KOMMENTAR
Det er muligt at sikre Af Bent Dahl Jensen Selv om Flygtningenævnet, der er øverste instans i behandlingen af asylsager, ikke mener, at der er grundlag for at give en flygtning asyl, så rummer udlændingeloven flere muligheder for at følge FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR’s henstillinger om ikke at tvangsudsende afviste asylansøgere fra det centrale og sydlige Irak. Disse muligheder omtales dog ikke i kronikken ”En asylsag skal altid vurderes individuelt og konkret” (Kristeligt Dagblad den 7. juni 2008), som er skrevet af Claus Gade Sørensen, der i 1997-2007 arbejdede i Udlændingestyrelsen (nu Udlændingeservice) som landerådgiver angående Mellemøsten. Claus Gade Sørensens kronik er en reaktion på blandt andet en kommentar, jeg havde i Kristeligt Dagblad den 14. maj med overskriften ”Regeringen bør sikre afviste irakere beskyttelse”. Her skrev jeg blandt andet: ”I en situation, hvor UNHCR henstiller, at irakiske asylansøgere fra Central- og Sydirak sikres international beskyttelse, er det regeringens ansvar, at de irakere, der har fået afslag på asyl, sikres en anden form for beskyttelse. Men det er ikke sket.” Dette synspunkt bliver af Claus Gade Sørensen gengivet med ordene: ”Bent Dahl Jensen skriver …, at irakiske asylsøgere fra Central- og Sydirak, der har fået afslag på asyl, må sikres en anden form for beskyttelse. Det betyder beskyttelse i Danmark til irakere alene, fordi de kommer fra Central- og Sydirak.” Claus Gade Sørensens gengiver her min kommentar på en sådan måde, at jeg ikke kan genkende mit anliggende. Jeg ønsker ikke, at irakere skal have beskyttelse ”alene, fordi de kommer fra Central- og Sydirak”. Mit anliggende er, at disse irakere skal have beskyttelse, fordi FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) flere gange i de seneste år er kommet med meget klare henstillinger herom. UNHCR’s henstillinger indeholder en række punkter, heriblandt også nogle angående irakere fra Nordirak, men af pladshensyn nøjedes jeg med at referere et enkelt af disse punkter, men jeg mener selvfølgelig, at Danmark også skal følge de øvrige henstillinger – sådan som man tidligere har gjort i forhold til andre flygtningegrupper. Markante forskelle på en domstol Men på linje med regeringen og Dansk Folkeparti, som fuldstændigt har tilsidesat UNHCR’s henstillinger, gør Claus Gade Sørensen sig til talsmand for at sende de afviste irakere tilbage. Han understreger i den sammenhæng, at de hver især har fået en individuel og konkret vurdering af deres sag – først i Udlændingeservice og dernæst i Flygtningenævnet. Claus Gade Sørensen betegner Flygtningenævnet som et ”domstolslignende organ”. Nu kan det diskuteres, hvor lidt domstol, der skal være over et organ, før det kan betegnes som ”domstolslignende”. I mine øjne er det lige lovlig flot at bruge betegnelsen om Flygtningenævnet. Det hører nemlig med til billedet, at en tredjedel af Flygtningenævnets medlemmer udpeges efter indstilling af integrationsministeren, og at det er et krav, at denne tredjedel af medlemmerne skal ”gøre tjeneste” i Integrationsministeriet, dog ikke i Flygtningenævnets sekretariat. Dermed er der en tæt sammenblanding af den dømmende og den udøvende magt i Flygtningenævnet. Flygtningenævnets afgørelser kan som hovedregel heller ikke ankes – modsat f.eks. en byretsdom. Endvidere er møderne i Flygtningenævnet lukkede. For almindelige retsmøder gælder derimod som udgangspunkt, at de er åbne. Men de kan i forskellige situationer lukkes for offentligheden, f.eks. for ikke at forstyrre efterforskningen af en sag – eller der kan nedlægges navneforbud. Modsat de almindelige domstole er Flygtningenævnet helt undtaget for denne form for offentlighedens og dermed pressens kontrol. Det er måske i nogle tilfælde nødvendigt at holde et nævnsmøde for lukkede døre eller med navneforbud. Men det er ikke betryggende for retssikkerheden, at møderne i Flygtningenævnet som princip er lukkede. Der er heller intet lægmandselement tilbage i Flygtningenævnet. Her adskiller Flygtningenævnet sig igen fra almindelige domstole, hvor lægmænd er repræsenteret både som dommere og nævninge. Der er med andre ord markante forskelle på en domstol og Flygtningenævnet. Udlændingeloven rummer flere muligheder Mulighederne for, at en asylansøger kan få opholdstilladelse i Danmark, er ikke udtømte, selv om Flygtningenævnet giver afslag. Udlændingeloven indeholder flere paragraffer, som gør det muligt at få ophold. En af mulighederne er at give en humanitær opholdstilladelse, en anden er at give en midlertidig opholdstilladelse – en mulighed, der i nyere tid blandt andet er anvendt flere gange i forhold til forskellige flygtningegrupper fra det tidligere Jugoslavien. Det fremgår også af en række af Flygtningenævnets afslag til irakiske asylansøgere. F.eks. hedder det i en afgørelse fra januar 2007: ”Det forhold, at UNHCR har anbefalet, at asylansøgere fra Irak, der ikke opfylder betingelserne i Flygtningekonventionen, meddeles en anden form for international beskyttelse, og at der ikke bør ske tvangsmæssig udsendelse af ansøgere fra det centrale og sydlige Irak, kunne ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag. Det bemærkedes herved, at det falder uden for Flygtningenævnets kompetence at vurdere, om der er grundlag for at give ansøger opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Kompetencen hertil henhører under Udlændingeservice og Integrationsministeriet.” Denne og flere lignende afgørelser bekræfter, at det er muligt inden for lovgivningen at sikre afviste irakere beskyttelse, selv om de efter Flygtningenævnets vurdering ikke er berettiget til at få asyl her i landet. Men hidtil har skiftende integrationsministre ikke vist vilje til at udnytte disse muligheder, og der har heller ikke været et politisk flertal, som har kunnet presse en sådan praksis igennem. Lad de afviste irakere blomstre - i stedet for at visne Claus Gade Sørensen slutter sin kronik med ”en næstekærlig opfordring” til de afviste irakiske asylansøgere, som ” ikke er i risiko ved tilbagevenden”: ”Spørg ikke, hvad Danmark kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for Irak”. Mon ikke, det i virkeligheden er et spørgsmål, der på en eller anden måde også optager en meget stor del af irakerne i Danmark – både dem, der har fået asyl, og dem, der er blevet afvist? Dansk Flygtningehjælp foretog i begyndelsen af 2006 en undersøgelse af, hvilke tanker irakere i Danmark gør sig med henblik på en dag at vende frivilligt tilbage til Irak (repatriering). Undersøgelsen viste, at 67 procent overvejer at vende tilbage til Irak. Men for hovedpartens vedkommende ligger planerne nogle år ude i fremtiden. Mange af dem er usikre på, om de vil kunne klare sig, hvis de vender tilbage – f.eks. svarer 89 procent, at de ikke ved, hvor de skal bo i Irak. Det viste sig også, at herboende irakere begyndte at vende tilbage til Irak i øget omfang efter Hussein-styrets fald i 2003. Men i takt med, at sekterisk vold, kidnapninger og de borgerkrigslignende tilstande bredte sig, faldt interessen, og nogle af dem, der var taget af sted, vendte tilbage til Danmark. I de seneste år er et antal afviste asylansøgere dog vendt tilbage til Irak, men nogle har efterfølgende været udsat for trusler og kidnapninger, så der kan være forbundet en stor risiko med at rejse tilbage til Irak. I den situation kan man vel ikke fortænke irakiske asylansøgere i, at de foretrækker at få sig en uddannelse og et arbejde og leve en sådan almindelig tilværelse som mulig, så de kan udvikle sig menneskeligt og fagligt – og dermed være rustet til at deltage i genopbygningen af Irak, når det bliver sikkert for dem at vende tilbage. Men det har et politisk flertal hidtil afvist, og imens er mange af irakerne henvist til at leve en passiv tilværelse i asylcentrene, hvor de visner som mennesker – hvorfor ikke lade dem blomstre? Det beror ikke på Flygtningenævnets afgørelser ved behandlingen af asylansøgernes individuelle konkrete sager, men afhænger af, om der er politisk vilje til at følge UNHCR’s henstillinger.
Læs mere > Kommentaren, der er udgangspunkt for Claus Gade Sørensens kronik
Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |