KOMMENTAR
Artiklen er skrevet den 17. november 2007

 

Giv afviste irakiske asylansøgere opholdstilladelse

Af Bent Dahl Jensen

Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) invitation til en bred aftale om løsning på den uholdbare situation for de afviste irakiske asylansøgere bør føre til, at et flertal i Folketinget snarest beslutter at give irakerne opholdstilladelse, som det flere gange er blevet henstillet af FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).

De irakiske asylansøgere, hvoraf mange har siddet fem-seks år eller mere i danske asylcentre, har brug sikkerhed og beskyttelse, så de ikke længere skal gå i en daglig usikkerhed om, hvad der sker dem.

Danmark var det første land, der ratificerede FN’s Flygtningekonvention, som blev vedtaget i 1951. Derfor burde Danmark også være et land, der sikrer mennesker, som drives på flugt på grund af politiske eller religiøse tilhørsforhold, deres etniske baggrund eller af andre årsager, en værdig og menneskelig behandling. Sådan er det desværre ikke længere. Hidtil har et flertal Folketinget afvist at følge de klare henstillinger, der er kommet fra FN’s Flygtningehøjkommissariat i forhold til irakiske flygtninge. UNHCR har flere gange henstillet til bl.a. Danmark, at irakiske flygtninge, der er flygtet til Europa, sikres beskyttelse i de lande, de nu opholder sig i, indtil det bliver sikkert for dem at rejse tilbage til Irak.

Som deltager i Irak-krigen har Danmark et ansvar for, at Irak er havnet i et kaotisk morads med drab, kidnapninger, etnisk udrensning m.v. til følge. Derfor har Danmark også et moralsk ansvar for at behandle de irakere, der er flygtet fra den herskende usikkerhed – eller ikke tør vende tilbage til den – på en anstændig og menneskelig måde.

Men desværre har vi indtil for nylig befundet os i den groteske situation, at Danmark med den ene hånd har ført krig i Irak, og med den anden har forsøgt at tvinge eller lokke afviste irakiske asylansøgere tilbage til ruinerne i deres krigshærgede land, hvor nogle af dem hverken har familie eller bolig tilbage.

Her og nu er det eneste rigtige at følge UNHCR’s henstillinger og give irakerne opholdstilladelse. De har brug for vished om, at de kan blive her i landet, indtil det en dag atter bliver sikkert for dem at rejse tilbage til deres hjemland.

For et par år siden beklagede Venstres statsminister, Anders Fogh Rasmussen, at Danmark i forbindelse med Anden Verdenskrig havde sendt jøder tilbage til Nazityskland. Det var berettiget at beklage det, der skete dengang. Men vi skal samtidig lære af historien. Vi skal ikke sende flygtninge tilbage til et land, hvor der foregår kidnapninger, etnisk udrensning og mange andre overgreb mod befolkningen.

Det burde også være muligt at få Dansk Folkeparti med i en bred aftale, for partiet plejer i tide og utide at gøre en dyd ud af at være "danskernes talerør". Hvorfor så ikke i denne sag?

Ritzau offentliggjorde i januar 2007 en meningsmåling, foretaget af Catinét, der viste, at 58,2 procent af de adspurgte mener, at irakerne skal "have lov til at blive i Danmark, indtil Irak kan tage dem tilbage". Hertil kommer, at 26 procent mener, at irakerne skal have asyl. Det betyder med andre ord, at næsten 85 procent af "danskerne mener", at de afviste irakiske asylansøgere skal have asyl eller en anden form for opholdstilladelse i Danmark.

Hvorfor så ikke lave en aftale, der følger UNHCR's henstillinger og har opbakning blandt et stort flertal af befolkningen?

 

Læs mere

> Asylansøgere

> Irak

^ Til top