Forside Om Multisamfund.dk Nyhedsbrev Kontakt Links
 
 
Asylansøgere & flygtninge
Indvandrere & integration
Politik & samfund
Religion & tro
 
 
>Religion & tro

Artiklen er skrevet den 6. februar 2012

Tro_i_harmoni_Københavns Rådhusplads

Tro i harmoni

Mangfoldighed, tolerance og nysgerrighed. Det var nogle af de nøgleord, der gik igen i talerne på Københavns Rådhusplads søndag den 5. februar 2012, hvor kristne, muslimer, jøder, buddhister, hinduer, sikher, m.fl. sammen fejrede FN's World Interfaith Harmony Week under overskriften "Tro i harmoni". Samtidig kunne deltagerne på den frostklare februardag varme sig på en kop varm "harmonisuppe".

Tekst & foto: Bent Dahl Jensen

Det interreliøse arrangement begyndte med en samling på Blågårds Plads på Nørrebro, hvor bl.a. sognepræst Pernille Østrem sagde, at hun så frem til den dag, hvor de forskellige religioner alle var synlige i bybilledet - som kirken er det med kirkeklokkerne, der ringer flere gange dagligt.

Fra Blågårds Plads gik deltagerne i optog til Rådhuspladsen, hvor der var taler og underholdning med sang og musik. Der blev holdt taler af integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (RV), Peter Skov-Jakobsen (biskop i Københavns Stift), Mustafa Gezen (Muslimernes Fællesråd) og Ani Tenzin (Center for Tibetansk Buddhisme).

Indimellem optrådte børn fra Singh & Goldschmidts akademi under ledelse af Susanne Snadfort, og sangeren Leor sang en sang, han havde skrevet til anledningen om fred i verden.

Overrabiner Bent Melchior kædede det hele sammen som konferencier.

Mangfoldigheds-borgmester
Bent Melchior introducerede Anna Mee Allerslev som Københvns "mangfoldigheds-borgmester".

- Det er den fornemmeste præsentation, jeg har fået. Jeg har nemlig en drøm om at få lov til at være mangfoldighedsborgmester, så tusind tak for det, kvitterede borgmesteren og bød alle deltagerne velkommen til "det mangfoldige København".

- Kære københavnere af alle trosretninger: Kristne, muslimer og jøder. Buddhister, sikher og hinduer. Ateister, tvivlere og søgende. Vi er alle københavnere! Uanset hvilken baggrund vi har. Uanset, hvilken tro vi har - eller ikke har. Vi er alle sammen københavnere. Derfor skal der også være plads til at tro og til at tvivle i København. Og de kloge siger, at tro og tvivl hænger uløseligt sammen. Derfor er der brug for os alle sammen, og det er det, vi pointerer her i dag, sagde Anna Mee Allerslev.

Hun opfordrede videre til, at man blander sig med hinanden på tværs af forskellighederne.

- Vores forskellighed skal mødes for at gøre gavn. Det hjælper ikke, at vi er hver for sig. Vi er nødt til at mødes, før vores mangfoldighed for alvor blomstrer og for alvor bliver en styrke. Vores mål i København er, at forskellige mennesker og forskellige grupper blander sig og tager ansvar sammen. Vi får en bedre by ved at blande os på tværs. Det kan vi se i dag, hvor vi fejrer vores religiøse forskellighed. Det kan vi også se på mange arbejdspladser i København. Og det kan vi se i alle de initiativer, hvor forskellige trosretninger går sammen om samme mål, og tusind tak for det, sagde integrationsborgmesteren.

Hun takkede også forskellige trossamfund for at have deltaget i en fælles kampagne i København mod had-forbrydelser. - Det giver tolerance og respekt for mangfoldighed, sagde Anna Mee Allerslev.

"Vi skal turde stå ved vores forskellighed og uenighed"
Biskop Peter Skov-Jakobsen kom indledningsvis også ind på begrebet tolerance.

- Tolerance forudsætter, at vi tør stå ved vores forskellighed og uenighed, sagde han.

- Verden folder sig ud og er inspirerende, når vi tør møde andre mennesker, som ser på tilværelsen på en helt anden måde. Vi skal turde skabe mødet med den helt anden og med dem, der tror anderledes. På den måde er vi med til den ædle kunst at forbedre os selv. Vi skal turde være til stede med nysgerrighed – vi skal give os selv muligheden for at blive klogere – og vi skal give plads og tid til uenighed. Det kommer ikke af sig selv. Det er en åndelig øvelse at kunne rumme de andre og deres anderledeshed. Den øvelse handler ikke blot om at forstå andre, men også om at forstå sig selv i en ny og større sammenhæng, sagde Peter Skov-Jakobsen. 

- Vi er samlet her i dag, fordi vi tror, at det nytter at være sammen i forskellighed.

- Vi skal turde se hinanden som forskellige, ellers rummer og favner vi ikke. Den gensidige kritik og uenighed skal udtrykkes med respekt. For at Danmark kan blive ved med at være et godt samfund, bliver vi nødt til at respektere hinanden og behandle hinanden ordentligt - også dem vi er uenige med.

- Det kræver daglig øvelse. Det kræver samtale. Begynd i dag. Lad ikke hensynet til de andre få os til at glemme vores eget udgangspunkt, men lad nysgerrigheden blomstre og lad os nyde, at den anden kan gøre os klogere på verden, og at Danmark ikke kun rummer én måde at forstå livet på, men en mangfoldighed af måder, sagde Peter Skov-Jakobsen.

Det personlige møde er vigtig for succesfuld integration og inklusion
Mustafa Gezen, der er talsmand for Muslimernes FællesRåd (MFR), takkede for at få lejlighed til at tale om, hvad muslimerne har at sige om mangfoldighed.

- For en muslim er det en forpligtelse at deltage i det danske samfund. Derfor er det også muligt at se muslimer synlige i det offentlige rum - og som deltagere i de forskellige initiativer, der bliver taget.

- Jeg vil inddrage nogle konkrete eksempler på, hvad en succesfuld integration - eller inklusion - går ud på, sagde Mustafa Gezen og betonede behovet for både en god dannelse og en god uddannelse. Han understregede videre vigtigheden af, at man mødes på tværs af kultur og religion.

- Jeg har en veninde, som er muslim og praktiserende læge. En dag kommer der en patient ind i konsultationen, og hun siger: "Jeg har en aftale i dag hos lægen." Den muslimske læge siger: "Ja, lad os gå indenfor." Så siger den danske patient til den tørklædeklædte læge: "Jamen, er du ikke sekretæren?" "Nej, jeg er lægen.Kom indenfor." Men den danske patient, der er en ældre kvinde, siger, at hun ikke er sikker på, at hun vil indenfor. Men hun går med indenfor, da hun har et akut behov. Hun kommer tilbage to uger senere - og de to kvinder er i dag rigtig gode venner. Og den danske kvinde siger til lægen: "Du er min første muslimske ven."

- Jeg tror, at det er uhyre vigtigt, at man tager sine bekymringer og lægger dem til side og ser sine muslimske medmennesker som medborgere. Jeg tager bevidst om bekymringer. For jeg tor ikke, det så meget handler om fordomme, men mere bekymringer i forhold til, om man vil komme til at påvirke hinanden. Jeg tror, at det personlige møde, face-to-face, er uhyre vigtigt, hvis vi vil have et mangfoldigt København i 2015, sagde Mustafa Gezen.

"Vi er hinandens bror og søster"
Ani Tenzin fra Phendeling, Center for Tibetansk Buddhisme, indledte sin tale med et budskab fra Phendelings spirituelle leder, Lakha Lama, som siger, at essensen af alle religioner er kærlighed og medfølelse. Og inden for alle religioner tales der om, at vi er hinandens bror og søster.

- Indenfor buddhismen tager vi det meget bogstaveligt, da vi mener, at vi har levet mange liv før dette, og i hvert liv har vi haft en mor. Så i teorien er vi alle i familie med hinanden. Vi er alle sammen hinandens mødre, selv om vores hudfarve og kulturerer er lidt forskellige. Men det er bare overflade. Inden under huden har vi det samme røde blod. Og sandheden er, at vi ikke kan overleve uden hinande. Hvordan skulle vi f.eks. være kommet herhen, hvis ikke der havde været nogle, som havde bygget veje, og hvis ikke der var nogen tog eller biler? Og hvordan skulle vi få noget at spise, hvis ikke der var nogle, som sørgede for, at der er varer på hylderne i supermarkederne? Osv., osv. Vi ved også, at det, der sker på den anden side af kloden, påvirker os her i Danmark. Så hvis vi er kloge, arbejder vi for harmoni mellem forskellige mennesker og religioner - og vi begynder lige her med os selv. For jeg kan ikke have det godt, hvis min næste ikke har det godt - og det uanset, om min næste er kristen, jøde, muslim, hindu, buddhist eller ikke troende, sagde Ani Tenzin.

Bahai-bøn - og "Stop vold"-demonstration
Udenfor programmet bad et medlem af Bahai-samfundet om lov til at læse en bøn - og hun læste en bøn om, at vi alle er af skabt af Gud og tilhører samme slægt, om at Gud har skænket liv til alle og udrustet med talenter og evner.

Der var også mødt et paar mandæere op på Rådhuspladsen, som dermed blev mødested for mennesker fra mange forskellige trosretninger.

Rådhuspladsen var også udgangspunkt for en demonstration, der i god overensstemmelse med budskabet fra det interreligiøse arrangement gik til Christiansborg Slotsplads i protest mod drabet af den 21-årige Cem Aydin, der blev myrdet sent om aftenen den 19. januar. "Stop vold" er budskabet fra demonstrationen, der stille bevæger sig mod Christiansborg.

Harmonisuppe - og kreativitet i kulden
Under hele den interrelisiøse fest blev der serveret varm "harmonisuppe" fra et telt på Rådhuspladsen.

Et andet sted kunne man udtrykke sig kreativt ved at male små billeder med relation til temaet "tro i harmoni".

"Vi giver lys og varme videre til hinanden"
Som afslutning på arrangementet blev der tændt lys. Først en fakkel - og ved den tændte repræsentanter for fem religioner hver sin fakkel. Derefter gik de ud blandt de øvrige deltagere, så alle fik tændt en fakkel. Lystændings-ceremonien symboliserede, at "vi giver lys og varme videre til hinanden – fra menneske til menneske, fra trosretning til trosretning."

Det interreligiøse arrangement blev bakket op af følgende religiøse samfund og foreninger: Stiftsudvalget for Folkekirke og Religionsmøde, Jødisk-Muslimsk Netværk, Center for Visdom og Medfølelse, Phendeling, Sikh Menigheden, Dialogforum, Muslimer i dialog, Helhedsplanen Mjølnerparken, KBH i dialog (Danmission), Københavns Kommunes kontor for Inklusion og Mangfoldighed.

 

Læs mere

> Integrationsborgmester Anna Mee Allerslevs tale

> Biskop Peter Skov-Jakobsens tale

> www.troiharmoni.dk

> Tro i harmoni på Facebook

> Folkekirken i Københavns Stift

> Muslimernes FællesRåd (MFR)

> Jødisk-Muslimsk Netværk

> Center for Visdom og Medfølelse

> Phendeling - Center for Tibetansk Buddhisme

> Sikh Menigheden

> Dialogforum

> Muslimer i Dialog

> Helhedsplanen Mjølnerparken

> KBH i dialog (Danmission)

> Københavns Kommunes kontor for Inklusion og Mangfoldighed

> Singh & Goldschmidts akademi

Tro_i_harmoni_Peter_Skov-Jakobsen
Biskop Peter Skov-Jakobsen taler ved den interreligiøse fest på Rådhuspladsen.

Tro_i_harmoni_Singh_Goldsmith
Mellem talerne sang en gruppe børn fra Singh & Goldschmidts akademi på Nørrebro. Det er en musikskole for mellemøstlig musik.

Tro_i_harmoni_Singh_Goldsmith akademi
Musikskolen er for børn i 3.-5. klasse.

Tro_i_harmoni_
Mustafa Gezen, talsmand for Muslimernes FællesRåd (nr. 3 fra venstre), og til højre for ham imam Naveed Baig, lytter til taler og musik.

Tro_i_harmoni_"Stop vold"-demonstration_Cem Aydin
Samtidig med at repræsentanter fra forskellige religioner markerede FN's World Interfaith Harmony Week, samledes en anden gruppe for at gå i anti-volds-demonstration til Christiansborg Slotsplads - i anledning af mordet på den 21-årige Cem Aydin.

Tro_i_harmoni_
Der blev malet mange malerier - og mange med temaer som kærlighed, fred og glæde.

Tro_i_harmoni_FN's World_Interfaith_Harmony_Week
Deltagerne sluttede markeringen af FN's World Interfaith Harmony Week af med at gå rundt med de tændte fakler i en stor cirkel.

Tro_i_harmoni_FN's World_Interfaith_Harmony_Week

 

 

Tro_i_harmoni_Pernille Østrem
Sognepræst Pernille Østrem taler på Blågårds Plads.

 

Tro_i_harmoni_Anna_Mee_allerslev_Abdul Wahid Petersen
Integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (RV) i samtale med imam Abdul Wahid Pedersen på Blågårds Plads. I midten ses biskop Peter Skov-Jakobsen.

 
Tro_i_harmoni_optog til Rådhuspladsen
Fra Blågårds Plads gik deltagerne i optog til Rådhuspladsen.
 
Tro_i_harmoni_rådhuspladsen
FN's World Interfaith Harmony Week blev i København markeret med paroler som "Jeg støtter fællesskabet i København", " Kristne støtter ... Muslimer støtter ... Jøder støtter ... Buddhister støtter ... Sikher støtter ... fællesskabet i København".
 
Tro_i_harmoni_Anna_Mee_Allerslev
- Vi er nødt til at mødes, før vores mangfoldighed for alvor blomstrer og bliver en styrke, sagde integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (RV).
 
Tro_i_harmoni_Peter_Skov-Jakobsen
- For at Danmark kan blive ved med at være et godt samfund, bliver vi nødt til at respektere hinanden og behandle hinanden ordentligt - også dem vi er uenige med, sagde biskop Peter Skov-Jakobsen.
 
Tro_i_harmoni_Mustafa_Gezen
- Jeg tror, at det personlige møde, face-to-face, er uhyre vigtigt, hvis vi vil have et mangfoldigt København i 2015, sagde Mustafa Gezen.
 
Tro_i_harmoni_Ani Tenzin
- Jeg kan ikke have det godt, hvis min næste ikke har det godt - og det uanset, om min næste er kristen, jøde, muslim, hindu, buddhist eller ikke troende, sagde Ani Tenzin fra Phendeling, Center for Tibetansk Buddhisme.
 
Tro_i_harmoni_bahai
Overrabbiner Bent Melchior guidede som konferencier deltagerne gennem programmet på Rådhuspladsen. Heer ser han til, mens et medlem af Bahai-samfundet læser en bøn.
 
Tro_i_harmoni_
Mange nød den varme suppe.
 
Tro_i_harmoni_
Flere malede små malerier, mens de lyttede til taler, sang og musik.
 
Tro_i_harmoni_
Sangeren Leor havde skrevet en sang om fred i verden til den interreligiøse fest.
 
Tro_i_harmoni_lystænding
Repræsentanter fra forskellige religioner tændte fakler ...
 
Tro_i_harmoni_lystænding
... og tændte andres fakler ...
 
Tro_i_harmoni_lystænding Lystændings-ceremonien symboliserede, at "vi giver lys og varme videre til hinanden ...
 
Tro_i_harmoni_lystænding
... fra menneske til menneske ...
 
Tro_i_harmoni_
... fra trosretning til trosretning."
 
Tro_i_harmoni
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
  © Copyright: Netavisen Multisamfund.dk