|
KOMMENTAR
Tre spørgsmål til Flygtningenævnets formand Af Bent Dahl Jensen Formanden for Flygtningenævnet, Bent Ove Jespersen, siger i et interview i Politiken (11. oktober 2007), at nævnet i år har omgjort flere sager end sidste år, og at denne ændring blandt andet kan tilskrives anbefalingerne vedrørende irakiske flygtninge i den seneste rapport fra FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR). Formanden understreger samtidig, at en betingelse for at få asyl i Danmark er, at ”man er konkret eller individuelt forfulgt”. Tilbage i 1990’erne modtog Danmark mange flygtninge fra Bosnien og andre områder på Balkan – mennesker der flygtede på grund af etnisk udrensning og borgerkrig efter opløsningen af det tidligere Jugoslavien. De fik i første omgang midlertidigt ophold her i landet, men senere fik mange af dem mulighed for at søge asyl – og langt hovedparten af dem fik asyl – selv om de næppe kunne påberåbe sig at være mere ”konkret eller individuelt forfulgt” end de irakiske flygtninge, der i de seneste år er kommet til Danmark. Alligevel får hovedparten af irakerne afslag på asyl. Jeg vil derfor spørge Flygtningenævnets formand: Hvad er årsagen til denne forskel? Skyldes den, at Flygtningenævnet i dag har en anden praksis i dag end i 1990’erne? Eller er årsagen, at grundlaget for Flygtningenævnets afgørelser er blevet ændret – og i givet fald hvordan?
Læs mere Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |