KOMMENTAR Nationalistisk konfrontation skal afløses af dialog Af Bent Dahl Jensen Næppe mange havde forudset, at Muhammed-tegningerne, der blev offentliggjort i Jyllands-Posten i september 2005, ville afstedkomme så omfattende og voldsomme reaktioner, som vi har set her i slutningen af januar og begyndelsen af februar – heller ikke undertegnede. Modsat var det naivt at tro – som nogle åbenbart har gjort – at de ikke ville medføre særlige reaktioner. Ukendskabet til religion og tro er desværre stort herhjemme – som én har sagt, er der næsten ingen huller i danskernes uvidenhed om kristendommen; og uvidenheden er endnu større når det gælder islam. Denne uvidenhed er uden tvivl årsagen til, at mange har undervurderet den forudsigelige reaktion fra mange muslimers side. Samtidig er sagen blevet mere kompliceret, som tiden er gået, fordi der ganske enkelt er flere dagsordener i spil. Det handler ikke længere om ytringsfrihed, som var Jyllands-Postens oprindelige dagsorden. Allerede da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i oktober afviste at mødes med ambassadører fra 11 muslimske lande, kom der en ny dagsorden i spil. Han kunne uden, at der var gået et eneste skår af ham, sagtens have holdt mødet med ambassadørerne og forklaret dem hans holdning til sagen. Desværre valgte han i stedet for at demonstrere en uhyggelig magtarrogance ved ganske enkelt at afvise ambassadørerne. Når man ved, hvor stor en rolle ”ære og skam” spiller i disse landes kulturer, er det nemt at forestille sig, at statsministerens afvisning var en betydelig fornærmelse af disse landes officielle repræsentanter i Danmark. De blev trådt grundigt over tæerne. Derefter kom der ikke blot én, men flere dagsordener i spil. For i den følgende tid begyndte forskellige muslimske lande at bruge sagen indenrigspolitisk i deres egne lande. Ved at angribe Jyllands-Posten og Danmark kunne disse regeringer vise forskellige befolkningsgrupper i deres lande, at de står vagt om islam, når religionen vanæres i udlandet. Begrundelserne er forskellige fra land til land, men resultatet var det samme: Kritik af Jyllands-Posten og Danmark. Senere rejste repræsentanter fra Islamisk Trossamfund i Danmark rundt i Mellemøsten for at informere om sagen og samle støtte til deres fortsatte kritik af Jyllands-Posten. Efterfølgende er det kommet frem, at disse repræsentanter ikke kun har oplyst om de 12 tegninger i Jyllands-Posten, men også har fremlagt vanærende tegninger, som aldrig har været offentliggjort i Danmark. Det sidste ser ud til at have skabt en del misinformation, som givetvis har været medvirkende til, at sagen eskalerede yderligere i slutningen af januar. Her må de pågældende muslimer, der langt fra repræsenterer alle muslimer i Danmark, besinde sig på det ansvar de har for, at eksisterende fordomme, misforståelser og vrangforestillinger ikke yderligere forstærkes - og hvis de har givet forkerte oplysninger, skal de selvfølgelig undskylde en sådan misinformation. Sideløbende har man af de reaktioner, der har været i pressen i slutningen af januar, fået en fornemmelse af, at en del af reaktionen fra danske muslimers side ikke kun handler om Jyllands-Postens provokerende tegninger, men også er en reaktion mod den forskelsbehandling, de har været udsat for i de seneste 10-15 år i Danmark. En reaktion mod, at de på grund af deres etniske baggrund ikke kan få arbejde, at de nægtes adgang til diskoteker. På et mere overordnet plan er det også en reaktion mod den nationalistiske kampagne, som Dansk Folkeparti har stået for helt tilbage fra partiets oprettelse for godt ti år siden. En kampagne, der har til formål at få flest mulige indvandrere og flygtninge til at forlade Danmark – og hindre nye i at komme ind. Ved generelt at betegne indvandrerne som et problem har Dansk Folkeparti i høj grad bidraget til at skabe en atmosfære, hvor indvandrere og flygtninge ikke føler sig velkomne her i landet. Ved på den måde at lægge gift for integrationen af udlændinge har Dansk Folkeparti i uhyggelig grad bidraget til at skabe et opsplittet samfund, hvor grøfterne til stadighed graves dybere og dybere, og hvor sammenhængskraften bliver mindre og mindre. Når man splitter mennesker op i ”dem” og ”os”, nedbryder man fællesskabet og sammenholdet. Desværre har denne holdning, hvor det er blevet politisk korrekt at tale nedsættende og generaliserende om indvandrere og flygtninge som et problem, bredt sig til flere andre partier. Brug for dialogDer er derfor i den aktuelle situation brug for, at vi stopper op og lærer af de seneste års fejltagelser, så den igangværende opsplitning og polarisering af samfundet ikke fører til et totalt sammenbrud. Der er brug for, at vi igen begynder at opbygge et samfund, hvor der er plads til menneskers forskellighed, således at mennesker fra forskellige kulturer og religioner kan leve side om side i fredelig sameksistens. Det kræver dialog og gensidig respekt. Vi har brug for at lære hinanden at kende, så vi bedre kan forstå hinanden – og de fordomme, vi hver især har om hinanden må ryddes af vejen og erstattes af en gensidig respekt for hinanden. Derfor bør VK-regeringen ikke længere lade sig dirigere af Pia Kjærsgaards nationalistiske taktstok, men etablere et bredt samarbejde henover midt i dansk politik. For der er ikke brug for yderligere konfrontationer.
Læs mere Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |