KOMMENTAR
DF's angreb på retssamfundet Af Bent Dahl Jensen Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, har sået tvivl om den byretsdom, der blev afsagt for nylig, hvor tre betjente blev dømt for vold i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset i 2007. Skaarup støtter tillige 14 betjente, der truer med at sige deres stillinger op, hvis Landsretten ikke omstøder byretsdommen. Jeg kender – ligesom Peter Skaarup – ikke den konkrete sag, men det er yderst kritisabelt, at en fremtrædende politiker, som tilmed er formand for Folketingets Retsudvalg, på den måde går ind og blander sig i en domstolsafgørelse. Det er et uhørt angreb på retssamfundet. Som politiker er det Peter Skaarups opgave at være lovgiver, og det er lige så indlysende, at han som lovgiver ikke skal blande sig i den dømmende magts arbejde, som han gør i dette tilfælde. Med sin udtalelse undergraver han ikke alene retssamfundet, hans angreb er også et angreb på det danske demokrati – og hans udtalelse, som er blevet bakket op af partiformand Pia Kjærsgaard, viser, at Dansk Folkeparti ikke er et demokratisk sindet parti, men er parat til at benytte sig af politistatsmetoder. Derfor bør VK-regeringen stoppe det tætte samarbejde med DF. Det er ikke holdbart, at det parlamentariske grundlag for en regering er et parti, som angriber retssamfundet, der er en af grundpillerne i det moderne demokrati.
Læs mere
Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |