multisamfund.dk - kommentar til Rikke Hvilshøjs udtalelser om irakiske asylansøgere

KOMMENTAR
Artiklen er skrevet den 2. februar 2007
- en forkortet og lettere redigeret udgave blev bragt som kronik
i Kristeligt Dagblad den 10. februar 2007

Rikke Hvilshøj
vildleder offentligheden

Af Bent Dahl Jensen

Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) vildleder offentligheden, når hun afviser at forholde sig til de anbefalinger, FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) kommer med i forhold til irakiske asylansøgere, og sender spørgsmålet videre til Flygtningenævnet, der er øverste instans i behandlingen af asylsager.

UNHCR anbefaler i rapporten fra den 18. december 2006, at irakiske asylansøgere fra det centrale og sydlige Irak får en positiv behandling i forhold til kriterierne FN’s Flygtningekonvention fra 1951, idet man mener, at der er en velbegrundet frygt for alvorlige menneskerettighedskrænkelser, som falder inden for de forfølgelsesgrunde, der er nævnt i Flygtningekonventionen. (“Iraqi asylum-seekers from Southern and Central Iraq should be favourably considered as refugees under the 1951 Convention relating to the Status of Refugees, given the high prevalence of serious human rights violations related to the grounds in the 1951 Convention.”) Og i de tilfælde, hvor en asylansøger får afslag, anbefaler UNHCR, at de sikres en anden form for beskyttelse, og at ingen irakere tvangsmæssigt sendes tilbage til det centrale og sydlige Irak, før sikkerheden og menneskerettighedsforholdene er væsentligt forbedret. Ligeledes anbefaler UNHCR, at der kun sendes irakere, der oprindeligt stammer fra de tre nordlige provinser, tilbage til disse provinser.

Rikke Hvilshøj udtalte i en kommentar hertil i Politiken 7/1-2007: ”Men man er nødt til at holde fast i, at det ikke er mig, der skal vurdere, hvilken konsekvens og betydning, UNHCR’s vurdering kan få. Det skal Flygtningenævnet. Hvis jeg begynder at blande mig i det, blander jeg mig i den dømmende magt.” Og ministeren havde følgende kommentar til, at en advokat havde peget på, at ministeriet kan give humanitær opholdstilladelse: ”Så kender den advokat ikke reglerne tilstrækkeligt godt. Humanitær opholdstilladelser er ikke noget, der kan samle alt muligt op. Der er meget klare regler og en klar praksis på det felt, så man kan ikke bare efter forgodtbefindende bruge de regler.”

Flygtningenævnet forholdt sig første gang til UNHCR’s anbefalinger den 16. januar, hvor en irakisk asylansøger fik afslag. Flygtningenævnet gør ifølge referatet af sagen i Politiken den 17. januar 2007 samtidig klart, at det ikke kan give opholdstilladelse efter andre paragraffer, men henviser til Integrationsministeriet og Udlændingeservice. Rikke Hvilshøj havde umiddelbart ingen kommentarer hertil ud over en mail, hvor hun skrev: ”Det er Flygtningenævnet, der vurderer, om en person er forfulgt og risikerer forfølgelse. Der er ingen irakere, der bliver tvangshjemsendt, før der er en tilbagetagelsesaftale med myndighederne i Irak.”

Ministeren kan gøre noget
Disse udtalelser giver langt fra et udtømmende billede af de muligheder, som ministeren faktisk har for at følge op på anbefalingerne fra UNHCR. For udlændingeloven indeholder flere muligheder for at gøre noget.

● Ministeren kan ifølge paragraf 46, stk. 4 bede Udlændingeservice om at gennemgå alle sager vedrørende irakiske asylansøgere med henblik på at fastslå, om der i lyset af UNHCR’s nye anbefalinger, er grundlag for at give asyl – og tilsvarende gennemgå de afviste irakiske asylansøgeres sager. Nu har Dansk Flygtningehjælp i stedet for holdt møder for irakiske asylansøgere for at vejlede dem om mulighederne for at få deres sager genoptaget.

● Ministeren kan ændre betingelserne for at give humanitær opholdstilladelse (paragraf 9b). Integrationsministeriets praksis på området er beskrevet i et notat fra den 6. april 2006. Notatets pkt. 8 handler om ministeriets praksis for at give afghanske statsborgere humanitær opholdstilladelse, og det oplyses, at ministeriets nuværende praksis, som har været gældende siden den 30. januar 2004, er fastlagt på baggrund af en rapport fra UNHCR fra juli 2003 med titlen ”Update of the situation in Afghanistan and international protection considerations”. Det vil sige, at Rikke Hvilshøjs forgænger indførte en praksis over for en gruppe borgere fra et bestemt land med udgangspunkt i anbefalingerne fra en rapport fra UNHCR. Når ministeriet kan ændre praksis for afghanske statsborgere, kan ministeriet selvfølgelig også ændre praksis over for irakiske statsborgere. Det betyder selvfølgelig ikke, at man udsteder en kollektiv humanitær opholdstilladelse til samtlige irakiske asylansøgere, der har fået – eller får – afslag på asyl. Der skal stadig ske en individuel sagsbehandling. Det har også været tilfældet for de afghanere, der fik humanitær opholdstilladelse efter bestemmelsen. Men ministeren har mulighed for at ændre retningslinjerne på området, så der f.eks. i takt med de anbefalinger, der kommer fra UNHCR, indføres særlige kriterier for irakiske statsborgere.

● For det tredje kan ministeren arbejde for at indføre særlige bestemmelser for irakiske asylansøgere, så man imødekommer anbefalingerne i UNHCR’s seneste rapport. Det svarer til, hvad der skete i 1990’erne, hvor tusindvis af mennesker flygtede fra Bosnien og andre dele af det tidligere Jugoslavien på grund af borgerkrig og etniske udrensninger. Hovedparten af disse mennesker kunne heller ikke påberåbe sig at være personligt forfulgt i den forstand, begrebet i dag anvendes over for irakiske asylansøgere. Alligevel fandt man en løsning, så nogle af dem blev sikret opholdstilladelse her i landet, fordi det ville have været urimeligt og uanstændigt at henvise disse mennesker til at rejse tilbage til deres krigshærgede lande – og senere fik mange af dem rent faktisk asyl i Danmark. Deres situation kan på mange måder sammenstilles med den, der gælder for et stort antal irakiske asylansøgere i dag.

Flygtningenævnet er ikke en uafhængig domstol
Det er rigtigt, at integrationsministeren ikke skal blande sig i Flygtningenævnets praksis. Rikke Hvilshøj betegner nævnet som ”den dømmende magt”, ligesom hun i andre sammenhænge har betonet, at Flygtningenævnet er et uafhængigt organ. Men man kan af flere grunde sætte spørgsmålstegn ved nævnets domstolskarakter.

Flygtningenævnet en anden og øverste instans ved behandlingen af asylsager. Før en asylsag ender i Flygtningenævnet, er den blevet behandlet af Udlændingeservice, der er en styrelse under Integrationsministeriet og første instans for behandlingen af asylsager. I de tilfælde, hvor en asylansøger får afslag i Udlændingeservice, indbringes sagen for Flygtningenævnet.

Når en sag behandles i Flygtningenævnet, bliver den afgjort af et nævn med tre medlemmer. En tredjedel af nævnsmedlemmerne indstilles af Domstolsstyrelsen, en anden tredjedel af Advokatrådet og den sidste tredjedel af integrationsministeren.

Det er med andre ord Rikke Hvilshøj, der i sin egenskab af integrationsminister indstiller en tredjedel af nævnets medlemmer, og denne tredjedel skal ifølge loven ”gøre tjeneste” i Integrationsministeriet, dog ikke i Flygtningenævnets sekretariat. Herudover er det Integrationsministeriet, der stiller sekretariatsbistand til rådighed for Flygtningenævnet. Med så tætte bånd mellem Integrationsministeriet og Flygtningenævnet, kan man i høj grad betvivle nævnets uafhængighed.

Ved behandlingen af en asylsag i Flygtningenævnet deltager ud over de tre nævnsmedlemmer, asylansøgeren, dennes advokat og en repræsentant fra Udlændingeservice. Sidstnævnte begrunder, hvorfor asylansøgeren efter Udlændingeservices opfattelse ikke bør have asyl, mens asylansøgeren og advokaten argumenterer for, at der bør gives opholdstilladelse.

Men er det uafhængighed, når et af nævnsmedlemmerne kommer fra det ministerium, som ”anklageren” er ansat under? Og man kan spørge, hvordan karrieremulighederne er for et ministerielt nævnsmedlem, hvis vedkommende gentagne gange stemmer imod det afslag, Udlændingeservice har givet i de pågældende asylsager?

Et af de nævnsmedlemmer, der er indstillet af integrationsministeren, er kontorchefen for Kontoret for Visum, Udsendelser og Humanitære sager i Integrationsministeriet. Det vil sige, at lederen af det kontor i ministeriet, som behandler sager inden for asylområdet, også er med til at afgøre udfaldet af asylansøgninger i Flygtningenævnet. Det er en besynderlig sammenblanding af den udøvende og den dømmende magt – og derfor vildleder Rikke Hvilshøj befolkningen, når hun hævder, at Flygtningenævnet er et uafhængigt organ. For i Flygtningenævnet er den udøvende magt blevet en del af den dømmende magt.

Sammenligningen med en domstol holder heller ikke på andre punkter.

For det første kan nævnets afgørelser som hovedregel ikke ankes til en højere retsinstans (modsat f.eks. en byretsdom). Flygtningenævnets afgørelser kan ikke indbringes for landsretten eller højesteret.

Det ville f.eks. være oplagt at anke Flygtningenævnets afgørelse den 16. januar 2007 til en højere retsinstans. Det er den første sag, hvor UNHCR’s anbefalinger fra december 2006 er indgået som baggrundsmateriale i vurderingen af en irakisk asylansøgers sag. Nævnet endte med at give afslag. Her ville det være betryggende, hvis afgørelsen kunne appelleres til en højere retsinstans. Som forholdene er i dag, ved vi reelt ikke, om Flygtningenævnets praksis er i overensstemmelse med FN’s Flygtningekonvention.

For det andet er alle møder i Flygtningenævnet lukkede. For almindelige retsmøder gælder derimod som udgangspunkt, at de er åbne, men de kan i forskellige situationer lukkes for offentligheden, f.eks. for ikke at forstyrre efterforskningen af en sag – eller møderne kan underlægges navneforbud, f.eks. for at beskytte en person, der er sigtet for en forbrydelse. Modsat de almindelige domstole er Flygtningenævnet helt undtaget for denne form for offentlighedens og dermed pressens kontrol. Det er muligt, at det i nogle tilfælde kan være nødvendigt at holde et møde i Flygtningenævnet for lukkede døre eller med navneforbud, f.eks. for at beskytte asylansøgeren. Men det er ikke betryggende for retssikkerheden, at møderne i Flygtningenævnet som princip er lukkede.

For det tredje er der intet lægmandselement tilbage i Flygtningenævnet. Her adskiller Flygtningenævnet sig igen fra almindelige domstole, hvor lægmænd er repræsenteret både som dommere (i visse type sager i byret og landsret) og som nævninge. Men det element er helt udeladt i Flygtningenævnet.

Hvorfor denne hast med tilbagesendelsesaftaler?
Tilbage til Rikke Hvilshøjs udtalelser i Politiken den 17. januar 2007, hvor hun siger, at ingen irakere bliver tvangshjemsendt, ”før der er en tilbagetagelsesaftale med myndighederne i Irak.” Ugen forinden sagde hun i folketingssalen – som svar på et spørgsmål fra Morten Østergaard (RV) – at hun ikke så nogen grund til sætte forhandlingerne med de irakiske myndigheder om at få lavet en tilbagetagelsesaftale i bero. ”For jeg har faktisk et håb om, at der også kommer til at ske positive ting i Irak i 2007,” sagde hun og oplyste samtidig, at der næppe ville foreligge en sådan aftale ”i morgen” eller ”i næste uge”.

Den uge er for længst gået, og Politiken oplyste den 21. januar 2007, at fem irakiske asylansøgere fra det kurdiske Nordirak næste dag ville rejse til byen Erbil i Nordirak for at undersøge mulighederne for at vende permanent tilbage. Næste dag kunne man i samme avis læse, at Tyrkiet truer med at invadere Nordirak. Selv i det forholdsvis rolige Nordirak, kan situationen tilsyneladende hurtigt forværres. Situationen er blandt andet skrøbelig, fordi Nordirak allerede har taget imod flere tusinde internt fordrevne flygtninge, og derfor kan hjemsendelse af mange nye flygtninge til området forværre forholdene i området.

Det er positivt, at Rikke Hvilshøj siger, at ingen irakere bliver tvangsudsendt, før der foreligger en aftale med de irakiske myndigheder. Det burde også være en så indlysende forudsætning, at der ikke var grund til at nævne den. Men hvordan vil den danske regering indgå aftaler med de irakiske myndigheder i dag, når flere kilder – heriblandt Forsvarets Efterretningstjeneste – oplyser, at landet bliver mere og mere etnisk og religiøst opsplittet, og at en voksende del af Irak reelt ligger uden for centralregeringens kontrol? Hvem er i stand til at garantere for de hjemvendte irakeres sikkerhed?

Dernæst kan man spørge, hvorfor ministeren med stor iver arbejder på tilbagesende irakere i en situation, hvor Irak befinder sig på randen af en borgerkrig, og hvor UNHCR anbefaler Danmark og andre europæiske lande at sikre irakiske asylansøgere beskyttelse?

Der opholder sig for tiden omkring 600 afviste irakiske asylansøgere i Danmark, og i 2006 søgte 507 irakere asyl i Danmark.

Det er et meget lavt antal, når man sammenligner med, at de irakiske myndigheder kæmper for at skaffe husly, mad, arbejde, undervisning m.v. til 1.700.000 internt fordrevne flygtninge. Ligeledes udfoldes der store bestræbelser i nabolandene Jordan og Syrien, hvor der opholder sig omkring 1,5 millioner irakiske flygtninge.

Derfor kan og bør Danmark i den givne situation bedst hjælpe Irak ved at tage godt imod de irakiske asylansøgere. Uanset om deres fremtid ligger i Irak eller i Danmark, har ingen glæde af, at de blot sidder passive i asylcentre rundt omkring i landet uden at kunne foretage sig noget meningsfyldt. De bør have mulighed for at kunne arbejde og uddanne sig, så de kan udvikle de evner, de er udstyret med. Hvorfor kan 18-20-årige unge mennesker ikke komme i gang med en uddannelse? Mange af dem er allerede stærkt belastet af den tid, de har tilbragt i lejrene, foruden de traumer, de havde med i bagagen fra Irak. Hvis de ikke snart kommer ud af lejrene, ender det med, at de inden længe er kvalificerede til at få humanitær opholdstilladelse. Hvorfor ikke give dem i det mindste en midlertidig opholdstilladelse, inden vi når så langt? Hvorfor ikke tage ansvar og bidrage til, at Danmark lever op til UNHCR's anbefalinger i forhold til irakiske asylansøgere?

Læs mere

> Asylansøgere og flygtninge