KOMMENTAR
DF's formand sår tvivl Af Bent Dahl Jensen I de seneste år har skiftende integrationsministre igen og igen hævdet, at Flygtningenævnet er et uvildigt og uafhængigt organ, og at man som minister ikke kan blande sig i nævnets afgørelser i asylsager. Denne holdning er blevet bakket op af en lang række borgerlige politikere, herunder Dansk Folkepartis ledere. Derfor virker det meget besynderligt, at DF’s partileder, Pia Kjærsgaard, i et spørgsmål til integrationsminister Birthe Rønn Hornbeck (V) spørger, ”hvilken rolle ministeren har spillet i Flygtningenævnets beslutning” om, at en mordmistænkt tuneser ikke kan udvises til sit hjemland og derfor har fået ”tålt ophold” i Danmark? Spørgsmålet kommer efter, at Pia Kjærsgaard tidligere har kritiseret Flygtningenævnets beslutning. Jeg skal ikke fordybe mig i den aktuelle sag, men vil fremhæve det paradoksale i, at Dansk Folkeparti nu, hvor der foreligger en afgørelse, der er imod partiets politiske smag, går kraftigt i rette med Flygtningenævnet. Nu er det åbenbart ikke længere et uvildigt organ, hvis afgørelser ikke kan betvivles? Men partiformanden går endnu videre i sit spørgsmål til integrationsministeren. For når hun spørger om, hvilken rolle ministeren har spillet i Flygtningenævnets afgørelse, så mere end antyder hun jo, at ministeren har haft mulighed for at spille en rolle. Og hvis integrationsministeren har kunnet spille en rolle i sagen om udvisning af en mordmistænkt tuneser, så har skiftende integrationsministre vel også haft mulighed for at spille en rolle i forbindelse med Flygtningenævnets afgørelser i diverse asylsager? Pia Kjærsgaard sår således med sit spørgsmål stærk tvivl om, hvorvidt Flygtningenævnet er et uvildigt organ, der er uafhængigt af regeringen og dens parlamentariske flertal.
Læs mere
Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |