psykisk nedbrudte af den lange ventetid. For en ung mand blev ventetiden så uudholdelig, at han i efteråret 2005 tog sit eget liv.

På baggrund af den ændrede situation og den aktuelle usikkerhed i Irak bør de afviste irakiske asylansøgere endvidere have mulighed for at få deres asylsag genoptaget, da det ikke kan afvises, at nogle af dem i dag opfylder Flygtningekonventionens betingelser for, at de har krav på beskyttelse. De konstante overgreb, der foregår over for kristne i Irak er i dag af et sådant omfang, at det er omsonst at henvise dem til søge deres eget lands beskyttelse – for de irakiske myndigheder er ikke i stand til at garantere dem den beskyttelse, de har krav på.

”En undskyldning kan ikke gøre historien om. Men den kan tjene til at erkende historiske fejltagelser, så nuværende og kommende generationer forhåbentlig undgår lignende fejl i fremtiden.” Statsministerens ord fra den 4. maj 2005 er i allerhøjeste grad aktuelle i dag.

Men når man læser statsministerens, integrationsministerens og andre borgerlige politikeres udtalelser i de seneste dage, ser det desværre ikke ud til, at de ministre, VKO-flertallet og de myndigheder, der i dag har ansvaret for flygtningepolitikken, har lært af de historiske fejltagelser, der blev begået under Anden Verdenskrig.

Læs mere

> Asylansøgere og flygtninge

> Kristne i Irak

^ Til top

< Til forsiden

Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk