KOMMENTAR
Bryd med Dansk Folkeparti! Af Bent Dahl Jensen I forbindelse med den aktuelle dom fra EF-domstolen, der viser, at Danmark er gået for langt i opstramningerne på udlændingeområdet, har Dansk Folkeparti truet VK-regeringen med ikke at stemme for næste års finanslov. Jeg vil opfordre regeringen til at tage truslen som et tilbud, den ikke kan sige nej til. Efter snart syv år med VKO ved magten, er det på tide, at regeringen lever op til dens løfter om et bredt samarbejde på udlændingeområdet. Perioden med VKO har været syv fattige år, hvor utallige mennesker har fået en meget umenneskelig behandling på grund af en helt urimelig forvaltning praksis på udlændingeområdet. Tænk blot på de flere hundrede afviste irakiske asylansøgere, der har siddet og visnet i årevis i asylcentre, fordi de ikke kan sendes tilbage til Irak. Efter syv år med en udlændingepolitik præget af nationalistisk snæversyn er der brug for mindst syv år med en menneskelig og anstændig politik, hvor udlændinge anses som ligeværdige mennesker, der behandles med respekt og tillid – og ikke på forhånd betragtes med frygt og modvilje. Men det kræver, at VK bryder ud af Dansk Folkepartis favntag.
Læs mere
Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |