Artiklen er skrevet den 1. september 2010
- og senest redigeret den 7. september 2010
Delte meninger om ramadan-fest
på Christiansborg
I Egypten mødes kristne og muslimske ledere til religiøse fester.
Af Bent Dahl Jensen
SF’s socialordfører, Özlem Sara Cekic, har i samarbejde med avisen Zaman Scandinavia inviteret sine folketingskollegaer til at deltage i en fest i Snapstinget på Christiansborg den 6. september for at fejre ramadanen – den muslimske fastemåned.
Invitationen har fået en meget blandet modtagelse. Socialminister Benedikte Kiær (K) har sagt ja til at deltage, hvorimod Per Ørum Jørgensen, der nu repræsenterer Kristendemokraterne, har klaget til Folketingets formand over, at der holdes ramadan-fest på Christiansborg.
- Danmark er et kristent land, og derfor er jeg lidt rystet over, at man i Folketinget vil fejre en muslimsk fest som ramadan, siger Per Ørum Jørgensen til Ritzau. Han tilføjer, at han ikke er imod, at ramadanen festligholdes. Det skal bare ikke ske ”under Folketingets tag”.
Dansk Folkeparti har også kritiseret ramadan-arrangementet på Christiansborg.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) takkede den 1. september nej til invitationen fra SF's socialordfører.
Folketingets formand afviser at gribe ind
Folketingets formand, Thor Pedersen, afviste torsdag den 2. september at gribe ind over for middagen.
- Jeg finder ikke grundlag for at gå ind i den aftale, der er indgået mellem MF Özlem Sara Cekic og restauranten i Folketinget, siger Thor Pedersen i sit svar ifølge Ekstra Bladets hjemmeside.
Håb om sameksistens uden skelen til religiøs baggrund
Diskussionen er interessant i lyset af, hvordan kristne og muslimer lever sammen i Egypten.
Under et besøg i Egypten i november 2005 fortalte biskop Tadros – biskop for Den Koptisk-ortodokse Kirke i havnebyen Port Said – at der i byen var tradition for, at religiøse ledere deltog i hinandens religiøse fester. Han blev som biskop inviteret til at deltage i festen, hvor muslimerne fejrede afslutningen ramadanen. Tilsvarende blev muslimske ledere inviteret til at deltage i hans kirkes fester i forbindelse med jul og påske.
- Jeg ønsker, at dagen vil komme, hvor ikke kun jeg, men hvor alle vil elske hinanden uden at tænke over ens religiøse tilhørsforhold. Jeg elsker min Gud, jeg elsker min Herre, jeg elsker min kirke, men min herre og min kirke lærer mig at elske alle, for kristendom er kærlighed, sagde biskop Tadros videre.
Kirke og tyrkisk forening holder ramadan-fest på Nørrebro
På Nørrebro i København holder Stefanskirken ramadan-fest i samarbejde med den tyrkiske forening Rosen. Det foregår på kirkepladsen, og det er tredje år, Stefanskirken og den tyrkiske forening holder et sådant fælles arrangement.
- Gæstfrihed er et kernebegreb i de fleste religioner, siger sognepræst Pernille Østrem til "Kirken i København", der er en hjemmeside, som drives af Folkekirkens Infocenter i Københavns Stift.
- Man snakker godt sammen, når man sidder til bords. Både muslimer og kristne har igennem tiderne trukket ud i det offentlige rum for at fejre henholdsvis ramadan og påske i fællesskab med andre. Og vi vil også gerne snakke sammen. Derfor ser vi ramadanmiddagen som en oplagt mulighed for at vende tanker og værdier – en mulighed for lære hinanden bedre at kende på tværs af bord, kultur og religion, siger Pernille Østrem til "Kirken i København".
Tyrkisk sociolog tilbageviser kritik af sponsor
B.T. skriver i en artikel den 3. september 2010, at avisen Zaman, der er med til at arrangere ramadan-middagen,
ejes af "den rabiate sektleder Fethullah Gülen". Gülen betegnes i artiklen som "den uhyggelige islamistiske sekt".
Artiklen fik folketingsmedlem Martin Henriksen, Dansk Folkeparti, til på ny at kræve middagen aflyst.
- Der findes ikke noget, der hedder en gratis middag, og når sådan en bevægelse ifølge B.T. bekoster bespisning for op mod 180 personer, så er det klart, at der er en bagtanke, og jeg tror, at den er skummel. Derfor bør SF straks stoppe middagen, og alle de inviterede, der ikke er interesseret i at gå islamisternes ærinde, bør melde afbud, siger Martin Henriksen i en pressemeddelelse.
Senere samme dag afviste den tyrkiske sociolog Mehmet Ümit Necef til ekstrabladet.dk, at "det er noget sludder", når sponsoren bag ramadan-middagen bliver kaldt "islamistisk" og "sekt-lignende".
- Güllen-bevægelsen er en kulturel og social bevægelse, der tværtimod arbejder for at modernisere og reformere islam, siger lektor ved Syddansk Universitet ph.d. Mehmet Ümit Necef til ekstrabladet.dk.
- Det er rigtigt, at Güllen har stor indflydelse på Zaman, men det har ingen betydning for avisens linje: Både kristne armenere og grækere skriver for Zaman, hvilket er meget usædvanligt i Tyrkiet, siger Necef.
Læs mere
> Hvor var den islamistiske vogn? – Information.dk den 7. september 2010
> Forsker: Ramadan-sponsor er uskadelig – Ekstrabladet.dk den 3. september 2010
> Thor Pedersen sikrer muslimsk middag – Ekstrabladet.dk den 2. september 2010
> Løkke takker nej til muslimsk middag – Poliltiken.dk den 1. september 2010
> Kirke og tyrkisk forening går sammen om Ramadanmiddag på Nørrebro – "Kirken i København" den 1. september 2010.
> Kristendemokrater vil stoppe ramadan-fest – Poliltiken.dk den 31. august 2010
> Dialog i Egypten – Artikler fra 2006 om religionsdialog og samarbejde mellem kristne og muslimer i Egypten

I 2009 blev ramadanens afslutning blandt andet fejret ved et arrangement med sang, musik og dans på Rådhuspladsen. (Foto: Bent Dahl Jensen)
|